- Allerede her stopper jeg op, for hedder det nu Hvem ved? Sproget.dk bliver som vanligt konsulteret og jo, det hedder det: ingen ved om det vil ske, men muligheden er til stede.
- DR skriver om ældre, der bliver boende for længe i parcelhuset. En forsker og en ejendomsmægler giver deres bud på, hvorfor det ikke er en god ide. Forskeren mener, at det samfundsmæssigt ville være bedre, hvis gamle mennesker ikke boede spredt i parcelhuskvartererne, for så skulle man ikke køre så langt omkring for at hjælpe dem. Samtidig mener hun også de ældre nemmere bliver isoleret. Ejendomsmægleren mener, at husene ikke bliver holdt ved lige og at det alt andet lige må være bedre selv at kunne pakke sine flyttekasser i stedet for at lade andre pakke dem.
- Jeg bliver provokeret, fordi jeg ikke mener, at ældre mennesker er en ensartet masse. Måske også fordi de bruger et eksempel med en 70 årig kvinde, som blev enke for 11 år siden, altså som 59 år. Det i sig selv tror jeg, ikke er det gængse (siger kvinden hvis mormor blev enke som 56 år og hvis tante blev det i 40erne) Samtidig er 70 år tæt på min alder, om otte år er det min alder. På arbejde møder jeg mange ældre mennesker, og jeg er også at betragte som gammel, men der er meget stor forskel på hvordan alderen påvirker os. Faktisk vil jeg sige, at det oftere er sygdomme, der i kombination med alderen gør en mere skrøbelig. Og at det er med til at gøre, at vi får brug for hjælp fra andre.
- Mens jeg tænker, ryger ordet affældig forbi. Jeg kan ikke lide ordet, så det tjekkes også lige på sproget.dk. Synonym kan være gammel, men mere i betydningen stærkt svækket af alderdom. Og så er det, at jeg igen tænker, at det er kombination af alder og sygdom, der svækker en.
- Jeg møder mennesker yngre end mig, som er mere gammel end mig i sind og aktivitet. Jeg møder mennesker, som er meget ældre end mig, som er yngre i sind og mere aktiv end mig. Ritt Bjerregaard sagde i et interview om alder, at hun vil have lov til at kalde sig gammel, for det er hun. Men at hun samtidig gerne vil være et eksempel på, at gammel ikke er synonym med affældig.
- For mig er det at være afhængig af andres hjælp ikke det samme som at være affældig. Man kan sagtens være skarp tankemæssigt og nysgerrig på livet, selv om man har brug for hjælp til alt.
- Tilbage til ejendomsmægleren og forskeren: jeg vil også helst selv pakke flyttekasserne og få ryddet op i alt det, vi har stuvet sammen gennem et langt liv. Det ville min mor også, det nåede hun ikke, før hun døde af kræft 74 år gammel. Hun var ganske enkelt for træt de sidste år i sit liv. Hun prioriterede livet med alle dets oplevelser sammen med familie, og det gjorde hun ret i. Selv om jeg syntes, det var et stort arbejde at tømme deres hus, efter min far flyttede på plejehjem. Heldigvis var vi fem børn til arbejdet, hvor mine børn kun er to, så jeg håber, at jeg får lov til at flytte til noget mindre og får ryddet op i mit livs loft og skabe. Jeg gad også godt være tæt på alle de muligheder en by kan byde på ar kulturelle arrangementer, ikke fordi jeg er gammel, men mere fordi jeg nu er et sted i livet, hvor der er tid til det.
- Men der er hverken jeg eller landmanden endnu, altså det med at flytte til noget mindre. Jo jeg er, men da jeg ved, at det aldrig bliver ind til byen, så kan den ene gård være lige så god som den anden gård. Flytning ville dog tvinge os til at få ryddet op og ud.
- Mens jeg smører mad til landmanden, som skal på jagt, lufter han hundene og finder et ben til Dexter, som skal være alene hjemme sammen med mig. Min mobil bipper, der er brug for hjælp på afdelingen, en er syg. Landmanden spørger om jeg tager den vagt. Det gør jeg ikke, fordi jeg ikke fik lavet det arbejdsmæssigt i går, som jeg havde regnet med. Jeg håber derfor, at dagen i dag kan få tankernes faglige ord omsat til skrevne ord. Nu er jeg da startet med at skrive et blogindlæg, så fingerne i kombination med tænkning er varmet op.
