Ordene forsvinder

 Hvor de går hen, ved jeg ikke, men jeg har dem inde i hovedet. Alt det jeg gerne vil fortælle, og når jeg så sætter mig ved computeren, opløser de sig. Pist borte. Så rejser jeg mig, sætter mig i en sofa med en kop te og hiver smartphonen op og scroller bevidstløs gennem nyheder, instagram og facebook uden mål og mening. 

Eller jeg begynder at arbejde med sygepleje eller landbrug på computeren. Nu prøver jeg noget andet, jeg bliver her, drikker te, tænker mig om, lader tankerne flyde og se hvor de tager mig hen.

Og knap så overraskende førte de mig til sygeplejen ;-)

Lige nu er jeg optaget af hvor urimelige forhold sygeplejersker og social og sundhedsassistenter arbejder under på min og alle andre afdelinger. Sygehuset er spændt til bristepunktet med dårlige patienter, patienterne ligger på gangene overalt og hvordan man har tænkt sig at løse det, når vi en gang flytter ud på det nye supersygehus med enestuer og ingen muligheder for at opgradere stuen til en tosengsstue, er der ingen, der vil forholde sig til.

Oveni corona-krisen, sygeplejestrejke, mangel på personale blandt andet pga mange syge (influenza og corona), overflod af patienter,  er vi så også skiftet til ny elektronisk journalsystem. Jeg tror, det bliver rigtig godt, men det gælder for os som det jeg siger til patienter ramt af stroke (blodprop eller blødning i hjernen); hjernen skal finde nye veje, ingenting kører automatisk som ellers og det kræver energi. Mine kolleger er trætte og slidte og indimellem grædes der også en del i kroge og på personalestuen.

Jeg tog en ekstra vagt i søndags, ikke en hel men 6½ timer. Det var godt, fordi jeg der kunne mærke, hvor svært det er at finde overblik i min læsning om morgenen om patienterne. Jeg mærkede også angsten for at glemme noget, fordi jeg hele tiden skulle tænke over, hvor er det nu jeg finder det rigtige sted at beskrive mine observationer, vurderinger og pleje. Der var ingen problemer inde hos patienterne, der kunne jeg jo bruge mine mange års erfaring med sygeplejen. Og denne gang passede jeg en patient, som ikke hørte til os, men lå hos os, fordi der ikke var plads på vores anden neurologiske afdeling. Det i sig selv var ikke noget problem for mig, for jeg havde passet mange patienter ramt af ALS før. Det der stressede mig var, at vedkommende lå på en isolationstue sammen med en anden patient grundet corona.

At arbejde hele dagen iført en overtrækskittel, mundbind og vesir samt handsker, det er varmt, det er hårdt og man kan ikke bare lige smutte ud af stuen, når man har glemt noget. Så midt i en travl søndag måtte jeg af og til forstyrre mine kolleger ved at ringe eller råbe på dem fra døråbningen, om de ville hente et glas vand, et lagen, et bækken eller noget helt andet.

Mandag doserede jeg medicin til patienter i 1½ time, og jeg var ikke den eneste, der doserede. Når man hver dag får nye patienter ind akut, som selvfølgelig ikke har deres eget medicin med, så bruger jeg og mine kolleger ufattelig meget tid på at finde alternativer til det medicin de får, enten på egen afdeling eller et eller andet sted på sygehuset. Vi tjekker alle vores kurve med ikke-standard medicin, men som vi tidligere har hentet eller bestilt til andre patienter, før vi går på jagt efter det andre steder. 

Når en patient får sondeernæring, skal al medicin doseres enkeltvis i en ernæringssprøjte, så kollegaen kan trække vand op i sprøjten, få tabletten opslæmmet, inden det kan gives i sonden. Det tager meget tid og vi har mange, der får sondeernæring. Førhen knuste vi det i en stor pærevælling og opslæmmede det, men dels er det ikke godt for os at inhalere al det støv der bliver ved knusning, dels anede vi ikke hvor meget de havde fået af medicinen, hvis medicinen stoppede sonden.

Og mens jeg skrev færdig, har det haglet udenfor. Søde April, giv os sol og varme, tak.