søndag, februar 03, 2019

Det som kan være så svært at forklare #2

Indimellem får jeg lyst til at dykke ned i virkelighedens verden som sygeplejerske for at fortælle om min arbejdsdag til dem, der øverst oppe er de ansvarlige for min arbejdshverdag. Jeg tror desværre ikke, det nytter noget, for alle har hver deres bud på, hvad man så kan spare væk, så vi blev normeret bedre. Og så kommer de ikke videre. Så nu lader jeg det i stedet for blive en række blogindlæg.

Nå men i sidste indlæg var vi kommet til klokken ni på min onsdagsarbejdsdag. For andres vedkommende er de måske lige mødt på arbejde, har tændt computeren, skænket sig en kop kaffe eller er ved at gøre klar til at åbne butikken. For os kan vi mærke trangen til en kop te/kaffe og en bid brød. For mit vedkommende er det ved at være  3½ time, siden jeg spiste min morgenmad. Der er dog ikke tid til at tænke på mad til os, vi står hos fru X, hvis eneste tanke er mad og drikke. Og det kan vi ikke give hende nu, hun er ramt på synkefunktionen, så hun skal op og sidde ordentlig, før vi kan servere morgenmad. Hun har dog brug for at komme på toilettet, og inden da skal vi have håndteret det, vi kalder akutte udskillelser.

Når jeg tænker tilbage på mine mange tanter og fastre på min fars side (havde 14), så var mange af dem, det, man vil kalde trinde og tætte. De var arbejdsomme, altid i gang, svingede møggreben, slog et ordentligt slag i bolledejen, malkede køerne, vaskede tøj i hånden eller på den halvautomatiske vaskemaskine, kort sagt meget aktive. Lad os så medtænke mandetyper a la håndboldherrerne, store, muskuløse mænd, som er meget aktive. Hvis nogen af dem får en blodprop eller blødning i hjernen med halvsidig lammelse, så bliver deres krop pludselig en modstander, den kan ikke det, den plejer. Den store krop fylder sygesengen ud, de kan ikke vende sig selv, de kan ikke løfte bagdelen selv, de forsøger at hjælpe til og klare sig selv. Problemet er, at det ofte øger muskelspændingen i den lamme side, så hele siden spænder op. Det kan give smerter og også et dårligt udgangspunkt for videre træning, hvis vi lader dem gøre det. Alle har dog en fordel, de har været aktive frem til den dag, de falder om. Og det gør, at de nemmere kan arbejde med. Det er dog stadigt hårdt arbejde.

Fru X havde ikke været aktiv, men var af samme type som mine tanter. Derfor måtte vi være to om at vaske hende forneden, inden vi kunne lifte hende op på en bækkenstol. Forestil dig, hvor svært det må være for hende, første skal to andre mennesker vaske hende, hun har ikke kunnet holde på urin og afføring, det kan blandt andet skyldes hendes apopleksi, og så skal hun løftes i et liftsejl over på en bækkenstol. 

Det at vaske et andet menneske kræver derfor konduite, men det kræver også færdigheder. Første gang jeg stod med et menneske, hvor tøjet var blevet snavset, tænkte jeg, hvordan skal jeg få dette af uden at gøre patienten mere snavset. Hvordan skal jeg få vendt patienten på siden og vaske patienten på ryg og bagpå, så jeg fremmer det gode bevægemønster, samtidig med at jeg ikke forvolder smerte. I dag har jeg taget, så vi gik i gang. Patienten kunne ikke selv bøje benet op, så det måtte jeg hjælpe med. Et lamt ben er virkelig tungt, så jeg skal tænke over min arbejdsstilling. Min kollega støttede patienten i at gribe med sin hånd om sengehesten og forsigtig trillede patienten om på siden. Inden da havde vi selvfølgelig vasket foran. De hygiejniske principper skal overholdes, selv om man som ny sygeplejerske indimellem havde svært ved at finde dem midt i virkelighedens verden. Det kræver mange vaskeklude og handsker, og man lærer, at det må tage den tid, det tager, selv om klokker kimer, og kolleger kigger ind for at høre, om man kan hjælpe et andet sted. Det skete nu ikke den dag.

For at få liftet patienten over på den bækkenstol, vi havde, måtte vi være tre. Bækkenstolen var ikke optimal, lidt for smal i længde og bredde og vi ville gerne have haft den, som kan tippes lidt bagover. Den var i brug, så vi måtte nøjes med den anden. Det var derfor ekstra vigtig at få patienten helt tilbage, for ellers ville der være risiko for at hun faldt forover. Og der var vi nødt til at være tre, for det er tungt både at skulle trække liftsejlet tilbage, holde øjenkontakt med patienten, sikre en god position for patienten og så styre liften.

