søndag, februar 17, 2019

Jeg er vågen - det er morgen

Det sker langsomt, som om jeg går fra en ubevidst tilstand af at være vågen til bevidst erkendelse af, at jeg er vågen. Hjernen starter med det samme sin tankegang, som om den hele natten har været klar til at sætte i gang, så snart jeg erkender min vågenhed.

Først tænker jeg, åh nej skal jeg nu til at ligge vågen midt nat, men da jeg tjekker mobilen, er der kun 7 minutter, til uret ringer. Ergo er det morgen, godt nok tidlig morgen, især på en søndag, men det er morgen. Klokken er snart fem og en arbejdsdag venter.

Arbejdsdagen er faktisk det, hjernen med det samme har gang i. Højst sandsynlig fordi det er arbejdsweekend. Tanker om en god arbejdsdag i går. Tanker, som fortsætter de ord, jeg skrev ned i min godnat mindmap i går aftes. Jeg prøver et forslag af om at tømme min hjerne for arbejdsrelaterede tanker, før jeg går ind i soveværelset. Jeg sætter mig ved mit skrivebord, tænder den lille lampe, tegner små tankeskyer med forskellige farver og skriver mine tanker ned. Jeg anerkender mig selv, både for det jeg nåede og det jeg ikke fik nået. Der flyver små grønne huskebobler rundt om de røde og lilla tankeskyer.

Tankerne fortsætter, mens jeg brygger te og giver hundene mad. Tanker om hvordan vi kunne organisere os anderledes. Tanker om jeg egentlig orker det. Tanker om hvorvidt det at orke hænger sammen med, at vi har en rutine, som vi er trygge ved? Eller er det rettere en vane? Hvad er egentlig forskellen på rutine og vane?

Sproget.dk siger, rutine enten kan være en fast fremgangsmåde, en erfaring/sikkerhed i at udføre en opgave eller en vanepræget fremførelse af en opgave. Vane er en adfærd/handling, som er tillært gennem gentagelser og som man kan have svært ved at ændre, et rutinepræget fænomen.

Begge dele er vist på spil her, vi ved, det fungerer, den måde vi har organiseret os på. Jeg ved, at andre afsnit har organiseret sig på andre måder, som også fungerer, og jeg er tiltrukket af de andres måder, men ved ikke om jeg har energi i dag til at prøve det af. Det indebærer jo, at jeg skal have de andre med på ideen, at vi alle skal bruge ekstra energi på noget, som ikke er rutine. Og skal vi egentlig ikke bare nyde, at vi er er et erfarent hold denne weekend i stedet for at kaste os ud i noget nyt? Ikke nyt i forhold til hverdagene, men nyt i forhold til weekendarbejdets organisering.

Nu må tankerne arbejde videre, mens jeg gør mig klar. En ny arbejdsdag venter, jeg glæder mig og jeg er spændt på, hvad skyerne bliver fyldt med i aften.

God søndag til dig.

set på en kollegas kontor



4 kommentarer:

  1. Kære Lene - åh hvor jeg håber du får tømt "hovedet" så du kan sove godt og finde ro. Jeg er jo mega glad for det workflow og metoder man kan få fra metoden getting things done. Manden bag er David Allen says, “Your mind is for having ideas, not holding them.” Det er helt i linje med din skønne tegning Go Mandag KH Anette

    SvarSlet
    Svar
    1. Anette, jeg har i hvert fald sovet godt de sidste nætter. Faktisk gjorde jeg det i lang tid, så ændrede det sig uden at jeg kunne se et mønster. Og din metode lyder også som en måde at få koblet fra. Tak :-)

      Slet
  2. Me like ... den tegning, for der er jo en stor forskel på mindful og mind full :-)
    Det er fint, hvis du har fundet en falde i søvn-metode, der virker for dig!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, jeg faldt også for den enkle, men sigende tegning. Nu får vi at se, jeg har før troet at nu havde jeg knækket koden. Men måske er det bare sådan det skal være i min alder, at jeg indimellem ryger ind i søvnløse nætter. Selv om jeg føler mig som et lille barn, når det sker, jeg bliver så påvirket af den manglende søvn ;-)

      Slet