Hvis jeg var en anden blogger

sådan cirka startede indlægget hos en af de yngre bloggere, som jeg af og til smutter forbi. Og jeg havde som andre det først sådan, wow det er da godt nok en anden tone end der plejer at lyde fra hende. Og det var helt bevidst, hun var blevet skudt i skoene, at det ikke kunne passe, at hun altid havde gode, positive dage. Nu startede hun sit indlæg med at se dagen i lyset af kommentarerne og bagefter skrev hun indlægget, som hun ville have det, med fokus på det gode i livet. Se det var en øjenåbner for mange af hendes faste læsere, og jeg kom til at stoppe op og tænke over min blog. Har jeg mon glemt et af mine mål med min blog, nemlig at kunne se det smukke og skønne i hverdagens trivialiteter? Ind imellem kan det føles godt at dele alt det, der irriterer en, men det kan også virke selvforstærkende, når det kommer på skrift og vel og mærke bliver stående der til evigt minde.

Hmm, nu springer tankerne til Svend Brinkmann, og jeg skynder mig at reservere hans bog (3-4 måneders ventetid). For er jeg nu en af dem, der hele tiden fokuserer på det positive og undgår det negative? Jeg finder et interview med ham og læser:

”I følge ham bør vi øve os i at fokusere på alt det negative i livet, vi alligevel ikke kan ændre på. Først når vi accepterer, at vi en dag bliver syge, gamle og dør, og at det samme vil ske for alle vores nærmeste, kan vi for alvor sætte pris på livet og samværet med andre mennesker.”

Se det er for mig ikke det samme som ikke at måtte se det positive i livet, og egentlig synes jeg, at Mette Marie har fat i den samme tankegang:

”Ting sker, og nogle af dem (som de små, ligegyldige sten i skoen herover) skal man efter min mening bare valse henover uden at se sig tilbage, og så fokusere på noget andet.”

Og SB nævner også i artiklen:

”Hvis der er noget, der er værd at navigere efter i sit liv, er det pligter og moral. Og så er det jo herligt, hvis man samtidig har det fedt og sjovt med at gøre sine pligter og gøre det ordentligt. Men hvis man ikke har det herligt, er det alligevel værd at gøre det. Det er dét, der er pointen,« siger han.”

Det kan meget vel være, at SB synes, at Mette Marie og jeg er en del af dem, der via vores blogge udlever vores narcissisme. Det overvejer jeg da af og til, om jeg bliver mere selvoptaget af at beskrive min hverdag og mine tanker her. Indtil nu har jeg ment, at jeg får tænkt over emner, dels når jeg skriver, dels når jeg læser jeres kommentarer. Jeg mener, at det at læse blogge udvider min horisont, men jeg er også klar over, at jeg jo mest følger blogge, som på en eller anden måde tiltaler mig. Det kan være fordi jeg kan spejle mig i det oplevede eller måske lige det modsatte, at jeg overhovedet ikke kan spejle mig, men bare synes det er sjovt at blive provokeret, distraheret, inspireret.

Så nu lukker vi småtingsafdelingen med, at mine øjne er ok, alt er godt og jeg skal nu fokusere på min projektgruppes PowerPoints sider om apopleksipatienters oplevelse af overgangen fra indlæggelse til tiden efter. I eftermiddag efter arbejdstid er hele afdelingen inviteret til at høre små indslag om, hvad der sker af udviklings og forskningsprojekter. Vi repræsenterer sygeplejen på apopleksiafsnittet. Det bliver spændende, og bagefter skal jeg til generalprøve i koret inden vores koncert i morgen.

Ha en god gråvejrsonsdag

PS billedet har ikke noget med ovenstående at gøre, men blot et billede af hvad der sker, når en ganske almindelig bagerbrunsviger bliver pyntet til fødselsdag af datteren. Og JA, her i Vendsyssel pynter vi med flødeskum og marcipan, det smager skønt!