mandag, januar 08, 2018

Så gik der tid med det

Hvor lørdag var effektiv afpyntning, så blev søndag effektiv på en anden måde. Jeg fik trænet i LOOP og gået en tur i det skønne vejr. Derudover fik jeg læst Wassmos bog færdig og en anden bog.

Og netop min oplevelse af Det syvende møde viser ganske tydeligt, hvorfor det somme tider er en god ide at lade sig udfordre, for lørdag skrev jeg vist, at jeg ville have droppet bogen, hvis ikke jeg skulle i læsekreds og diskutere bogen. Jeg har meget svært ved bøger, som virker tung og med lidt for meget fokus på en dårlig barndom eller dårlige valg. Jeg ved udmærket, at det er virkeligheden for alt for mange børn, jeg orker bare ikke at læse om det i romanform. Og jeg tror, vi alle foretager dårlige valg, som i tilbageblikkets klare åsyn kan synes dumt og indimellem utilgiveligt. Men bogens to hovedpersoner blev mere og mere interessante at følge, så jeg blev grebet af historien og måtte læse den færdig.

Bogen starter med nutiden og det mulige syvende møde mellem de to hovedpersoner, Rutt og Gorm. Så går vi tilbage i tiden til, da de to var børn med hver deres opvækstvilkår, men alligevel familieforhold, der påvirker dem begge og sætter ar i livet. Vi hører om, hvordan de møder hinanden som børn og op gennem deres ungdom og tiden som voksen. Fortælleperspektivet skifter mellem de to hele vejen igennem bogen, og det fungerer godt. Man græmmes over deres valg, man glædes over, at de river sig fri fra familiebyrden (til en vis grad) og jeg lod mig opsluge af historien. Så nu kan jeg kun anbefale bogen, den bog jeg aldrig ville have læst, hvis det kun havde stået til mig.

Den anden bog var så mere mig, jeg møder virkelighedens hårde vilkår for mange mennesker gennem mit arbejde, så jeg har brug for noget letlæst, men dog godt skrevet og på en eller anden måde noget, der letter mit hjerte og giver mig troen på det gode i livet. (Og det endte Wassmos bog faktisk med at give mig). Jeg har før læst en bog af Colleen Hoover, som jeg syntes godt om. Og den nye bog: 9. november, blev også en bog, jeg bare måtte læse færdig. Også her skifter fortælleperspektivet mellem de to hovedpersoner. Også her mødes de to hovedpersoner gennem fem år, men hvor Wassmos personer mødtes tilfældigt, mødes de to unge mennesker en gang om året efter aftale i fem år. Bedst som man tror, at man har regnet det hele ud og det måske bliver lidt for meget Happy Ending, sker der noget og pludselig blev jeg i tvivl om, der kom en Happy Ending. Den kan også anbefales.

Arbejdsdagen startede meget hektisk, men efterhånden faldt der nogenlunde ro over den overbelagte afdeling. Jeg mødte klokken otte, fordi min dag sluttede af med et fælles møde med vores afdeling og en anden afdeling, som vi overflytter patienter til, fra 15.15 – 16.15. Vi fik drøftet mange ting og fandt også på emner, som vil kunne forbedre patientforløbet. Det glæder jeg mig til at dykke ned i.

Der er blevet ringet til den syge datter, og der er spist rester til aftensmad. Nu mangler jeg en “Marie”, for der skal tømmes opvaskemaskine, den skal fyldes igen, der skal vaskes op, betales regninger for ugen og forberedes til morgendagens projektarbejde (det sidste vil jeg gerne selv gøre, det  andet måtte “Marie” godt tage sig af – og ja jeg burde have forberedt i går, men som bekendt er det nemmere at være klog i tilbageblikket) Landmanden er smuttet ud og arbejder på sit skydetårn, det skal gerne flyttes ned i læbæltet i morgen, mens frosten er i jorden.

Sæt i gang fru landmandsfrue, jeg snupper lige en tur ned til postkassen først, så får jeg da lidt frisk luft i dag. God aften til dig.

P1050880

8 kommentarer:

  1. En smuk tur ned til postkassen! Også god aften til dig, Lene! ❤️

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Maude, luften var dejlig frisk :-)

      Slet
  2. Nogle af os arbejder bare bedst under pres ;-)
    Du når nok hvad du skal nå, tror jeg!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, jeg gad godt at jeg ikke var bedst under pres :-) men jeg nåede det.

      Slet
  3. Jeg tror vi alle kender din beskrivelse af dagen, men du er så god til at sætte ord på. Jeg håber, du nåede det hele.
    Tak for dine tanker om bøgerne.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Eva og jeg nåede det hele :-)

      Slet
  4. Krydser fingre for du nåede i mål.
    Bliver altid en smule misundelig på de der kan speedlæse. Jeg bruger lang tid på en bog, altså lige så lang tid som var det en lyd-bog. Foretrækker dog bogen.
    Tak for en dejlig tur i postkassen sammen med dig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Karin, jeg nåede i mål. Speedlæsning kan have sine fordele, men også sine ulemper. Blandt andet er jeg ikke særlig god til at huske handlingerne i bøgerne eller titlerne, når der er gået et stykke tid.

      Slet