Gamle dages aftægtsboliger med afhængighed af børnenes godhed ønsker jeg ikke tilbage. Jeg er helt klart tilhænger af, at man ikke bare kan sende far eller mor på plejehjem uden videre.
Her er der en lov, der forebygger dette. Hvis man ikke kan sige ja eller nej eller på anden måde kommunikere, så skal der beskikkes en værge for en, som så tager beslutningen. Det er en tung arbejdsgang. Hvis man er indlagt på sygehuset, foregår det ved at læge, sygeplejerske og socialrådgiver laver en indstilling, den skal så til kommune og statsamt. Statsamtet sender en jurist, som skal tale med patienten og sikre sig, at det er korrekt, at patienten ikke kan svare for sig. Denne sagsbehandling varer minimum en måned, og så kommer det, jeg ikke kan forstå:
Under denne sagsbehandling må patienten ikke flyttes på en aflastningsplads, men skal forblive på sygehuset. Som en søn udbrød spontant, da jeg forklarede ham proceduren: det er skørt og det er synd. Lige mine ord!
At et menneske er blevet så hårdt ramt af en apopleksi, så plejehjem er den eneste mulighed, det er en ting. Når man så ikke kan svare eller forstå hvad omverdenen siger, men vandrer f.eks. forvildet rundt, ikke altid opfører sig, som vi ”normalt” gør, bringer sig selv i uværdige situationer, det er værre.
Vi er en travl akut sygehusafdeling med kun to to-sengs stuer, resten er fire-sengs stuer. Det betyder, at disse mennesker risikerer at skulle tilbringe op til måneder på en stor stue, i bedste fald en lille stue, men med masser af uro til at gøre dem mere forvirret. Vi skal prøve at skærme dem, at hindre uværdige situationer, men det er svært, for vi er ikke normeret til, at én person passer én patient.
Hver gang vi står i den her situation, så bliver jeg så trist og ked af det, jeg synes ikke, det er værdigt, jeg synes det er synd for patienten. Og i forhold til kravet om den rette apopleksibehandling er det spild af ressourcer, når et menneske, der er færdigbehandlet, optager en akut sengeplads i flere måneder.
Lige nøjagtig, og det er jo det sammen (synes jeg) vi er ude i med psykisk syge, der farer forvildet rundt, og skaber utryghed og ubehag på gader og stræder, når de tydeligt burde være under behandling. Nej der er noget galt...
SvarSletJeg kan kun sige at vi kan simpelthen ikke være det bekendt. Min egen mor havde alzheimer inden man overhovedet vidste der var noget der hed det og det er så uværdigt at de pårørende skal slå i bordet og det der er værre blot for at den syge skal få en nogenlunde værdig tilværelse. Surt opstød: Ja mon ikke - men det er jo ikke løgn. Og til sidst - godt vi har din slags der har tålmodighed, uddannelse og mod til at gøre opmærksom på problematikken.
SvarSletDet er ikke i orden og ikke godt for nogen af parterne (patient, pårørende, personale).
SvarSletMen sygehussystemet ER ofte meget trægt - som da jeg en gang var indlagt, meget, meget syg og lægerne kom på den tanke at jeg måske havde en byld i maven, så jeg skulle scannes. Jeg ventede en uge på den scanning og en uge er lang tid, når man optager en seng og i øvrigt er rystet over at lægerne ikke aner hvad de skal gøre ved en. Vi synes jo vi betaler meget i skat, men vi betaler åbenbart ikke nok, for der er meget som ikke fungerer på hospitalerne. Men heldigvis er der også mange som dig, Lene, som kæmper for at få enderne til at mødes, så man alligevel føler sig tryg.
Deborah - Jeg ved for lidt om problematikken omkring psykisk syge og deres vægren ved at blive medicineret til at jeg kan give et bud på hvad der kunne gøres der, for med de bivirkninger der er med mange af præperaterne så forstår jeg dem egentlig godt. Måske handler det her om flere menneskelige ressourcer til at hjælpe.
SvarSletFru Koch - dementes liv og livskvalitet er også en svær problematik, og her tænker jeg også ro og flere menneskelige ressourcer til at give en stabilitet og tryghed, men igen jeg kender det jo kun fra det akutte område.
moster tulle - ventetid på undersøgelser er et helvede for den, som ikke ved hvad de fejler. Vi er tit i den problematik på neurologisk afdeling.