En ny dag, en ny måned, et nyt år

Den første dag i det nye år bliver meget lig den sidste dag i det gamle år.
Landmanden er på gåsejagt og jeg skal arbejde. Men hvor den sidste dag i 2018 bød på en tolvtimers vagt med mødetid klokken syv og dermed vækning klokken fem, så byder den første dag i 2019 på en aftenvagt.

Det giver mig mulighed for langsom start på dagen. Jeg gik omkuld i sofaen efter den sene aftensmad i går og sov, indtil landmanden vækkede mig med dessert. Så holdt jeg mig vågen til at skåle godt nytår og en tur udenfor for at se på fyrværkeriet fra de omkringliggende byer. Derefter faldt jeg i søvn igen på sofaen. Ud fra messengerbeskeder til og fra vores børn kan jeg læse, at landmanden så King Kong filmen færdig og at mine børn fik at vide, at deres mor sov. Jeg selv vågnede først klokken fem i sofaen, så skuttede jeg mig lidt, læste de føromtalte beskeder og faldt i søvn igen til kvart i syv.

Landmanden så helt glad ud, da han opdagede, jeg var vågen. Det betød, at han kunne nyde sin morgenmad, mens jeg bryggede te og smurte madpakke til ham. Nu er han ude i blæsevejret sammen med Ayla. Dexter ligger herinde og holder en hylekoncert for mig. Jeg har fået ryddet op i køleskabet og fået overblik over alle de mange bøtter med rester. Noget er kommet i skålen til hønsene, noget er klar til hundenes madskål i aften og resten satser jeg på, at landmanden kan spise i aften.

Apropos mad havde vi bestilt nytårsmenu fra Meny. Det var lækkert bortset fra en eklatant fejl: de havde glemt at sende oksemørbradsbøfferne med! Heldigvis havde vi noget røget dyrekølle som passede til kartoffelgratin, sovs og gulerodspure. Men det er en ommer, og jeg håber, de håndterer fejlen ordentligt, når jeg skal ind til dem i morgen.

Ude i køkkenet står en større opvask af vinglas og gryder, som minder om to gode aftener. Vi havde inviteret svoger og svigerinde ud til lækre stjerneskud forrige aften, så de også kunne være sammen med sønnen. Det blev som altid en skøn og hyggelig aften med masser af latter og diskussion. Og opvasken fik lov at vente og det gjorde gryder og glas fra i går aftes også. Køkkenbordet skal nok blive synligt, inden jeg tager af sted, men jeg tager det stille og roligt.

Faktisk er jeg lidt stolt af mig selv. Mine kolleger er jeg altid stolt af, de er så dygtige, seje og arbejdsomme og samtidig har de en evne til at holde humøret højt trods travlhed. Vi har haft nogle gode dage med nok at lave, men lige tilpas til at vi nåede de ting, vi gerne ville. Det vendte søndag klokken tolv, så begyndte der at komme mange patienter. Patienter, der var dårlige; patienter, der havde brug for megen hjælp; mange patienter, der skulle havde sondeernæring og da vi er vingeskudt personalemæssigt, så kunne det mærkes. I går morges lagde jeg en plan, jeg ville tage al stuegang, det havde jeg også gjort i weekenden. Vi havde brug for så mange kolleger som muligt, som kunne koncentrere sig om patienterne. Jeg havde bare glemt, at d. 31 ikke er weekendbemanding, terapeuter og læger mødte op som på en almindelig dag, terapeuterne skulle gå klokken tolv, lægerne havde fuld arbejdsdag. Humlen var bare, at sygeplejepersonalet stadig kun var weekendbemanding, fordi der ikke kunne skaffes vikarer for det manglende personale.

Jeg tog en dyb indånding, fik sagt højt til alle, at alle de øvrige faggrupper måtte have forståelse for vores situation og hjælpe os der hvor de kunne. 23 patienter, 3 læger til at gå stuegang, hvoraf de to var unge læger, der skulle have faglig sparring af speciallægen. Derudover dukkede vagtlægerne op og gik stuegang, når de kunne. Da jeg klokken halv fire gik over til at være trombolysesygeplejerske, var der gået stuegang på alle, seks var udskrevet, to var overflyttet, nye patienter var kommet og jeg havde håndteret alle disse informationer og fået koordineret det hele og ikke mindst fået det dokumenteret. En ung læge sagde til mig på et tidspunkt: det er altså lidt vildt, det du har gang i det, det er godt gået. Det synes jeg faktisk også selv :-) men jeg havde ikke klaret det uden mine kolleger. De sørgede for hele tiden at opdatere mig med hvad der var vigtigst lige nu, hvilke patienter, der havde brug for hurtig stuegang osv.

Mine ben og mit hoved er trætte nu, og mens jeg har skrevet, har dagslyset kæmpet sig frem. Det rusker godt i træerne udenfor vinduet, så jeg diskuterer med mig selv, om der skal gås en tur - på et tidspunkt. Lige nu vil jeg finde en film, krybe under dynen, snuppe tallerkenen med resterne af slikket fra i går aftes og nyde den første dag i den første måned i det nye år 2019. Godt nytår til dig.