fredag, juni 21, 2024

Turbobesøg med maksimal nydelse

 Det er godt nok en lang tur for to dages samvær; sagde en svoger. Det har jeg egentlig ikke tænkt på, at det var, for de to dage har jo været med til, at vi er knyttet tæt sammen med vores børnebørn.  Men ja, vi bruger 13 timer hver vej, når det er færge og bil. Men vi hygger os på turen.

Det er godt nok dyr; sagde en anden. Ja, det er dyrt, mest hvis vi vælger fly. Det gjorde vi så ikke denne gang. Og som jeg sagde til en kollega, der sagde det samme; jeg går ikke op i brugsting, tøj, tilbehør, gourmetmad eller andre materielle ting, jeg går op i min familie, oplevelser og det at være sammen med mennesker, jeg holder af.  Så at jeg skal betale over 6000 kroner tur-retur til Trondheim for en flybillet, er et valg jeg tager og så prioriteres andre ting fra. 

Denne gang var det med færge, og vi glædede os. Vi vidste godt, at de snart holder ferie hos os i tre uger. Det glæder vi os også til. Men der er sket meget med Å, siden vi første gang så hende 14 dage gammel og S snakker løs på facetime på norsk, og det har farmor svært ved at høre, så at være sammen med ham fysisk gør en forskel i vores snak sammen. Han forstår dansk og lidt efter lidt forstår jeg barnenorsk udtalt med den meste charmerende dialekt af en snart tre år gammel gut.

Vi skulle rejse forrige søndag, fordi vi ikke kunne få vores hunde passet i weekenden, så vi havde byttet rundt og arbejdet ekstra andre dage for at kunne komme til Norge. Lørdag fik jeg en sms om, at færgen var aflyst søndag middag, så vi kunne først komme med færgen 22.30 søndag aften. Det kunne vi ikke ændre på, men i vores stille sind tænkte vi begge på den tur i oktober måned 2021, hvor vi kørte hele natten med sommerdæk og i perioder på sne/isglatte veje. Hvorefter vi besluttede aldrig at tage natfærgen, for det var ganske enkelt for hårdt for kroppen at køre hele natten og lande i Trondheim ved middagstid og holde den gående til aften.

Det blæste vildt meget, da vi kørte ombord og vi opgav at handle i butikken, for det gyngede så meget, at vi begge var ved at blive søsyge. Heldigvis var det udholdelig at sidde i de gode stole, vi havde booket, og snart faldt vi i søvn og sov os fra søsygen. Vi landede kvart over tre i Larvik og der var allerede lyst, så turen til Trondheim gik godt.

Kl. 11.30 kunne vi knuse og kramme den lille norske familie. Det øsregnede den dag, men vi hyggede os sammen og fik fyldt på børnebørnskontoen. Vi blev inviteret på restaurant i Tyholttårnet. Det var en skøn oplevelse, tårnet drejede 360 grader på en time, så der var masser at se på for en lille gut. Nedenfor var der en byggeplads, hvor NRK var ved at udvide. S elsker alt med maskiner, især gravmaskiner og traktorer og dem var der rigeligt af på byggepladsen. Trods regn og tåge kunne vi se det meste af Trondheim. 

Sønnen skulle på arbejde tidligt næste dag, så da S vågnede, tog vi os af ham, fik leget en masse, læst bøger, sunget sange osv. Senere vågnede Å, som havde holdt sin mor vågen om natten, så vi fik også lov til at passe hende. Hun er det dejligste lille glade menneske, griner allerede så hjerteligt og snakker vældigt med sit legetøj. Jeg nåede gåtur med Å i barnevognen og landmanden og jeg nåede at komme på oplevelse med S, som viste os, hvor dygtig han var til at bruge en sparkecykel (løbehjul på dansk).

Landmanden er oprindeligt uddannet tømrer, så sønnen bad om råd om hyldeopsætning. Det endte med at vi alle tog på indkøbstur for at finde hylder, men først tog vi ud og så på bil, så landmanden kunne være med på råd senere, når det blev aktuelt. Siden hen tog landmanden og jeg i Ikea og tømmerhandel, mens den lille familie fik børnene hjem og bestilte tidlig aftensmad udefra til os alle. Da vi kom hjem, var der gang i det kreative værksted, og vi fik en smuk tegning med hjem lavet af S.

Tømmeren (a la landmanden) var nu klar til at arbejde sammen med sønnen, jeg passede børn, mens de fik sat hylder og skabe op på kontoret og svigerdatteren fik en masse andet fra hånden. S er tæt knyttet til landmanden, så konstant lyder der farfar, så S hjalp også farfar med at skrue i ting.  Jeg fik lov til at læse godnathistorier for S begge aftener, det var en skøn måde at slutte dagene af sammen med ham på.  Inden vi voksne satte os sammen i sofaen sidst på aftenen, var der både hængt spejl op, sat hylder op og skabe justeret i køkkenet.

Når vi ikke kan være der i hverdagen, føles det godt at kunne hjælpe, for de kan jo godt selv de her ting, men i en hverdag med to små børn kan det være svært at finde tid og overskud til det. 

