Det var ikke planen

Det var ikke planen

Halvanden måneds pause med ord og billeder på instagram og bloggen var ikke planlagt, men sådan blev det. Ikke pga. sygdom eller andre uønskede hændelser, men fordi livet simpelthen blev meget intens. Så jeg havde slet ikke tid og overskud til andet end blot at være midt i livet og stornyde det.

De første uger gik med at få ryddet op og ud, så gården kunne rumme en norsk-dansk familie på fire. Samtidig med at arbejdet også krævede en del og vi flyttede datteren fra en lejlighed til en anden. Vi havde ellers sagt, at det var slut med at agere flyttemænd, men da de fleste tunge møbler var solgt og nye bestilt med levering, ja så tilbød vi selv at være flyttemænd sammen med en god kammerat til datteren (de to tog de tunge ting). Men flytning af mange flyttekasser og samling af borde etc. tog sin tid, så vi var godt trætte, da vi kom hjem sent på aftenen. Det føltes dog godt at vide, at datteren nu kunne være i lejligheden og der ikke blot stod flyttekasser overalt.

The same procedure as last year

Som sidste år startede vi på feriebesøget på gården den første uge, hvor jeg stadig arbejdede, og så flyttede vi til sommerhuset i 2 uger, hvor jeg havde ferie. Her sluttede datteren sig til os. Den lille familie drog mod Norge i bil om fredagen i uge 2. Vi skyndte os at få ordnet de ting, vi skulle have ordnet vedrørende gården samt hjælpe datteren med praktiske ting, inden vi drog til Norge søndag, hvor vi holdt den sidste uge af min ferie. Vi returnerede i søndags fyldt med masser af ferieindtryk, som kan blive august måneds indlæg.

Det ordner jeg, når jeg kommer hjem

Den holdning er ikke god at have. Jeg havde efterladt huset hjemme rodet, da vi flyttede i sommerhuset og tilsvarende sommerhuset, da vi tog til Norge. Jeg havde regnet med en turbomandag, hvor vasketøj, oprydning, regnskab og andet arbejde på gården skulle falde på plads.

Det var så heller ikke planen

Jeg havde lidt ondt i halsen, da vi kom hjem og op ad dagen blev jeg mere utilpas, men håbede at natten kunne have helende virkning.  Så ingen turboeffektiv mandag til mig. Tirsdag var første arbejdsdag og jeg havde aftalt med mine ledere, at jeg arbejdede på et kontor væk fra afsnittet, da jeg dels havde et formiddagsmøde med sidste redigering på en artikel til international sygeplejemagasin tirsdag med to forskningssygeplejersker og gennemlæsning og kommentering af et rapportudkast. Jeg gennemførte de ting, men efter en nat uden søvn grundet hoste og forkølelse trængte jeg mest af alt til at komme hjem. Og hjemme sygemeldte jeg mig til onsdag. Det er yderste sjældent, det sker, ikke fordi jeg ikke vil sygemelde mig, men fordi jeg meget sjældent er syg (og gud ske lov og tak for det). Helt oprigtig troede jeg, at jeg var rask til torsdagens undervisning af elever, så jeg mødte op, men jeg kunne godt mærke, at den ikke var god og mine kolleger gjorde kort proces og sendte mig hjem igen.

Det var så absolut heller ikke planen

Jeg har været oppegående hele dagen i dag, og jeg er ved at være nået til bunds i alle vaskedynger herhjemme inklusiv al sengetøj (tak for tørretumbler til den del), men måtte inderst erkende, at jeg nok ikke var helt frisk til at drage med togbus og tog til hovedstaden i morgen tidlig sammen med datteren for at være sammen med min familie. Jeg udskød dog beslutningen, for jeg kunne jo sove hele vejen til Købehavn osv. Men så ringede datteren, at hun også havde fået ondt i halsen. Og efter et par timers eftertænksomhed meldte vi fra. Øv, jeg havde sådan glædet mig til at se min familie inklusiv mine niecer.

De positive sider

Fagligt: Vores engelske artikel blev godkendt til publicering. Det skal fejres på afsnittet, når den er publiceret og jeg er frisk igen. Den følger op på den første artikel, vi fik publiceret, som fandt et behov for at være sammen med ligesindede og få mere viden om stroke hos mennesker med lette følger efter blodprop/blødning i hjernen. Den sidste artikel har undersøgt samme patientgruppe og mennesker med  forbigående blodprop i hjernens erfaringer med et forløb med fokus på viden om stroke, samvær og mestring af livet efter stroke. Det er de forløb, jeg nu skal fokusere på, om vi kan få udbredt til alle kommuner i region Nordjylland.

Familie: Tænk at få lov til at være sammen med S, som nu er blevet 3 år og Å, som er 5 måneder i over 3 uger. Det har været helt fantastisk. Lyden af en lille drengestemme, der på norsk siger farmor, er englelyd i mine ører. Han er så tålmodig med farmor og farfar, når vi ikke helt forstår det norske. Han forsøger faktisk at vise det med kroppen eller bruge andre ord, så vi lærte hver dag nye ord udtalt af en tre-årig.

Den mest brugte sætning var: a gjør det. Og det er jo også vendsysselsk, så det kunne vi forstå. Hans far sagde vil selv, kan selv i den alder.

Lillesøster Å har de skønneste smil og mest udtryksfulde øjne, hun gør os ganske enkelt glad hver dag. Og da vi kom til Norge og hun så farfar efter to dages fravær, var det helt tydeligt, at ham kendte hun. 

Det er en gave, at vi er så raske, at vi kan rejse og være sammen med dem. Og med salget af gården kan vi allerede mærke nu, hvor meget mere tid landmanden har fået. Vi har nemlig ikke kartoffelavl i år, og det frigør meget tid, som han også skal bruge for at få alt på plads inden nytår. Alligevel er der ikke det pres i de næste 3 måneder, som vi har haft i 42 år.