har jeg nok ikke løbet, men benmusklerne er så ømme i dag, at jeg gad godt have haft skridttæller på. Det er lige før, jeg ærgrer mig over ikke at skulle på arbejde i morgen, for nu er jeg jo inde i rytmen og jeg kan mærke, at alle de uafklarede spørgsmål summer rundt i mit hoved. Jeg har dokumenteret og mundtligt sagt det videre til aftenkollegerne, så jeg prøver at finde ro i hovedet til at kunne holde min enlige fridag i morgen. Aftenen skal tilbringes med at læse min kollegas masterspeciale igennem, så vi i morgen kan diskutere den. Hun var der for mig, jeg er der for hende, sådan er det.
I morges var jeg frisk, for første gang siden jeg kom hjem fra Skotland, vågnede jeg udhvilet, det var så skønt. Det at jeg arbejder på et akut apopleksiafsnit, gør at jeg hver dag er så taknemlig for alle mine sanser, alle mine muskler og min hjerne, som koordinerer det hele. I dag måtte jeg fortælle en patient, at jeg jo var uddannet til at hjælpe mennesker, der ikke selv kunne klare f.eks et toiletbesøg, og at det ikke var ydmygende for mig, tværtimod var jeg glad for at have et arbejde, hvor jeg fik lov til at hjælpe andre, men at jeg godt kunne forstå, hvis vedkommende følte det svært og ydmygende at skulle have hjælp fra andre. Patienten havde sagt, at det var ydmygende for mig og patienten. Det virkede, som om det sagte hjalp lidt på situationen, men om jeg valgte de rette ord, ved jeg ikke. Jeg er bare taknemlig for at have en uddannelse, hvor jeg får lov til at hjælpe andre mennesker, der har det svært. Stadig i dag synes jeg, at jeg har den bedste uddannelse, man kan have. Arbejdstiden og lønnen er ikke noget at skrive hjem om, men det er oplevelserne til gengæld. Vi er alt for pressede, og tempoet er i den grad skruet op, men jeg kan stadigvæk stå ved den sygepleje, jeg udøver. Og vi er rigtig gode til at støtte hinanden og løfte i flok.
Aftensolen skinner ind i stuen, det er vist tid til en lille gåtur. God aften til dig.
Det er vigtigt at minde sig selv (og måske også patienterne...) om, at det er et professionelt arbejde, og at man gerne må være stolt af det. Jeg tænker tit, at presset er blevet for stort i mange fag. Det er ikke få, der må bukke under. Det er trist.
SvarSletEva, endnu holder vi fanen højt og har mange, høje forventninger til os selv, det er måske også med til at vi indimellem bliver trætte.
SletSkønt at læse, hvordan du altid er glad for dit arbejde og dit fag.
SvarSletTak Conny, jeg er glad for mit fag, men de sidste dage har godt nok vist mig, at jeg ville ikke kunne holde til at være fuldtids i plejen.
SletDejlig beretning, og skønt du er ovenpå efter Skotlandsturen.
SvarSletDin fortælling om toiletbesøget og det at være uddannet, ledte mig ind på en samtale mellem yngste og min mor.
Yngste er i 3. praktik pædagog (socialpædagog). hvor hun har med både fysisk og 6 psykisk handicappede voksne at gøre. Hun føler der er for meget pleje, og for lidt pædagogik med ind over, Hun morgenvækker, hjælper med bad, skifter ble, hjælper på toilettet, giver medicin, hjælper med at få tøj på etc., selvfølgelig er der læringsdele i denne opgave overfor brugeren, men jobbet kan ofte have relationer til SOSO assistentens job, og ikke pædagogen.
Ønsker dig en dejlig søndag og fridag.
Tak Abildjyde. Tja fra min synsvinkel mener jeg at der er megen læring i dagligdags aktiviteter. problemet er hvis man som studerende bliver brugt som arbejdskraft, det dur ikke.
SletDet er mødet med mennesker, man får det største udkomme af... det er ikke lønnen eller vilkårene!
SvarSletDet er i den situation, hvor man gør en forskel, man glædes over og med et andet menneske.
Jeg glædes over at læse dine fortællinger fra arbejdet....
Tak, Anne, det er så sandt
SletDejligt indlæg. Igen :-)
SvarSletJeg tror, det er rigtig godt, at I siger rent ud til patienterne, hvor lidt det betyder for jer (altså ydmygelsesmæssigt) at udføre de opgaver, du nævner. Jeg ville nemlig have det på samme måde, hvis jeg var patient og ville nok ikke tænke over, hvor naturligt det er for jer.
John og jeg har talt om det og kunne fx ikke være hinandens plejere, hvis det kom dertil. Vi vil gerne have lov til at være mand og kone, og det kan ingen af os forene med det at skulle intimpleje hinanden med alt, hvad dertil hører. Hvad vi gør, hvis det bliver aktuelt, ved vi ikke, men det gider vi ikke tænke for meget over nu ... tager den, hvis den kommer.
Tak Ellen. Jeg syntes også vedkommende stoppede op i tankestrømmen og tænkte over det sagte. Jeg passede en gang en patient, hvor ægtefællen klart meldte ud at personlig pleje ville vedkommende ikke gøre, når patienten kom hjem, hvilket vi støttede ægtefællen i. Efter patientens død mødte jeg ægtefællen, hvor vedkommende fortalte, at til sidst havde vedkommende så lidt kontakt med ægtefællen at det at udføre mundpleje blev en måde at vise sin kærlighed på. Jeg synes man skal have lov til at være ægtefælle og ikke plejer.
Slet