Næste morgen fulgte vi S i børnehave sammen med sønnen, inden vi kørte af sted mod Larvik. S viste børnehavne til farfar. Det var lidt hårdt at gå fra ham, for han blev ked af det, da vi skulle gå. Der var ikke så mange børn mødt i børnehaven og dermed ingen, der kunne invitere ham ind i legen. Men som sønnen sagde, S var også blevet ked af det hjemme, når vi skulle af sted. Heldigvis går der ikke så lang tid denne gang, før vi ses igen. Og vi fik billeder om eftermiddagen, hvor den lille familie hyggede sig på biblioteket, inden de skulle i svømmehal.

Turen ned gennem Norge gik godt, vi havde booket bord på restauranten denne vej, men vi blev faktisk enige om, at vi havde siddet så godt på turen op på Voyager Class, at vi fremover vil gøre det og så selv tage mad med/købe det i cafeen. 


Vi landede sent mandag aften og min arbejdsdag startede 6.30 næste dag med kursus for kollegerne og så er det ellers gået over stok og sten arbejdsmæssigt disse to uger. Efter sommerferien skifter jeg funktion, mine mange funktioner på afsnittet er blevet fordelt på forskellige kolleger. August skal bruges til at komme i bund med de sidste ting, jeg er ansvarlig for på sengeafsnittet(instrukser, tilretning af vejledninger, medicinændringer, overdragelser, oprydning i alle hængepartier osv.) 

Fra september fokuserer jeg på opfølgningsforløb, gruppevejledning, omsorgssamtaler for børn og unge og dagafsnit. Alle fire områder er noget, jeg har været med til at starte op, så det føles godt, at jeg slutter mit arbejdsliv af der. Det glæder jeg mig til, jeg skal stadig arbejde tirsdag, onsdag og torsdag hver uge. Jeg får stadig min gang på sengeafsnittet og jeg skal stadig have et øje på udvikling og undervisning, men nu indenfor et afgrænset område og med meget mere patient og pårørendekontakt.  

Men nu har jeg vinterferie ;-) eller i hvert fald den ferie, som mange afholder i vinter/forårsmånederne. Jeg er bagud med afvikling af ferie og jeg har tænkt mig at slå alt fra i hjernen, der handler om arbejde. 

Til gengæld kommer hjernen på overarbejde på anden vis, for jeg starter projektet ryd op og ud i mit liv. Og det har jeg udskudt godt og grundigt. 




6 kommentarer:

  1. Igen en dejlig tur nordpå. Det er netop en dejlig hjælp, når tømreren kan noget praktisk, og du kan beskæftige børnene, mens mor får noget fra hånden. Vi har lige luget have m.m. hos yngstedatteren, som er stress-sygemeldt, og de var så taknemmelige, så det næsten var for meget.
    Jeg ønsker dig en god tid med at få ryddet ud og op. Det kræver virkelig meget, når man skal vurdere, hvad der skal med, væk eller gives videre.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Conny, ja du kender jo til at rydde op og ud :-) Hvor var det dejligt at I kunne hjælpe, og jeg håber det går fremad med din datter.

      Slet
  2. Børnebørnskontoen er vist den vigtigste konto på dette tidspunkt i livet, tror jeg.
    God fornøjelse med op- og udrydning. Jeg mener at huske, jeg engang lærte, at det man har i hånden må man gøre færdigt, så det ikke havner i en bunke man skal tilbage til. Det er næsten umuligt for mig, men det er vist en god måde at gøre det på.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jørgen, hvis ikke man har børnebørn, har man jo stadigt et rigt liv. Når man får børnebørn, kommer de til at fylde meget. For vores vedkommende er det jo ikke i hverdagen, fordi de bor så langt væk, til gengæld nyder vi hvert et minut, når vi så er sammen :-)
      Tak og jeg øver mig i den tilgang nu. Men det er svært :-)

      Slet
  3. Livet handler om prioriteringer for de fleste, og jeg forstår godt jeres. Dengang jeg arbejdede, kunne jeg også finde på at tage til England for bare en weekend + en dag.
    Mon ikke også de fleste bedsteforældre er glade for at kunne være til nytte? Ikke kun som børnepassere, men også noget mere praktisk/fagligt, som i dit eksempel her - det har især John været ret glad for.

    Pøjpøj med udrydningen. Det er en vanskelig, men desværre nødvendig opgave.

    Og til sidst: Det lyder som om I i fællesskab og fuld enighed har fundet den helt rigtige måde for dig i din sidste tid som arbejdsaktiv - tillykke med det 😘

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, dejligt at det vækker genklang i din måde at prioritere på.
      Det er nemlig det at være til nytte. jeg læste om det plejehjem, hvor min far boede. de har nu et lille værksted, hvor de reparerer legetøj. Og dem, der ikke kan det, lægger tøj sammen eller dækker bord eller noget helt andet, for uanset hvordan vi har det, så er det at være til nytte for andre livsbekræftende og en anerkendelse.
      Tak, jeg udskyder og udskyder, for hverdagen i sig selv har også andre opgaver, der skal gøres :-)
      Og endnu en gang tak, jeg tror på at det her bliver godt for mig.

      Slet