Organdonation

Som skrevet i forrige indlæg var jeg til møde, hvor en organdonationsansvarlig sygeplejerske fortalte om forløbet i forhold til organdonation.  Det gav mig faktisk ro i forhold til hvilken rolle jeg som sygeplejerske har. Derudover fik jeg også udvidet min viden om selve dødsprocessen ved organdonation.

Min egen holdning til at være organdonor har svinget fra et klart nej til usikkerhed, fordi som jeg skrev:

jeg synes, man frarøves den sanselige oplevelse af livets udånding og måske dermed en vigtig brik i det at sørge. Det at få lov til at holde sin kære i hånden og mærke livet forsvinde, har jeg selv følt som godt og rigtigt. Samtidig ved jeg også, at for andre har det været godt at vide midt i sorgen, at deres kæres organer blev brugt til at redde et andet liv. Og så har de kunnet acceptere at skulle tage afsked, mens kroppen stadig var varm, og organerne blev holdt i live af en maskine.

Det jeg fik med var:

Har man tid og hvordan foregår det?

• Der er ikke et tidspres i forhold til at tage stilling, hvis ikke patienten har gjort det.
• Forløbet er dette, at man giver al den behandling, der er mulig. Når man må erkende, at behandling ikke har en virkning, og patienten er i koma, informeres pårørende om, at deres kære er døende.
• De informeres også om, at der nu vil gå seks timer, og så vil to speciallæger vurdere om patienten er hjernedød. Allerede her vil nogle pårørende stoppe op og sige, min kære vil gerne være organdonor, er det en mulighed? Andre siger måske ikke noget og det er ikke her, man taler om organdonation. Man skal have tid til at erkende, at ens kære er døende.
• Undersøgelsen for hjernedød er en meget omfattende undersøgelse, og man tilbyder pårørende at være med, fordi det somme tider kan være med til, at man helt forstår, at ens kære faktisk er død. (De er jo varme, hjertet holdes i gang, blodtrykket holdes oppe, lungerne holdes i gang osv) Undersøgelsen slutter med, at patienten kobles fra respirator i ti minutter. Her vil de pårørende kunne se, at patienten ikke trækker vejret og det er ofte her, det først for alvor går op for dem, at døden er indtruffet.
• Denne undersøgelse gøres igen en time efter. Og viser de to undersøgelser, at patienten er hjernedød, erklæres patienten for død.

Afskeden med sine kære

• Herefter tages der samtaler med de pårørende om organdonation. Hvis ja, går organdonationscenteret i gang med at finde mulige donorer. Imens får sygeplejersken talt med de pårørende om, hvordan de gerne vil tage afsked med deres kære. Skal det være nu? Skal der være ritualer så som sang, lys, præst til stede eller andre former for ritualer? Vil de gerne se patienten efter organdonation er afsluttet? Vil de blive og se den afdøde køre bort eller vil de hellere selv gå efter afskeden, før den afdøde køres ned på operationsstuen?
• Der er lavet en undersøgelse, hvor man har talt med mulige organdonorers pårørende. Og et af argumenterne for at sige nej er lige nøjagtig det, jeg har skrevet som min begrundelse. Men der er også pårørende, der bagefter fortryder eller ærgrer sig over, at de ikke sagde ja.
• Senere kan man få at vide, hvilke organer, den afdøde har doneret. Man får ikke at vide navne, men man får f.eks. at vide, at en ung mand fik hjertet, en kvinde i 50erne den ene nyre osv. Det havde sygeplejersken erfaring for, at det var de pårørende glade for og at det også var noget, man nævnte ved begravelsen/bisættelsen.
• De pårørende i min region får et takkekort fra Region Midt, det er her organdonationscenteret ligger, og man bliver også inviteret til en mindeceremoni året efter, hvor der står lys tændt på bordene for alle de mennesker, der har doneret deres organer i det år.

Hvornår kan man donere organer?

• Det er kun ved hjernedød, at man kan donere organer. Dvs typisk ved skader i hjernen, traumatiske, blødninger, blodpropper, betændelsestilstande, massiv skade pga iltmangel og lignende.
• Man skal være tilkoblet en respirator, som trækker vejret for en. Og ens organer skal være raske og der skal være match på ventelisten

Du kan finde mange flere spørgsmål og svar her.

Min egen holdning er stadig i usikkerhedsfasen, og hvis jeg siger ja, så bliver det i den rubrik, hvor man skal spørge de pårørende, om de accepterer dette. Ganske enkelt fordi mine børn skal have muligheden for at sige, at de har brug for den "sanselige afsked".