Må du få en god dag med fokus på det, der giver mening for dig. Her i huset kan Dexter absolut ikke finde mening i, at han er blevet ladt alene tilbage på gården sammen med mig.
Du fik mange tanker i forbindelse med dit kig ned over nyhedsfeed på DR. Jeg faldt over den med Fake News. Det er bedsteforældrene der deler Fake News iflg. nyhedsfeed. Jeg kunne fornemme min irritation over denne overskrift. Det var igen den med at placere en stor gruppe i samme kasse, og dermed konkludere. For mig var denne overskrift Fake News :-)
SvarSletDet er pudsig hvordan nogle overskrifter kan få ord og tanker til at fylde, og dejligt det der muligt at få skrevet det ned, eller sagt det højt, pludselig kan tanker og ord blive parkeret, hvor der nu skabes plads til nye tanker og ord.
Ønsker dig en dejlig lørdag/weekend.
Karin, den med Fake News faldt jeg også over. I artiklen siger de så, at denne amerikanske undersøgelse ikke ville give samme resultat herhjemme, fordi vi som ældre generationen er langt bedre klædt på digitalt.
SletTak :-)
Endnu engang et indlæg fra dig, der give anledning til eftertanke. Man kan heldigvis ikke vide, hvornår vi blive syge, svage eller har behov for hjælp, jeg bliver så irriteret, når vi alle skal puttes i kasser. Jeg håber alle får lov til at vælge, hvordan det sidste livsafsnit skal leves.
SvarSletVi har efter 37 år i udlandet, bestemt os for at flytte tilbage til Danmark, det er en stor beslutning og har krævet mange overvejelser. Men i efteråret fandt vi drømmehuset, det ligger midt i naturen med kun 15 km til Vesterhavet, som vi elsker og altid har savnet. Vi er 66 og 65 år og har ikke valgt et lille hus, men et hus med plads til os og vore interesser og besøg af børn og børnebørn. Ja sådan ændrer livet sig hele tiden, vi skal huske at nyde øjeblikket, og kan ikke planlægge os ud af alting
Må du få en rigtig god lørdag sammen med Dexter.
Marianne, tak og tillykke med jeres beslutning. Det bliver spændende. Inspireret af Mette nedenfor fandt jeg artiklen, som forskeren talte ud fra, og her kan jeg se at det handler om ældre over 80, men også ældre aleneboende.
SletHvor skriver du altså bare dejligt og roligt, Lene :) Men hvor andre giver dig ret i problemet med at 'skære alle over en kam', så ved jeg som forsker godt, at det er svært at få alle sine forbehold for resultater med i en avisartikel, der er vinklet skarpt. Og ofte får man ikke lov at se og godkende hele artiklen, men kun sit eget citat. Derfor kan det lige så godt være journalisten, der har trukket konklusionerne for skarpt op, og ikke forskeren, som kan sidde tilbage med en følelse af at være blevet misbrugt til journalistens forgodtbefindende.
SvarSletJeg sidder også og skal lave noget, et oplæg, der skal holdes på torsdag, men jeg har ikke lyst til at holde oplægget, så det er frygteligt svært at få det lavet. Den slags hænger meget tæt sammen, så nu har jeg læst blogs, kigget på huse, der er til salg (vi bor nemlig for stort og for dyrt, nu hvor vi ikke har hjemmeboende børn mere), og fundet ture, jeg skal vandre i min sommerferie :) Og så må jeg hellere se at komme i gang...
Mette L
Tak Mette, og tak fordi du udvider horisonten. Du har jo ret., forskeren kan være sat ind i en sammenhæng, som hun ikke selv har ønsket. Jeg fandt den artikel, forskeren havde skrevet og meget af det, DR skriver, passer med det hun skriver der. Hun mener det er samfundsmæssigt problem hvis vi ældre bliver boende i parcelhuse, som ikke er energivenlige og hvor vi kan blive isoleret. Og da parcelhusene typisk er i de små byer, vil det kunne mærkes i en kommune skattemæssigt, hvis ældre bliver boende i noget, der ikke er tidsvarende. Så hun overvejer hvordan man kan tilskynde ældre til at flytte i seniorfællesskaber eller lignende Men det skal være i de samme områder, for ellers mister man det man har bygget op af godt naboskab og venskab igennem et langt liv. Hun taler så om de ældre over 80, og det var også det der fik mig til at synes DRs artikel var for unuanceret på alderen. For jeg er gammel og det er Lis Nørregaard også, ligesom min far på 85 på plejehjem Vi er bare forskellige steder i livet og kan ikke generaliseres. Det synes jeg faktisk også forskeren gør (generaliserer) i sin afsluttende bemærkning i sin egen artikel :-)
SletPøj pøj med dit oplæg.
