Så blev jeg færdig med Christian Jungersens bog: Du forsvinder. I perioder har jeg ikke gidet at læse i den, men nu skulle den læses færdig. Hvad synes jeg om den? Jeg ved det ikke. Den er letlæst, man får viden om hjerneskader og om pårørendes forhold, men som siderne blev vendt, følte jeg mere og mere, at det var som om, at al den viden om hjerneskader tog over, og at bogen mere blev et dokument på, hvor meget CJ vidste om hjerneskader.
Bogen tager en mængde relevante emner op. Hvornår kan man undskylde noget, fordi man er hjerneskadet? Hvad er hjerneskadet? Hvad vil det sige at være lykkelig? Bliver man som pårørende så optaget af at tilegne sig viden, så man mister sig selv og måske ikke ser den ramte som et menneske, men først og fremmest som en hjerneskade?
Denne bog ville jeg gerne have læst i en læsegruppe, for jeg tror, at så ville den have åbnet sig mere for mig. Har du læst bogen, og hvad syntes du om bogen?
PS. I linket er der en anmeldelse, og den er meget positiv. I anmeldelsen anbefaler man en anden bog, som jeg har læst. Den bog havde jeg det også svært med, men det var mere, fordi det gjorde så ondt inden i mig, når hovedpersonen/fortælleren i den grad overtrådte alle sociale grænser for opførelse. Begge bøger har således valgt den del af hjerneskader, som er rigtig svære, nemlig personlighedsændringerne, og det er godt. Og CJ har da også fået mange roser fra pårørende, fordi han får skrevet om disse svære emner.
God tirsdag til dig.
Jeg har ikke læst bogen, så den kan jeg ikke udtale mig om.
SvarSletMen sige god morgen, det kan jeg da. Og så håber jeg, at det bliver en god dag for alle.
Tak Eva, og jeg må vente og se, om det er en bog, nogen har læst :-)
SletJeg kan heller ikke bidrage med andet end et "godmorgen og hav en god dag".
SvarSletJeg håber du finder nogen, du kan diskutere bogen med.
Tak Ellen, og i lige måde. Jeg håber også at finde nogen, der har læst bogen :-)
SletJeg har ikke læst bogen, men vi har en hjerneskadet med personlighedændringer meget tæt på, og det er fa... ikke altid lige nemt. :-)
SvarSletInge, det er overhovedet ikke nemt, og det beskriver begge bøger rigtig godt. De tør sætte ord på de "forbudte" følelser.
SletDet er godt, at den slags bøger skrives - der vil altid være et stort publikum. Jeg synes dog, jeg selv af mæt af emnet efter at have set filmene Iris, Jernladyen og En sang for Martin - og haft demens tæt inde på livet i familien.
SvarSletMadame, jeg er fuldstændig enig med dig i, at det er godt at der skrives bøger og laves film om emnet. Måske er jeg også lidt mæt ;-) For mig er der forskel på demens og så erhvervet hjerneskade. Min far sygner langsomt hen, vi kan følge med og langsomt vænne os til det. Et menneske med erhvervet hjerneskade derimod ændrer sig fra en dag til en anden. Mennesker med tumor i hjernen kan have begge forløb, det pludselige skift og det langsomme forløb, og det sidste er så tilfældet i denne bog.
SletJeg var meget optaget af bogen undervejs. Men jeg gik også lidt død i alle de fakta, der partout skulle på bordet hele tiden og så igen. Jeg må indrømme, at jeg sprang over rigtig mange gange. Jeg blev også lidt irriteret på den kvindelige hovedperson - hun var slet ikke åben for at få noget nyt i gang med ægtemanden. I hendes øjne var han nu kun "den hjerneskadede". Hun gav ikke plads for forbedring. Det er selvfølgelig heller ikke givet, at en hovedperson altid skal være sympatisk. Faktisk er det jo en god måde at holde læseren vågen på - at have en irriterende hovedperson.
SvarSletNu hvor det er et stykke tid siden, jeg læste bogen, har jeg umiddelbart glemt meget af den igen, og det ærgrer mig, at jeg bedst husker, hvad jeg blev irriteret over.
Conny, jeg blev også irriteret på hende, men hun er jo blevet svigtet og det må være meget mærkeligt at finde ud af, at de bedste år sammen var da svulsten var begyndt at give symptomer.Jeg glemmer også hurtigt, så derfor ville jeg gerne læse den igen i en læsegruppe.
SletHej Lene
SvarSletJeg er bibliotekar og kører en læsekreds på Horsens bibliotek. Vi har læst en hel del romaner sammen efterhånden, og de fleste har været udvalgt via DR's og Litteratursidens nominerede bøger til DRs romanpris. "Du forsvinder" er dog ikke nomineret, - men ikke desto mindre skabte romanen en af de bedste debatter vi har haft i læsekredsen. Diskussionen fokuserede meget på Mias udvikling og det skift man som læser oplever i forhold til hende som hovedperson. Først forståelsen og så kommer alle de ubehagelige sider frem efterhånden som forholdet mellem Frederik og Mia vender 180 grader. Christian Jungersen udgav for nogle år siden "Undtagelsen" - en fremragende roman hvor han også blander fiktion og faglige artikler. Romanen omhandler mobning på arbejdspladsen og folkemord. Jeg synes det er spændende nytænkning at blande skønlitteratur med faglitteratur på den måde, og selv om jeg ikke var nær så optaget af denne nye roman "Du forsvinder" som jeg var af "Undtagelsen", så synes jeg at Christian Jungersen kan noget helt særligt. Har du læst "Undtagelsen"? - prøv det - og man kan sagtens sopringe de akademiske artikler over, hvis det bliver for tung læsning, men romanen er efter min mening en RIGTIG pageturner.
Nina, jeg har læst "Undtagelsen" og var meget optaget af den, og jeg synes også "Du forsvinder" var god, men den fængede mig ikke på samme måde. Jeg vil frygtelig gerne diskutere den i en gruppe, så måske danner jeg min egen gruppe :-)
Slet