lørdag, maj 16, 2015

Tænk engang

I forbindelse med at jeg slettede mails og mails og mails, genlæste jeg mine søskendes og min mailkorrespondance om vores far. Det har fået mig til at smile mere end en gang. En af korrespondancerne startede med, at ældste lillesøster fortalte om besøg hos vores far og så hos familiens frk. R. Hun er nu en gammel dame på 93 år, hun er mæt af dage og nægter derfor pure at genoptræne efter et fald, et brud på hoften og en ny hofte. Så hun tilbringer det meste af dagen i sin seng, som er i stuen. Hun spiser blød kost, har svært ved at tygge og synke anden mad. Yndlingsmaden er suppe med kødboller og melboller, det får hun to gange om dagen.

Og så var det, at ældste lillesøster skrev: ahh melboller, hvem der kunne spise dem to gange om dagen. Mit svar var: åh ja tænk at få melboller to gange om dagen, min næstældste lillesøster svarede, ja hvorfor er det at mine børn hellere vil have karrysuppe? Til slut kom min svigerinde: nej nu må I holde op, hvad er det med jer og suppe med melboller og kødboller? Så forstår jeg bedre, hvorfor jeres bror og vores datter altid skal have det, når jeg ikke er hjemme.

Vi skal nu ikke have suppe med melboller og kødboller i aften (eller bollesuppe som vi kaldte det dengang), men det er stadig min yndlingssuppe, ligsom pandekager er min yndlingsspise. Det er ikke uden grund, at jeg altid som barn ønskede de to retter til aftensmad på min fødselsdag. Og søger man på melboller i min blog, vil man se utallige indlæg, hvor det er nævnt – har lige tjekket – 13 indlæg! Og nu altså nummer 14.

Apropos aftensmad så har jeg ikke besluttet mig, så hvad skal du have til aftensmad i dag? Er I nok der kommenterer, kan jeg ligefrem lave en madplan ud fra jeres forslag. God lørdag til dig.

P1030002

14 kommentarer:

  1. Bolle suppe er da super lækker, og der kan bare ikke være nok melboller i (hihi)

    Jeg skal have mørbradbøf (grillet) med løg og champignon (brunet uden fedtstof) iblandet kål, broccoli, majs, ærter og ellers hvad jeg har af grønt og dertil lidt bulgur. Det er rester fra fredag, og det fordi jeg har travlt til aften, så skal det være nemt.

    SvarSlet
    Svar
    1. Abildjyde, der kan aldrig komme for mange melboller i :-) Uhm det lyder lækkert, jeg er også fan af restemad.

      Slet
  2. Haha, ja lige der er vi meget forskellige, Lene: Jeg har pillet melbollerne ud af suppen, så længe jeg kan huske tilbage. De voksede simpelthen i munden på mig - jeg kan stadig få den kvalmende fornemmelse bare ved tanken, men jeg forsøger mig ellers en gang imellem for høflighedens skyld. Den go'e, gammeldags suppe kan jeg nemlig godt lide både at lave og at spise, og alle de andre forlanger melboller i :-)
    Jeg er i gang med Boeuf Bourguignon; dertil kartoffelmos. Dessert: Limoneis med et glas limone til.
    Vi skal have gæster for tredje aften i træk, men i morgen starter vi på en slappe-af-tur til Sverige :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, vi to skulle spise sammen, så tog jeg gerne dine melboller :-) Uhm det lyder lækkert, jeg elsker kartoffelmos og din napolitanske kartoffelkage faldt i god jord her.
      Hold da op som I har gæstebud, jeg kan godt forstå I tage på afslapningsferie i morgen

      Slet
  3. Vi skal have svensk pølseret. Jeg laver madplan om søndagen, og børnene får lov at komme med input, så bollesuppen er meget ofte på menuen hos os også. Enten til os alle fire, eller som børnemad, når vi voksne spiser grønkålssuppe. Den er vi vilde med, men børnene er desværre ikke enige.

    SvarSlet
    Svar
    1. Laura, svensk pølseret fik jeg ofte som spejder. Det er godt med alternativer så alle føler de går glade til bords :-)

      Slet
  4. Gæster her, så menuen er:
    Marineret mørbrad, 2 slags salater (en lysegrøn og en multifarvet), nye kartofler, og kikærtecurry (til mig).
    Forretten er hjemmelavet juice primært af vandmelon og ananas.
    Dessert: is og jordbær.
    Og til slut en rabarberkage med hvid chokolade.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kisser, hvor lyder det lækkert, den forret har jeg aldrig hørt om før, hvordan serverer du den?

      Slet
    2. Lene, jeg har en juicemaskine, så putter jeg bare ingredienserne ned i den og vupti, der kommer lækker juice ud.
      Min bror og svigerinde er lige flyttet og har fået et minikøkken, hvor de ikke har plads til deres egen juicer, så selvfølgelig skal de da have juice, for de savner det :-)

      Slet
    3. Så er I nogle af dem, der rent faktisk får lavet juice i sådan en maskine :-)

      Slet
  5. Jeg elsker melboller...spørger lige Eddie, hvad vi skal have til aften ;) ...... Fiskefilletter med grønne asparges og remulade og sikkert en lille kartoffel med smørssovs :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ha, Anne, behøver du at træde i at du ikke laver mad ;-) Vi får alt for lidt fisk, jeg kan godt lide det når andre laver det, men af en eller anden grund mister jeg appetitten hvis jeg selv skal kokkerere fikseretter.

      Slet
  6. Min far, der var en ud af 12 børn i flokken, fortalte om, hvordan hans mor lavede melboller og lagde dem ud til tørre på fade og tallerkener. Min far og hans 7 brødre (pigerne gjorde ikke sådan noget:-) kunne finde på at spise dem alle sammen! Så lavede farmor bare en ny portion! Det havde jeg aldrig gjort - aldrig! Jeg kan nemlig bedst li kødboller:-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Charlotte, min mor lavede dem om formiddagen, så stod de i køleskabet i en skål med koldt vand, og havde jeg haft din farmor som mor, så havde jeg også spist dem alle :-) Min mor, som jo også var fuldtidslærer, og som havde det lige som jeg har det med madlavning, skældte ud, når hun opdagede, at jeg havde spist nogle af dem :-)

      Slet