En anderledes torsdag

 Sidste indlæg hed Når lyset bryder frem. Dette indlæg kunne have heddet Når det mørkner i øst. Det er uvirkeligt og ufatteligt, at der her i Europa er krig endnu en gang. Her på gården er vi enige om dette, men den måde vi reagerer på, er forskelligt. Landmanden så nyheder og dybdegående analyser hele dagen i går efter arbejde. Jeg derimod valgte at tage små bidder en gang imellem ved at sætte mig kortvarigt i fjernsynsstuen sammen med ham. Resten af tiden sad jeg i stuen og så fjernsyn, hvor jeg ikke skulle forholde mig til virkelighedens grusomhed.

Dagens arbejde i går blev som altid travl, jeg var i plejen, havde trombolysetjansen, men vi blev ikke kaldt en eneste gang. Derimod forberedte jeg udskrivelse af tre patienter, som skulle på aflastning, fordi symptomerne efter stroke (blodprop/blødning i hjernen) var så massive, at hvor de før kunne klare et hverdagsliv i eget hjem på trods af alderen, nu skulle have hjælp til alt. 

En sådan udskrivelse kræver utroligt meget forberedelse og korrespondance og selvom jeg faktisk det meste af dagen kun koncentrerede mig om dette, nåede jeg ikke i mål. Det troede jeg, og patienterne blev udskrevet. Men jeg havde også sure/vrede/frustrerede kolleger fra hjemmeplejen i røret efterfølgende.

 Heldigvis ringede de, inden jeg gik hjem, så jeg selv kunne tage mod al kritik. Det værste var, at jeg virkelig troede, jeg havde gjort det godt, ikke superb. Det bliver det ikke, når jeg ikke havde været involveret i korrespondancen optil udskrivelse, ikke havde passet dem og ikke gik stuegang. Det er slet ikke optimalt, men vi er massivt ramt af sygdom i personalegruppen og i en vinterferieuge hvor mange holder ferie, måtte vi få de vikarer, der kunne (ikke mange) og så forsøge at holde skindet på næsen ved, at der kun var en sygeplejerske, der gik stuegang på alle 24 patienter og resten af det faste personale fordelte sig på stuerne sammen med vikarer og jeg tog mig altså af alt papirarbejdet, pakning af remedier og medicin til en uge, korrespondance med kommunen osv.

Faktisk blev jeg godt gal på en leder i hjemmeplejen, for jeg havde prøvet at ringe til dem og aftale noget om udskrivelse, men kunne ikke komme igennem. Da jeg fortalte det i røret, blev hun ved med, nærmeste afhørsagtig, at ville vide hvilket nummer, jeg havde ringet til. Det tog mig noget tid at finde det noterede nummer, som jeg både havde fundet på deres hjemmeside og fået bekræftet af hjemmeplejen i pågældende kommune. Hvortil hun svarede, jamen det er jo nedlagt, med en indigneret stemme. Hvordan i alverden skulle jeg vide det, når nummeret svarede med en telefonssvarer med alverdens muligheder for at trykke sig videre, og jeg så en af de fem gange, jeg forsøgte at trykke et tal, fik en telefonsvarer, der sagde, at pågældende ikke var tilstede i øjeblikket. Men hjemme og godt træt, ked af det og frustreret, vidste jeg jo godt, at det var hendes frustrationer over, at hendes personale skulle passe en patient, hvor de manglede informationer.

Nu har jeg en opgave med at finde ud af, hvorfor de informationer, jeg havde skrevet og sendt til kommunen, ikke nåede ud til til plejehjemmene. Hvordan sikrer vi os, at det ikke sker igen. Jeg er glad for, at det var den garvede sygeplejerske, der oplevede dette og ikke mine kolleger. Men hvor træt, ked af det og frustreret jeg var, viste sig, da jeg skulle fortælle mine kolleger om det, for jeg bandede. Og det gør jeg nærmest aldrig. 

Nu har jeg fået sovet, mine fire fridage er begyndt, vaskemaskinen gør sit arbejde og jeg har dækket bord i folkerummet, for medarbejderen har rundstykker og kage med i anledning af sin fødselsdag i weekenden. Det er en hyggelig tradition, vi har etableret, og jeg er glad for at både landmand og medarbejder tilrettelægger, hvornår der er rundstykker, efter hvornår jeg er på gården.

Jeg fik også rundstykke på arbejde i går, en af mine kolleger fyldte år, 28 år. Tænk en gang, det er jo en evighed siden for mig. Da jeg blev 28, vidste jeg ikke, at jeg inden jeg blev 29 ville blive mor for første gang. Min kollega er netop vendt tilbage fra barsel efter hendes første barn. Jeg fortalte hende, at jeg altid har ønsket fri, når det kunne lade sig gøre, på min fødselsdag, for jeg nyder at have den dag til blot at nyde formiddagsteen på gården og måske have gæster. Den dag vil jeg ikke arbejde i højt tempo, sluge et rundstykke og hastigt ile videre for at nå det hele. Jeg håber, hun ikke var alt for træt til at nyde resten af dagen sammen med mand og barn. Hun fortalte, at hun ikke havde syntes, at hun kunne ønske fri på en hverdag i vinterferieugen lige efter at være vendt tilbage efter barsel. Jeg har virkelig gode kolleger, som kæmper for, at vores patienter får en god pleje trods at covid lukker stuer ned og sender patienter på gangen, sender kolleger, nogle af dem endda hårdt ramt, hjem og at der samtidig er mange patienter indlagt og mange af dem er virkelig hårdt ramt.

Vi nød de gode rundstykker og så nød vi senere, at vi alle sammen ramte samme tidspunkt til frokost sidst på vagten. Det var godt at kunne anerkende hinandens arbejde og få overblik over dagens gang. Jeg kunne viderebringe en ros fra en patient, der kørte ned i elevatoren sammen med mig. Hun var imponeret over det gode arbejde vi leverede på trods af mangel på personale og mange patienter på afdelingen.

Ikke desto mindre var det ikke hende, jeg kom til at tænke på, lige da jeg var ved at falde i søvn. Derimod en vred leder i hjemmeplejen. Nu bliver hun skrevet ud af mine tanker gennem dette indlæg og en mail til en god kollega med viden om overgange mellem sygehus og kommune, for en ting er at jeg blev vred og ked af det, en anden ting er, at vi må ændre noget, så kolleger hos os og i hjemmeplejen ikke står i denne situation igen. Hvad der skal ændres, må andre hjælpe mig med.

Håber din fredag er god ved dig, min er startet blid og god.