Så sidder jeg her

Første del af dagens kontorarbejde er overstået. Om lidt skal husmoderdelen klares. Målet er at komme i land med så meget som muligt de næste par dage, så jeg kan tage i sommerhus i ensomhed og stilhed i næste uge.

Ensomhed er ikke et negativt ord i denne sammenhæng, men et beskrivende ord for at være alene.

Håret skulle have været klippet, det bliver det så ikke. Og jeg skal have overvejet, hvordan jeg håndterer dette. Alle, der har prøvet at få langt hår kender til den periode, hvor håret blot irriterer, fordi det hverken er kort nok til en ordentlig korthårsfrisure eller langt nok til at blive sat op. Jeg plejer at blive klippet hver 6. uge og jeg plejer at kunne mærke prompte, når mit hår når en længde, hvor det tynger og driller og ikke vil sidde ordentlig. PYT der er andre ting, der er vigtigere.

Hvor andre tolker, at man godt må være sammen op til ti mennesker, tolker vi det her som at vi undgår videst muligt samvær med andre i privat regi. Jeg føler helt klart, at jeg har en moralsk forpligtelse til at gøre så meget som muligt for at reducere at blive udsat for smitte. Landmanden har en medarbejder, og de sorterer kartofler, så du stadig kan få kartofler i butikkerne. På mit arbejde er alle konferencer fjernet, vi spiser i hold, og vi forsøger at begrænse antal på sygeplejekontoret, når der skal dokumenteres.

Min leder sender dagligt informationsmail ud, og for os, der har fri eller på ferie, føles det nødvendigt at være opdateret dagligt på situationen. Vi kan jo blive kaldt ind før tid. I tirsdags sagde en kollega til min leder, du er vores Mette Fredriksen, du er så rolig og god til at informere. Og jeg er fuldstændig enig. Lige nu holder hun nærmest aldrig fri, hun kan kontaktes døgnet rundt, hun skal holde sig opdateret hele tiden på de nyeste retningslinjer og dagens situation på sygehuset. Og hun er virkelig god til at håndtere den situation.

Mine kolleger er som altid fantastiske, de formår at holde hovedet koldt, for vi får jo også mennesker ind, som er småsyge med feber, hoste eller forkølelse sammen med at de måske har fået en blodprop eller blødning i hjernen, og er det så Covid-19 eller?

Der er roligt på mit sygehus, men der oprustes, for prognosen er stadig, at antallet af hårdtramte vil stige, og man gør sig klar. Og så længe vi ikke alle tager påbudene alvorligt, så længe vil smitteantallet stige. Og lige der kunne jeg faktisk godt tænke mig, at vi havde kapacitet til at teste alle, for så ville folk få hard core beviser på smittestigningen. Omvendt kan jeg også godt forstå, at kapaciteten skal bruges på at finde dem, der bliver indlagt og er smittet, så de kan isoleres og få den rette behandling.

For mennesker, som mister en af deres kære, er denne tid svær. Hvor vi før kunne vise vores medfølelse og deltagelse med kram/knus, besøg og deltagelse i begravelse, så lukkes alt dette ned. Jeg kan selv mærke, hvor meget det fylder, at jeg ikke kan få lov til at række min hånd ud, at jeg ikke kan tage til begravelse og efterfølgende mindesammenkomst, at få lov til sammen med andre familiemedlemmer at savne og mindes den afdøde og støtte den familie, der har mistet. Jeg må som andre sige, der kommer en tid efter Covid-19, hvor vi kan mødes igen. Som Dronningen sagde, vi må vise sammenhold ved at holde afstand. Det må vi også finde ud af som efterladte.

Og så sidder jeg her igen. Intentionen var ellers, at nu skulle jeg tage mig sammen og få elimineret nogle af de opgaver, som jeg aldrig orker til hverdag. Det skete ikke i går, om det sker i dag vides endnu ikke. Vi får se. Måske er det hele situationen, der gør, at jeg vælger sådan som jeg gør, selv om jeg godt ved, at jeg måske ville have det bedre, hvis jeg valgte anderledes. Ligesom jeg heller ikke er kommet ud og gå på trods af sol og tørvejr. Jeg sidder her bare, får tiden til at gå. Jeg kunne strikke, læse/lytte en bog, tegne, danse, men jeg vælger bare at sidde og surfe nyheder og se ligegyldige serier eller at tage en lur. Og det har jeg besluttet er okay - lige nu. Så lige nu springer jeg over indlæg på Instagram, som handler om alt det man har fået lavet, om det er strikketøj, bøger, gåture eller oprydning. Der er ingen grund til at bygge en virtuel hammer, som jeg kan slå mig selv med.

Solen lokker kaldende, på stolen ligger en arbejdsjakke, der skal repareres, på mobilen er der downloadet en bog. Udenfor folder alle mine påskeliljer sig ud og maler små gule pletter på den småpjuskede forårsdag. Må du få en dag, som er god ved dig.