25 år

Min kollega havde fået frie hænder til borddækning, jeg havde sagt. at jeg elskede farver. Og jeg fik opfyldt mine ønsker, lige nu nyder jeg nogle af dekorationerne herhjemme.

Jeg skulle blot dukke op til jubilæet, og det gjorde jeg sammen med landmanden og to af mine søstre. Jeg havde også inviteret den ene af mine svigerinder og hendes mand, hun har nemlig haft sin andel i, at jeg for 18 år siden startede som sygeplejerske igen efter 11 års pause.

Mange af mine kolleger havde heldigvis tid til at være sammen med mig de halvanden time, som receptionen varede. Flere af mine lægekolleger dukkede op, lige som tidligere kolleger kom.

Jeg fik den smukkeste tale af min leder, jeg blev begavet med så mange skønne, smukke ting og jeg nåede at få snakket med en del af gæsterne.

Prøv lige at se den smukke dekoration nedenfor. Vasen er fyldt med vores egne kartofler, tulipanerne hænger i ernæringssprøjter, medicinsprøjter og urinprøveglas. Mit billede yder på ingen måde retfærdighed til den kreativitet, min kollega havde vist.

Og jeg synes stadig, det er utroligt at tænke tilbage, på dengang jeg længtes helt vildt efter at blive sygeplejerske igen efter 11 år som fuldtidsmedarbejdende ægtefælle. Jeg savnede det så meget, at jeg faktisk græd over en artikel, som handlede om hvor megen sygepleje der er i det at hjælpe en patient på bækken i sengen. For jeg troede, at det var slut, og at jeg aldrig mere skulle få lov til at hjælpe andre mennesker, når de er allermest sårbare.

Min tidligere kollega mindede mig om det, jeg havde fortalt hende, nemlig at jeg til sidst tænkte, at jeg nok endte med at være en husmor, der pimpede portvin, mens mand og børn var på arbejde/skole, i lutter frustration og kedsomhed. Så gik jeg i gang med ansøgninger og med hjælp fra mit netværk (min svigerinde), som fortalte om den landmandskone, hun kendte, til sit netværk (hun nævnte ikke at hun var i familie med mig). Det førte til, at to modige kvinder, min daværende oversygeplejerske og afdelingssygeplejerske, indbød mig til samtale og ansatte mig. I dag er de også begge blevet takket for deres mod, jeg nød at have dem med. En af dem fortalte mig i dag, at jeg havde spurgt, om de godt nok turde det. Det husker jeg ikke selv, men jeg husker den vilde fornemmelse jeg havde, da jeg var startet. jeg var nærmest høj og euforisk i flere måneder.

For atten år siden havde jeg ikke forestillet mig, at jeg ville tage en sundhedsfaglig diplomuddannelse og blive udviklings- undervisnings og uddannelsesansvarlig sygeplejerske (føj for en lang titel, og den korrekte er endnu længere). Jeg er dog vild med hele turen, om end jeg ikke tager 25 år mere, som min leder lagde op til, men højst sandsynligt nok mere end de to, jeg kan nøjes med. Og her får jeg lyst til at tilføje: om Gud vil.

I morgen er arbejdsdag med masser af to-do-punkter. Jeg glæder mig.