lørdag, februar 22, 2020

Så er det ud


I går skrev jeg dette i håb om at motivere mig til en travetur:

Det er stadigt lyst, der er rester fra aftensmaden fra i går, så jeg skal ikke tænke på tilberedning af aftensmad, jeg har siddet på min stol foran computeren hele dagen på denne hjemmearbejdsdag, min krop skriger: så er det ud og gå. Og alligevel kan jeg ikke tage mig sammen. Jeg er træt, jeg vil bare ligge i sofaen og flade ud.

Det er utroligt at det skal være så svært at motivere sig selv til det, der er godt for en. Jeg får helt lyst til at citere Paulus:

"For det gode, som jeg vil,  det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg."


Men der skete ikke mere, jeg var ganske enkelt ikke der, hvor en travetur føltes som det bedste for mig. Så jeg tog den med ro, læste, så serier, drak te, snakkede med landmanden og gik tidligt i seng. På min gamle ølkasse fra min ungdom lå den bog, jeg skal have læst til på torsdag og så gjorde jeg det, som jeg ikke skal gøre. Siden jeg selv begyndte at læse, har det været en viden, jeg har haft. Jeg hører ganske enkelt ikke min krops kalden på søvn, hvis jeg læser i sengen. Så det blev over midnat, før jeg lagde mig til at sove. Da var bogen læst færdig, lige nøjagtig på den måde, som jeg ellers havde lovet mig selv ikke at gøre med denne forfatter i dette indlæg. Heldigvis sov jeg så uafbrudt i 6 1/2 time bagefter.


Men sådan er jeg, jeg har altid læst hurtigt, slugt den ene bog efter den anden. Knap var jeg færdig med den ene, før den næste blev fundet frem. Min læsestil minder faktisk om binge watching. Som barn kunne jeg nemt låne over tyve bøger på en gang. Mine forældres reoler blev endevendt, når jeg ikke havde nået at låne bøger på biblioteket. Og det ærgrer mig i dag, fordi bøgerne egentlig var til en ældre version af mig, og jeg har aldrig fået dem læst siden hen.


Jens Grøndahls bog Tit er jeg glad er nemt læst. Det er en speciel bog, fordi det føles som om der ikke er kapitler i bogen*. Det er som en lang talestrøm fra en person til en anden. Fra Ellinor til hendes afdøde veninde på det tidspunkt, hvor Ellinor i en alder af 70 har begravet sin anden ægtemand og siger farvel til sit gamle liv inklusive hendes ægtemands to sønner og flytter tilbage til sin barndomsgade. 
*Bogen er dog delt op i tre afsnit, men det lagde jeg slet ikke mærke til, mens jeg læste. Det er ligesom en, der taler  og blot stopper op på et passende tidspunkt i fortællingen for lige at tage en mundfuld vand, før vedkommende fortsætter.


Gennem den lange enetale foldes de to veninders fælles liv ud, men også det, der skete før de mødtes og efter at veninden dør ung. Et liv hvor Ellinor på mange måder aldrig har turdet tage sin plads i livet før nu, og hvor hun altid har forsøgt at være noget for andre på deres præmisser. Samtidig får man også hendes betragtninger om samfundet og de unges måde at være forældre på i nutiden.


Da jeg læste en anmeldelse af bogen, fandt jeg den sætning, som jeg i min forslugenhed i går måtte stoppe op og tænke over: " Jeg må gerne græde, så de kan vise mig, at de tåler min utrøstelighed. Der er åbenbart ikke noget så rensende for selvfølelsen som at stille sig helt hen på kanten af en andens sorg og vise, at man ikke bliver svimmel."  Det er smukt og skarpt formuleret.


Dagen i dag bød først på en outdoor messe sammen med landmanden, hvor han mødte utallige jagtkammerater og gamle venner, det var hyggeligt at få hilst på dem. Bagefter tog jeg mig sammen til en lang gåtur i strid vind. Nej i følge oversigt over vindstyrker må jeg godt skrive i stiv kuling, for vi skulle få vindstød op til 15-16 s/m, og dem mærkede jeg, da jeg vendte om og gik 3 km hjem i modvind.

10 kommentarer:

  1. Jeg gentager mig selv: Jeg er vild med dine blå billeder. Godt, du kom ud at gå på det tidspunkt :-) Jens Grøndahls bog lyder interessant. Den vil jeg straks bestille på biblio. Jeg kender godt til at læse langt ud over sovetid. Selv Ole Lukøje kan ikke komme til med sin paraply. For tiden læser jeg noveller, og i princippet må jeg kun læse en enkelt. Men så skal jeg lige se begyndelsen på den næste, og så ender det med, jeg bliver nødt til at læse den færdig ...

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Betty,det er ofte i den sene eftermiddagsstund at jeg kommer ud :-)
      Hvor er det et godt udtryk, at Ole Lukøje ikke kan komme til med sin paraply. Håber du vil skrive lidt om hvilke noveller, du læser.

      Slet
  2. Hej Lene. Jeg får ikke læst særligt meget, men den bog du citerer fra lyder bestemt som en læseværdig bog. Jeg må tjekke biblioteket :-) Og det her med at gå lange ture i dette vejr - det kræver en vis overtalelse, og bedst som man er kommet ud, begynder det igen at regne. Jeg glæder mig til solskin og forår :-) God søndag. kh Jette

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Jette, håber du vil kunne lide bogen. Jeg glæder mig også til solskin, jeg ville jo gerne have sne, men nu må foråret godt komme :-)

      Slet
  3. Det var rigtigt læsevejr i går. Jeg havde også lyst til en spadseretur, men risikoen for at blive overfaldet af haglbyger og stormvind var for stor.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eric, de vindstød var også heftige, så inde i byen hvor alt hvirvles rundt, ville jeg ikke turde gå. Så er det skønnere at være indenfor og læse :-)

      Slet
  4. Jeg kender flere, der aldrig læser i sengen af samme grund som dig; bl.a. min Charlotte - de stopper ikke igen, før bogen er læst færdig. Jeg kan læse løs, og jeg falder bare i søvn, når kroppen vil det. Jeg har utallige gange præsteret at glæde mig til at læse en given bog færdig, men så falde i søvn, når jeg mangler mindre end fem sider, ligegyldigt hvor spændende den er.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, jeg gad godt have det som dig, også på det område ;-) men sådan er det ikke, og så må jeg tage højde for det .

      Slet
  5. Jeg har også svært ved at ligge en bog fra mig, og læser som oftest også dem i et hug, eller max tre.
    I foregårs hentede jeg "Skyggebokser" på biblioteket, og læste den på 2 timer +/- og det elsker jeg. Derfor bliver det ofte om natten, at jeg læser, fordi jeg fylder mine dage ud med så meget andet. Når jeg kommer hjem kl. 23.20 fra job, slukker jeg gerne lyset kl. 2 efter at have savet mig igennem en masse siders skøn dagdrømmeri.

    SvarSlet
    Svar
    1. A, jeg kan godt huske den tid, hvor klokken blev så sent efter læsning af en hel bog :-) det er jeg desværre blevet for gammel til ;-)

      Slet