For nylig mødte jeg en kvinde, som jeg kender flygtigt. Hun har også en gang været indlagt på min afdeling, og jeg har tidligere talt med hende om hendes indlæggelse hos os.
Hun så hammer godt ud, væk var den angst og nervøsitet, som var så tydelig, sidste gang jeg mødte hende.
“Jeg har slet ikke haft en forbipasserende blodprop, det har min egen læge konkluderet!”
Nu mener jeg faktisk, at vore læger hele tiden, når et menneske har fået pludselig lammelse eller tale/synkebesvær, som forsvinder hurtigt (indenfor 24 timer) , overvejer, om der kan være andre årsager end en forbipasserende blodprop med kortvarigt iltmangel i en del af hjernen.
CT og MR scanninger giver ikke altid svaret, for hvis symptomerne svinder hurtigt, har det måske ikke efterladt sig et “ar” i hjernen, som er det, man kan se på scannninger.
Alle kommer til ultralydsscanning af halskar for at se, om der er svært forkalkede halskar, som kan betyde, at små dele herfra kan løsrive sig og sætte sig i hjernen eller give kortvarig nedsat blodgennemstrømning til en del af hjernen. De fleste kommer også til hjertelægerne ambulant med henblik på, om der skulle være noget ved hjertet, der kan sende små blodpropper op til hjernen.
MEN det er ikke alle, hvor man finder en forklaring på, hvorfor de har fået en blodprop, forbipasseret eller ej. Dette gælder især, hvis man er yngre, og lige der ligger 50 årige på grænsen mellem ung og gammel i apopleksihenseende.
Så vore læger må til slut udfra sygdomshistorien og undersøgelser konkludere. om der har været tale om TCI (transitorisk cerebral iskæmi) og dermed sætte patienten i livslang forebyggende behandling.
Egen læge og kvinden var blevet enige om, at når alle prøver på nær kolesteroltallet var normale, så kunne hun ikke have haft en blodprop. Jeg turde slet ikke spørge, om hun var stoppet med det forebyggende medicin, det er hun helt sikker. Jeg håber, de har ret, jeg vil nødig se hende indlagt hos mig igen.
Skulle jeg have sagt noget? Jeg valgte ikke at gøre det.
Jeg kan godt forstå dit dilemma, men nej, jeg mener du gjorde det rigtige. Til gengæld tror jeg som du, desværre at hun også er stoppet med den forebyggende behandling, så måske ser du hende igen..jeg håber det dog ikke, det ville være for trist.
SvarSletEt ret træls dilemma Lene.. Hendes helbred er jo hendes ansvar, du og lægerne på hospitalet gør hvad I kan, og hun vælger at have det bedst med at tro på sin egen læge.. Nej jeg mener ikke du skulle ha' sået tvivl hos hende igen. Måske ser I hende igen, forhåbentlig ikke.. :-)
SvarSletTro og tryghed flytter bjerge for os alle.
Jeg ved det ikke - jeg tør i hvert fald ikke stoppe den forebyggende behandling...
SvarSletAnne, jeg er også endt med, at jeg gjorde det rigtige, og så håber jeg inderligt, at jeg ikke ser hende på afdelingen.
SvarSletInge, hun så godt ud at jeg ganske enkelt ikke kunne nænne at så tvivl.
Helle, det ville jeg heller ikke turde.
Jeg vet ikke om du gjorde det riktige. Det vet man jo aldri når det handler om et dilemma, - da var det ikke et dilemma:-)
SvarSletJuridisk sett har du antagelig gjort mer rett en galt med ditt valg.
Rent hypotetisk kan man tenke seg at hun kommmer tilbake til deg fordi hun har stoppet med forebyggende medisin. Da kan du i hvert fall ikke si at du den gang du møtte henne vurderte å si noe.
Det skal ikke være lett.
Hege, enig! Jeg kan ikke sige det her hvis hun skulle blive patient hos os. Og god pointe med hvad et dilemma er :-)
SvarSlet