Nu tog kollegaen, som egentlig havde patienten, over. Patienten kom ud på badeværelset og blev også hjulpet til at vaske sig foroven, fik børstet tænder og redt hår. Imens var en ny seng, som er mere trykaflastende, kommet, så den gjorde projektsygeplejersken klar, mens jeg gik på jagt efter de rigtige forbindinger. Patienten havde tryksår, som var opstået hjemme, og vi var (selvfølgelig på sådan en dag) løbet tør for de forbindinger (fordi de var i restordre). Jeg fik mig en gåtur op på de næste to etager og fandt endelig den rette størrelse.

Efter toiletbesøg og vask kom patienten tilbage i sengen. Jeg og projektsygeplejersken vaskede yderlig ved sårene og ny forbinding blev sat på, mens min kollega ryddede op på badeværeslet, fik sprittet alt af og gjort badeværelset klar til næste gang. Terapeuterne var i gang med andre patienter, så vi fandt morgenmad frem. Nu var klokken over ti, vi var alle godt trætte inklusiv patienten. Derfor havde vi også for hendes vedkommende valgt at lejre hende i sengen, godt siddende oppe med pude i ryggen til at understøtte en god spisestilling. For os andres vedkommende var den ene fra trombolyseholdet heldigvis tilbage på afdelingen (for selvfølgelig var de også blevet kaldt midt i travlheden, og en af dem var på vej til Aarhus med en patient til trombektomi). Trombolysesygeplejersken overtog morgenmadssituationen, og vi andre kunne  sætte os og nyde en bid brød og en kop te/kaffe.

Projektsygeplejersken og jeg gik i gang med vores møde. Begge kan vi godt lide at være i praksis, begge var vi enige om, at det er svært at forklare længere oppe i beslutningskæden, at en patient havde haft brug for tre sygeplejersker i 1½ time til morgentoilette. Nu har jeg i hvert fald forsøgt at forklare det her.

Og i dag nyder jeg min fridag, sneen ligger stadig derude, så mon ikke jeg finder tid til en gåtur mellem artikellæsning, boglæsning og tedrikning :-) God søndag til dig.






8 kommentarer:

  1. Hvor er det godt og vigtigt, det du skriver her! Jeg ville aldrig i min vildeste fantasi have forestillet mig, at I skulle være tre i 1½ time til morgentoilette. Ingen kan forestille sig det, hvis de ikke har det fra sygeplejerskens egen mund.

    Det må også være svært for jer at sikre, at patienten ikke føler, at hun mister værdighed - det *er* jo altså meget privat at blive ordnet 'forneden' af tre fremmede mennesker. Jeg ville betakke mig, uanset jeg er klar over, der ikke er andre muligheder i den situation.

    God søndag

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Hanne. Lige da vi lavede nedre hygiejne, var vi kun to Den tredje var i gang med at bestille ny seng og gøre klar på badeværelset. Vi ville jo gerne følge patientens ønske om morgenmad så hurtigt som muligt.
      Nej, det må være svært at være patient, derfor er det også vigtigt hvordan sygeplejersken takler det. Det kan ikke nytte, at man har sine tanker alle mulige andre steder. Jeg plejer at tale til patienten undervejs, så det ikke føles som en "procedure".

      Slet
  2. Og jeg er sikker på, at nogle vil tænke deres, hvis de ser en flok sygeplejersker med tid til formiddagskaffe og brød...., - og derfor er dine hverdagsbeskrivelser så vigtige.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, ja den vinkel havde jeg slet ikke tænkt på.

      Slet
  3. Jeg synes det er en glimrende beskrivelse af kompleksiteten i din arbejdssituation, og det forstås let at det er absurd at sætte den ind i et regneark. Det går ikke med gennemsnit. Egentlig skal der være personale nok til at klare sådan en situation og alle de andre, men det er vel netop det der ikke er. Og det klares jo ikke med medicin, det her, men med hænder og muskelkraft.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jørgen, tak og nej hvordan man skal tænke det ind i normeringen via udregninger og regneark er svært at se

      Slet
  4. Hvor er det godt beskrevet. Og hvor er det vigtigt. Jeg ville ønske, at alle politikere havde din beskrivelse som pligtlæsning. For mig, med mange år på forskellige sygehusafdelinger, er det ikke ny viden. Men for pokker, hvor er det vigtigt at brede det ud, for ingen udenfor sygehusvæsenet kan forestille sig, hvordan det er. Ingen kan vist forstille sig, hvordan det er at være patient, og hvor afhængig patienten er af en omsorgsfuld og dygtig sygeplejerske. Tak, at du deler. Og at du viser vej for dine nye kollegaer. Og informerer os andre. Fortsat god arbejdslyst.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Betty. Næh du ved det jo, men selv nogle af vores tværfaglige kolleger ved det ikke. en læge spurgte mig, om vi ikke kunne have undervisning, når de havde tirsdagsundervisning efter morgenkonference? Jeg måtte fortælle ham, at der plejede vi patienterne :-)

      Slet