Har det regnet?

 Når jeg arbejder på sygehuset sker det ofte, at jeg slet ikke aner, hvordan vejret har været. I dag har det regnet herhjemme og forhindret landmændene i at lægge kartofler en del af dagen.

Jeg var på arbejde og havde trombolysevagten sammen med en kollega. Vi havde noget at se til hele dagen, så jeg fik prøvet at dokumentere alt vedrørende trombolysebehandlingen i det nye journalsystem. Jeg er overbevist om, at neuronerne dannede nye forbindelser, sådan føltes det i hvert fald. For at der skal dannes en ny vej, en motorvej i min hjerne, så skal den nye viden bruges. Det får jeg så mulighed for, idet jeg skal have flere trombolysevagter de næste måneder. Det at forbinde nerveceller på en ny måde, danne nye veje, kaldes neuroplasticitet. Her har du en video, der forklarer det bedre end mig.

Efter at mine projekter med patientopfølgning efter "milde" stroke eller forbigående blodprop i hjernen er stoppet, har jeg ikke så megen patientkontakt i hverdagen, og jeg savner det. Derfor har jeg nydt at mærke, at jeg gør en forskel, når jeg møder en patient, fuldstændig som mine andre kolleger også gør en forskel. 

I dag lyttede jeg til en patients frustrationer over at være kommet ind igen med en ny blodprop, og jeg fik lægen til at tale med patienten om hvad vi tænker er årsagen til dette. 

I dag var jeg til stede midt i sorgen og chokket, at livet pludselig kan ændre sig og blive truet. Desværre fik vi senere at vide, at livet for dette menneske ophørte.

I dag hjalp jeg en anæstesisygeplejerske ved at være praktisk håndlanger, hun stod alene og jeg kunne ikke gøre så meget andet, så selvfølgelig tilbød jeg min hjælp. Men for hende var det åbenbart ikke en selvfølgelighed. Hun havde i hvert fald efterfølgende taget kontakt til radiografen og bedt hende ringe op til os og sige mig tusind tak for min hjælp, det havde haft betydning for hende. Hvor var det sødt af hende, og jeg blev så rørt og glad, at jeg lovede mig selv, at jeg skal huske at gøre dette, takke for den hjælp jeg får. Faktisk ved jeg lige netop nu, mens jeg skriver, hvem der skal have en mail fra mig med tak for hendes ro, erfarenhed og støtte til mig.

I dag observerede jeg og vurderede en patient, som havde fået trombolyse. Vi skal være hos patienten i to timer efter behandlingen, så patienten og jeg havde rig mulighed for sammen at finde ud af alt det, patienten ikke kunne og heldigvis også det, som patienten efterhånden kunne efter behandlingen. Men det var ikke en mirakelkur, hvor alle symptomer forsvandt efter kort tid. Så jeg måtte tage min remse med de tre Ter frem og sige, det her kræver tid, træning og tålmodighed. Og hvem af os har det, når vi pludselig bremses midt i vores hverdagsliv med alle de projekter og aktiviteter, vi har gang i?

Efterhånden har jeg en alder, hvor mange af patienterne er på min alder, desværre. Det giver mig også et andet perspektiv, for jeg kan sagtens sætte mig ind i bekymringen for børnene , for ægtefællen og samtidig alle de praktiske tanker, der ryger gennem hovedet og som andre udenforstående tænker, hvorfor giver vedkommende dog ikke slip på det, vedkommende er jo syg! Når vi ikke kan få kontrol over sygdommen, forsøger vi at få kontrol over alle de andre små praktiske detaljer. 

Nu er det fyraften  for både landmand og sygeplejerske/landmandskone. I morgen kører landbruget igen og jeg holder arbejdsdag med malepenslen ved sommerhuset. Jeg har haft godt af at holde pause fra mit sommerhusprojekt de sidste fire dage, men nu må jeg på den igen. Der er nået meget, men der er stadig langt igen.