PUFF og tågen forsvandt- ferie Norge 22 på motorcykel

 Vi stod op til et smukt syn, solen skinnede, men vi vidste, at regnen nok ville finde os i løbet af dagen, så det var med at komme af sted. Landmanden pakkede motorcyklen, efter jeg havde pakket alle tasker. Imens sikrede jeg mig, at vi ikke havde glemt noget og fik fjernet sengelinned og håndklæder fra lejligheden.

Morgenmaden indtog vi på den lokale tankstation, det blev lune toast med skinke og ost - det mest sunde måltid vi kunne finde. Ingen af os gider tankstationste, så det blev varm kakao. Det måltid blev nærmest synonym med resten af dagens måltider. Vi havde ikke tid til at gå på cafe eller restaurant, vi ville hellere nyde naturen og komme rundt om det næste sving. Det første lange stykke vej havde vi kørt året før, men som skrevet i tidligere indlæg, så vi nye sider af turen på en motorcykel.

Fordelen ved at køre motorcykel, er at ens sanser varskor en om, at noget er i vente, så vi hørte fossen før vi så den. Faktisk var der to, og vi havde jo kørt forbi dem sidste år uden at ænse dem. Nu tog vi os tid til at stå af, nyde synet og lyden af de gigantiske vandmasser, der strømmede ned fra fjeldet.

Snart fik vi Hardangerbrua i synes, den var lige så imponerende som sidste år, lige som rundkørslerne inde i bjergene omkring broen og fjorden var.

 

Turen gik videre, det regnede, men det stopper ikke to erfarne motorcyklister. Vi havde jo mange ting, vi skulle nå at se, inden vi skulle holde S i favnen. Turen kom nu til næste fjeld, vi skulle op over Vikafjellet. 

Ved Vangsnes tog vi færgen for at drage videre.  Jeg drømmer om at sejle gennem de store fjorde og opleve fjeldene fra vandsiden. 

Et af de steder, vi overhovedet ikke kunne huske, at vi havde kørt, var foran os, nemlig Gaularfjellet. Og det er utroligt, for det var en meget smuk tur op til toppen. Her var der masser af hårnålesving, det småregnede, der var lidt tåge, men først da vi kom op til udsigtspunktet omhyllede tågen os fuldstændig og totalt.

Vi nåede at snakke med andre turister, blandt andet en flok unge amerikaner med indisk baggrund, som var sikher ud fra deres hovedbeklædning at dømme. Alle ærgrede vi os over, at tågen skjulte det smukke landskab. Og så puff, var tågen væk, og de unge amerikaner drønede hen til deres minivan, hentede store kameraer, droner og lignende for at filme og fotografere. De italiensk motorcyklister fik mig til at tage billeder, mens de poserede foran udsigten. Vi fik nu også taget billede af den smukke udsigt.

Alle hoppede herefter ind i eller på deres køretøjer og kørte videre. Næste stop var udsigten fra en smuk og beskeden rasteplads.

Turen gik ned og videre. Smukke udsyn, vandfald overalt, floder, som fulgtes med os, det var en smuk tur, men den begyndte også at blive en våd tur, så billederne blev færre. 

Vi tog en rask beslutning og skar ruten af og over, Vi orkede ikke at skulle lede efter hotel sidst på aftenen, og jeg kunne også se, at der ikke var mange ledige værelser. Heldet var med os, et hotel på Videseteren havde værelser ledigt, så vi satte kursen på GPS, efter vi havde spist endnu en omgang sandwich fra et supermarked.

Vi kravlede op ad hårnålesvingene og op til et hotel beliggende med den smukkeste udsigt og med Videfossen tæt på sig.

udsigten fra vores vindue

udsigt til vejen vi kom fra

Vi nåede endda en gåtur op af fjeldvejen, hvor vi så fossen komme brusende. Og bagefter fandt vi et udsigtspunkt tæt på hotellet, hvor fossen startede sit brusende fald.

Aftenteen blev nydt i dagligstuen, hvor en dansk kvinde, som havde boet i Norge i 22 år med sin norske mand henvendte sig til os. Hun nød vist at tale dansk med lidt norsk accent.

Vi var glade for at have kortet turen af, så vi kunne være friske og udhvilet til næste dag, som bød på en helt anden natur.