Og det giver rigtig god mening, når man ved, at hun kommer fra Statens Byggeforskningsinstitut, og når det bliver møntet på 80+ årige (som vist nok skal skrive som 80+-årige, men det er lidt for mange matematiske tegn i ét ord, synes jeg). Jeg tror også at mange I den aldersgruppe vil ha' glæde af et have et seniorfællesskab, men det skal jo ikke være noget, kommunen presser dem til, bare for at få udnyttet de bolig-kvadratmeter, der findes i kommunen på en anden måde.
SletOplægget skrider ikke fremad. Der er for lang tid til torsdag formiddag til at jeg kan tage det alvorligt. også selvom jeg burde aflevere det mandag...
Mette L
Mette, åh hvor jeg kender det med at udsætte til det absolut er i sidste øjeblik :-)
SletTak for et fortrinligt indlæg. Jeg tror jeg ville være vågnet med et spjæt hvis jeg havde hørt forskeren og ejendomsmægleren fremsætte deres meninger om ældre. Det er godt gjort at man skal høre så meget på folk, der mener ældre er en kategori. Det er det ikke. Nogle gamle (og ikke så få yngre) har brug for hjælp, og det er da nok ofte dem der tænkes på, når man siger ældre, men det give nu engang ingen mening at skære alle over en kam.
SvarSletMan kunne lige så godt kalde de omhandlede medborgere for modne voksne, hvilket ville afføde spørgsmålet om voksne før de når den kategori bør kaldes umodne voksne. Det ville de sikkert have sig frabedt.
Bortset fra det er det en vanskelig sag at finde ud af, hvornår det er passende at fraflytte parcelhuset og få sommerhedeslag i en lejlighed. Her arbejdes dog adstadigt på bortfjernelse af overflødigheder, som der i sagens natur er for mange af.
Vh gamlingen på 75½ år.
Selv tak, Jørgen. Nej, ældre er ikke en kategori, og jeg tænkte på dig, mine svogre og svigerinder og andre blogger som er over de 70, da jeg læste det. I faldt absolut ikke ind under de betragtninger.
SletJa hvornår skal man flytte. for nogen giver det sig selv, for andre er haven og rummeligheden ved at have hus værd at holde ved. Jeg har sigerfamilie, som er flyttet i lejligheder og mindre rækkehuse for at frigive tid til alt det andet, de gerne vil. Andre har bygget nyt og stort. Begge hold trives med de valg, og det er jo det vigtigste.
Endnu et inspirerende indlæg fra din hånd.
SvarSletJo ældre jeg er blevet, jo mere plads har jeg jo nærmest brug for til min stærkt voksende familie, - selvom jeg de fleste dage jo bare er mig selv. Men jeg håber i den grad, at jeg stille og roligt får ryddet op, så det er nemt at gå til for mine efterladte (forhåbentlig om mange, mange år).
Eva, tak. Din familie er da i den grad stærkt voksende. Min svoger og svigerinde har også fire børn, og de måtte leje et stort sommerhus til juleaften, hvor de var samlet alle 15 :-) Deres lille hus kunne ikke rumme alle, når alle skulle overnatte.
SletJeg håber også, men jeg gør ikke noget ved det, så lige nu er alt stand by :-)
Tak, Hanne.Godt at vide at det hedder tanketømning. Alder og sygdom rammer forskelligt. Og jeg kommer til at tænke på udtrykket: det er ikke hvordan du har det, men hvordan du tar det. Det er meget generaliserende, men noget er der om det. For jeg har mødt mennesker, som er hårdt ramt, men som er mere til stede , mere levende end raske mennesker.
SvarSletJeg tror faktisk de to møder mange ældre, men de gør den fejl, at de ,når de taler om ældre, kun tænker på den gruppe, der har brug for hjælp.