Atlanterhavsveien - ferie i Norge 2021

 Måske skulle jeg få fortalt noget mere om vores ferie i Norge i sommer. Det var jo før S kom til verden, og nu er han jo centrum i vores familie. I dag fik jeg det skønneste billede fra min svigerdatter. Sønnen har fået job og havde første arbejdsdag i dag, så S brugte lejligheden til at protestere mod at blive lagt i babynest, mens mor spiste. Så må man være kreativ som mor. Den lille familie har også købt hus, så der er nok at se til, men det er jo lutter gode ting.

Nå men vi havde jo kørt den store omvej fra Sydnorge til Trondheim for at lande i Molde tæt på Atlanterhavet. Vi har haft en drøm om at køre Atlanterveien på motorcykel, men da vi ikke er helt sikker på, om vi nogensinde når det, så måtte det blive i bil. Vejrudsigten var ikke god, så vi var spændt på, om vi overhovedet kunne se noget næste morgen.

Der var meget diset og regnfuld, da vi kørte fra Molde. men da vi ankom til de 8 km, som Atlanterhavsveien er, lettede disen, så vi kunne se den barske og smukke natur. 

I efterår og vinter kan havet stå ind over vejen, og vi kunne godt fornemme det barske hav. Denne dag var der dog ro på havet.

Da vi var kommet over de mange små øer, som er forbundet med Atlanterhavsvejen, vendte vi om og kørte tilbage igen. Vi var ikke de eneste, der havde fået den ide. Utallige autocampere holdt på  alle rastepladserne før, under og efter Atlanterhavsvejen. Faktisk var det lidt svært at finde en plads til en almindelig bil, som gerne ville holde en pause. Vi skulle heller ikke holde en pause, bortset fra at jeg gerne ville have et billede af den smukke svungne bro. Det fik jeg.

Jeg får lyst til at råbe Mod det uendelige Univers. Og kender du ikke den sætning, har du nok ikke haft en dreng, som elskede Buzz Ligthyear fra Toy Story. Jeg kan stadig høre ham råbe, mens han løb rundt i huset med dukken.

Så satte vi google maps til at finde den hurtigste vej til Trondheim og den voksne udgave af drengen og hans forlovede. Men som vi efterhånden ved, så kan man ikke køre hurtigt fra et sted til et andet i Norge.

Ruten fra Atlanterhavsveien til Trondheim var smuk, men nu kunne det kun gå for langsomt, for vi glædede os til at være sammen med sønnen og svigerdatteren.

Utallige broer blev passeret, og endelig kunne vi køre ind foran lejlighedskomplekset og give dem et kæmpe knus. Efter lækker frokost kørte vi ud til campingpladsen og den lille hytte, som skulle være vores de næste tre dage. Senere kom vores unge par med pizzaer, som blev spist med den smukkeste udsigt udover fjorden. Jeg fik rigelig med lejligheder til at nyde udsigten om natten, for der var ingen toilet i hytten, så jeg fik også motion om natten. Der var aldrig rigtig mørkt, solen gik ned kort før midnat og stod op igen klokken fire. Vores fire dage i Trondheim var startet og de skulle nydes i fulde drag.