Jeg drømmer mig væk til barske egne, smukke udsyn og hårnålesving - ferie på motorcykel i Norge 2022

 Lige nu er der benspænd fra livets side og det blev så lige toppet med en ny omgang corona. Jeg er ude af isolation, men er træt og har fået forstærket min ømme/tørre plet i halsen fra sidste gang, som gør, at jeg ikke har lyst til andet end yoghurt, bananer og boller med ost. I går spiste jeg en spinatpandekage med avocado, laks og tomater. Min datter sagde lidt forarget; mor, du smager jo slet ikke på maden (jeg er meget hurtig til at spise, så jeg øver mig i at nyde mad langsomt). Nej det gjorde jeg ikke, det skulle bare ned, inden jeg fortrød min beslutning om at ville spise sundt.

Så har jeg mere lyst til at dykke ned i feriebillederne fra Norgesturen på motorcyklen. Vi havde ikke kørt den planlagte rute for dag 2, fordi det var blevet sent og det var en god beslutning. Vi nød morgenmaden og udsigten, før vi hoppede på motorcyklen. Hoppe er nu så meget sagt, de små poser på hver sin side af mit sæde, gjorde at jeg måtte tage fat i mit bukseben for at få benet op over humpet for at kunne sætte mig ned i en vældig fart. Ellers risikerede jeg, at landmanden måske mistede balancen med motorcyklen. 

Vi skulle op over Strynefjeld, før vi kom til Geiranger. Vi havde kigget på hoteller der dagen før, men de var så dyre, at vi valgte Stryn i stedet for. God beslutning. Turen over Strynefjeld gik først af snoede veje og så gennem en tunnel, hvorefter vi var i et helt andet barsk landskab.

Da vi var tæt på et udsigtspunkt, ville vi egentlig køre derop, men turistbusser i massevis kørte derop eller ventede ved bommen, så vi opgav. Vi skulle senere finde ud af hvor de kom fra.

Selv om det småregnede og der var tåget, var det en ganske betagende tur. 

Inden længe begyndte det at gå ned ad og selvfølgelig fik vi også trænet hårnålesving. Landmanden kan sit kram, han har styr på sin motorcykel og fruen følger ham troligt til den ene eller anden side. Her mærkede vi ikke alderen og det var skønt.

Vi mødte flere gange turistbusser på vej op, og på et tidspunkt kom vi rundt om en bjergtop. Der var forklaringen. Nede ved Geiranger lå et kæmpe stort tysk krydstogtskib forankret ude i fjorden. Jo tættere vi kom, jo mere kunne vi se. Små både, der sejlede fra skibet og ind til havn og busser der holdt klar til at tage krydstogtgæsterne på sightseeing rundt omkring

Vi kørte ned til byen og blev enige om, at det selvfølgelig er derfor, at hotellerne på skråningen er så dyre. Her var der mange turister samlet, samtidig med at alt jo skal fragtes ind fra de stejle veje omkring fjorden. Vi kørte langs fjorden på den lille vej til venstre for skibet. Herefter tog vi turen op ad Ørnevegen, en vej med 11 skarpe hårnålesving, hvor jeg ikke fik fotograferet. Jeg havde nok med at nyde og lægge mig til den eller anden side. 

Dagens etape endte med at blive det, vi oprindeligt havde vurderet til 1½ dag, så derfor stopper vi halvvejs og snupper resten af dagen i næste indlæg.