torsdag, januar 24, 2019

Min lille hule

Strikketøj, mobil, tekop og en bog har været tæt omkring mig i formiddag. Jeg har også følt mig omsluttet af den dejlige stol hjemme fra mine forældre. Jeg småblundede lidt, læste i min bog, drak te og strikkede på mit halstørklæde. Og nej det mentale bjerg er stadig så højt, at jeg ikke kan overskue at strikke det forbistrede knaphul på min kjole, skønt det er det sidste, jeg mangler, inden montering. Jeg har nydt dagen, nydt at det er den første af fire fridage.


Eftermiddagen er gået ved frisøren. Omend jeg havde besluttet mig til, at min hårfarve skulle være den fra naturen af, så savnede jeg mere spil i mit hår og faktisk lidt flere grå hår til at stive mit fine, bløde hår. Nu er der kommet lyse striber i håret, ja striber er det vel egentlig ikke, for det blander sig med det andet og fremstår ikke stribet, blot lysere.


Landmanden fandt tid til en kop eftermiddagste sammen med mig, inden han skulle læsse kartofler. Det er ikke meget, vi får snakket sammen i disse dage, for han arbejder hele tiden og når han endelig kommer ind, falder han i søvn eller nyder at se fjernsyn uden afbrydelser fra sin hustru.

Bogen Ved Slusen af Iben Mondrup er første bog i litteraturkredsen. Jeg er spændt på at høre de andres meninger. Jeg har ikke tidligere læst noget af Iben Mondrup, men er dog stødt på hendes navn de sidste måneder, hvor jeg vidste, at jeg skulle læse denne bog. Det har været i forbindelse med hendes sidste nye bog Vi er Brødre.


Ved Slusen var nem at læse, den fængede med sin fortællestil, som egentlig er meget langsom og der sker ikke ret meget dramatisk. Det er mere i hovedpersonens indre og i de menneskers indre, som hun er tættest på i de måneder. De hjælper hinanden på vej videre i livet, vingeskudte som de er af her og nu begivenheder, men også af det, der er sket tidligere i deres liv. Jeg funderer over bogens titel. Ved en sluse er man i en venteposition, man kan ikke bare komme videre, og mens man venter, kan man betragte livet omkring sig, møde nye og gamle bekendte og måske også få tid til at mærke sit indre liv, før man endelig sejler videre på sin færd.

Jeg har også blot været her i min lille hule, jeg trængte til det og nu trænger både hunde og deres herre vist noget aftensmad. God aften til dig.




8 kommentarer:

  1. En fridag, lige præcis som den skal være, når man har et travlt arbejdsliv :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, en genopladningsfridag :-)

      Slet
  2. Det lyder som den skønneste fridag, - og så håber jeg du laver lidt bjergbestigning og får strikket det knaphul snart.
    Jeg har lige læst Iben Mondrups Vi er brødre. En rigtig god bog, og så havde jeg alligevel lidt udfald, fordi det er et udpræget drengeunivers, og det er jeg åbenbart ikke så optaget af.....

    SvarSlet
    Svar
    1. Eva, det var en dejlig fridag. Jeg vil bestige det bjerg, og gerne i disse fridage :-)
      Jeg kunne læse at avisanmelderne ikke var helt enige, men dog at det var en god bog, så godt at høre fra dig også :-)

      Slet
  3. Jeg er kommet til samme frisørkonklusion som dig - dog uden at prøve min hårfarve af au naturel - jeg ved bare med mig selv, at jeg ikke gider have gråt hår - så det r også lyse striber her ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Pollyanna, jeg vil faktisk gerne have gråt hår, hvis det så virkelig var gråt. Men jeg har stadig kun strejf af gråt og derfor er det mest af alt mørk leverpostej med lidt spil i, og det gør mig trist at se på her ved vintertide :-)

      Slet
  4. Det lyder skønt og sundt med fridag i lænestolen. Det er sejt at du evner at give dig selv helt fri, og ikke flyver rundt og ordner husmorpligter.
    Hos mig er der også fridag. H fylder fire på mandag, og syntes det måtte udløse et par dages fri fra børnehaven, så sådan blev det. Det er skønt at kunne gøre det. Det skal jeg huske at tænke på når jeg synes nattevagterne er for mange og strenge. De udløser heldigvis noget hverdagsfri som jeg nødigt ville undvære.

    SvarSlet
    Svar
    1. Laura, jeg tror at min evne til at give mig selv fri, gør at jeg ikke ender med stress og udbrændthed :-)
      Hjertelig tillykke med H og hvor er det dejligt at I kan holde fri sammen. Ja hverdagsfridage er guld værd.

      Slet