Snefri søndag

 

Det er nu en sandhed, der skal tages med et gran salt, for der ligger stadig sne, men ikke meget, og helhedsindtrykket er ikke hvidt, men snarere lidt halvsnavset og vådt. Søndagen er startet som vanligt med blødkogt æg, rugbrød og rundstykker. Havde min søn været her, havde han sagt: ahh mor, blødkogt? Nej jeg kan ikke koge et blødkogt æg, det bliver altid kogt mere, for jeg hader, hvis det er for blødkogt. Aviser har vi ikke, så om lidt surfer jeg rundt på nyhedssiderne, men inden da har jeg læst de sidste kommentarer på forrige indlæg. Og straks popper nye ideer op om indlæg.

Betty og jeg kom omkring A. Antonovsky og oplevelsen af sammenhæng (OAS), og jeg måtte dykke ned i hukommelsens gemmer for at finde, hvad han oprindeligt sagde. For jeg har brugt hans teori i forhold til, når vi udskriver mennesker med få eller ingen mén efter deres apopleksi til hjemmet. Her har vi fokus på, hvordan de skal håndtere den viden, de har fået og få det omsat til deres hverdagsliv. Og her har jeg brugt A.A. Jeg har tidligere fortalt om, at når vi zapper rundt, så nedsætter vi evnen til at kunne koncentrere os, så i dag gør jeg noget for første gang; jeg har kopieret passager fra tidligere indlæg, så du ikke skal zappe.

A.A. sammenligner livet med en flod. Hvor nogle mener, at sundhedssystemets opgave er at hive folk op ad floden, og andre mener, at vores opgave er at finde ud af hvorfor folk falder i floden, så mener A.A. at floden er livet. Vi kan ikke undgå at komme i oprørte vande eller være ved at gå under eller komme ind i forurenet vand. Spørgsmålet er hvorfor klarer nogle folk sig gennem disse udfordringer, mens andre opgiver eller bukker under? For A.A. er det en stærk Oplevelse af Sammenhæng, der er afgørende for vores håndtering af de stressfaktorer, vi uundgåeligt vil møde i livet. Hvis vi i mødet med udfordringer og problemer kan begribe dem, håndtere dem og se noget meningsfuldt i den opgave, da kommer vi styrket ud af mødet. Faktisk mener A.A, at OAS dannes gennem hele vores liv frem til voksenlivet, og at jeg som sygeplejerske i det korte møde, jeg har med patienterne, ikke kan øge deres Oplevelse af Sammenhæng, og så dog.

fra dette indlæg

Det ”dog” har jeg diskuteret med andre sygeplejersker, og jeg har også fundet andre, der har tænkt tanker om dette:

Men for at sundhedsarbejdet kan udvikle sig, må borgerens forståelse omkring mekanismerne for 'det gode liv' inddrages. Hermed tegnes et sundhedsarbejde der ligger i spændingsfeltet mellem naturvidenskabens forklaringer og hermeneutikkens forståelse. Begge dele er vigtige, for det er her sundhedsarbejderens fag møder borgerens sag. Borgerinddragelse kan give sundhedssystemet et udfordrende modspil som, hvis det bliver håndteret korrekt, kan bringe nytænkning ind i måden at arbejde med sygdom og især sundhed på.

Hermeneutikken er filosofien om, at vi alle forstår og lærer ud fra en forforståelse. Det jeg tidligere har beskrevet som lommelygteperspektivet:

Jakob Birkler forklarede hermeneutikernes filosofi med, at vi alle har en forforståelse, som vi tager med ind, når vi lærer og at vi derfor ikke nødvendigvis har den samme forståelse efterfølgende, selv om vi har hørt, set, læst det samme. JB illustrerede det med, at vi hver har en lommelygte, den retter vi mod det, vi skal forstå, men jeg lyser måske på emnet fra én vinkel (min forforståelse af emnet), du fra en anden vinkel og dermed oplyser vore lommelygter ikke det samme.  Uanset hvor god vores lommelygte er, kan den aldrig oplyse alt, vi ser alle kun en flig af virkeligheden. Så hvis vi skal nærme os en fælles forståelse, er vi nødt til først at erkende, at vi alene har ikke hele sandheden, at vi hver især kun ser en flig af sandheden og at vi derfor må lytte til hinandens forståelse og spørge ind til den, for måske derefter at opnå en fælles forståelse og måske blive klogere.

Summa summarum: Så i min forforståelse af en god udskrivelse skal der følgende til; jeg som sygeplejerske skal fortælle patienten om det, der er sket. At han har haft en blodprop/blødning i hjernen, hvor den sidder, hvilke skader den evt. har forårsaget (eks. træthed som ofte først dukker op senere) og hvilken viden vi har om, hvordan han kan minimere risikoen for, at en ny blodprop dukker op (gennemsnitlig får ca 10 % en ny apopleksi ). Dernæst skal jeg få patienten til at fortælle, hvordan han opfatter det, hvordan passer den viden med hans liv. Og sammen kan vi måske finde frem til en måde at ”være i floden” på. Jeg har mennesker, som absolut ikke vil holde op med at ryge, men som vil fokusere på kosten og motionen, det er deres valg. Hovedsagen er, at de er eksperter i deres liv og de skal føle, at de kan begribe, hvad der er sket, de skal føle at de kan håndtere det, der er sket, og den måde de vil leve videre på, skal give mening for dem. Når vi så det i hverdagens udskrivelsessamtale? Det er jeg ikke så sikker på, at vi altid gør. Men det er ikke det samme som, at vi ikke skal stræbe efter og bestræbe os på at nå det.

Så fik du lige dagens tekst fra mig, ha en god søndag. Nu vil jeg tage mig sammen og gå en tur i det våde og blæsende søndagsvejr.