tirsdag, marts 17, 2020

Så gik der endnu et år

Og så lå jeg der i sengen, havde givet mig selv lov til at sove længe, hvilket jeg ikke kunne, men jeg kunne da blive i sengen og slappe af. Jeg kunne vel også tale lidt med mig selv: god morgen Lene, nu er du så 63 år. Hold da op, som tiden går. Føler du dig så gammel? Næh, men spejlet fortæller mig det, erfaringen og roen siger det, også i de situationer, hvor jeg er ked af det, frustreret, vred, opgivende osv. Her finder jeg nemmere tilbage til udgangspunktet og tænker, det går nok endda.




13 dages fri fra i dag af. Og da corona nok først topper i april måned, kan jeg højst sandsynligt holde ferie uden at få den inddraget.

Tankerne strøg af sted, gad vide om landmanden ville gøre noget ud af dagen. Han har travlt, fejringer af fødselsdage siger ham ikke noget, og vi havde forbud mod at give gaver og fejre ham på anden vis, da han havde fødselsdag. Vi er faktisk på mange områder blevet mere forskellige med alderen, men jævnfør min lille snak med mig selv er jeg også blevet mere rummelig, omend bølgerne stadig går højt her på matriklen.


Jeg vil gerne fejres, jeg gad godt, at jeg en gang imellem kunne vågne op til et veldækket morgenbord, sådan noget betyder noget for mig, ikke for min mand. Så det forventede jeg heller ikke her til morgen. Han har travlt med kartoffelsortering. Jeg havde hørt ham stå op og senere gå ud, så jeg tænkte, okay ingen morgensang til mig på denne fødselsdag. Så lidt ked af det var jeg, da jeg gik i bad, men samtidig også afklaret med at det man ikke siger højt, at man har brug for, det er svært for andre at vide.

Til gengæld var der en pakke med flag og kort, da jeg kom ned i køkkenet efter badet, og da jeg kørte ind efter rundstykker og kage til landmand, medarbejder og fødselsdagskvinden, opdagede jeg, at flaget også var hejst udenfor. Så jeg blev fejret, og jeg blev glad og taknemlig for den dejlige gestus.



Hvad skal dagen så gå med?  Tjah, jeg skal have bestilt aftensmad fra en cafe, jeg skal have ryddet op (det er utroligt som to gamle mennesker kan rode alting til på en enkelt dag), og der skal handles ind. Jeg vil også ud og gå en tur, så skønt vejr som i lørdags får jeg ikke, men jeg satser på, at jeg får taget mig sammen. Det ville gøre mig godt. Om ikke andet har jeg nu fået min egen pandelampe, så jeg kan gå, når det bliver mørkt.



63 år. Nu er jeg et år ældre end min mor, da hun blev syg første gang. Jeg har ikke begyndende tegn på hukommelsesproblemer, som min far fik i slutningen af hans 60er. Så alt i alt går det vist meget godt.


63 år. Mon jeg får mit efterlønsbevis i dag? Ikke fordi jeg vil bruge det, jeg har stadig ting, jeg gerne vil nå arbejdsmæssigt. Men indimellem kan jeg godt mærke, at tiden arbejder sig henimod, at en dag slutter arbejdslivet. PS det får man så ikke på dagen, men det gælder fra i dag.


63 år, egentlig synes jeg ikke det tal ser så gammelt ud, men Lene 20 år ville kigge på mig og ryste på hovedet: 63 år! så er man godt nok gammel. Men hvert år levet er et år fyldt med taknemlighed over netop det faktum.


Og når man som jeg har fået lov til at leve 63 år år uden at mærke sygdommens tag på mig selv, så skal jeg skønne på det faktum og synge:

på trods af tvivl og stort besvær
på trods af det, der smerter,
og kærligheden er og bli'r,
og hvad end hele verden si'r,
så har den vore hjerter.
Pas godt på dig selv og alle andre.












23 kommentarer:

  1. Kæmpe tillykke med de 63 år, Lene!
    Jeg griner lidt for mig selv, hjemme hos is er vi på nogle punkter også vidt forskellige, så her er der nemlig vigtigt at huske på, at andre ikke kan gætte, hvad der er vigtigt for en.

    SvarSlet
    Svar
    1. Henriette, tusind tak :-) Ja folk kan jo ikke vide, hvad jeg gerne vil, så jeg må åbne munden.

      Slet
  2. Hjertelig tillykke Lene - tænk at jeg har "kendt" dig i så mange år, altså her på din utroligt givende blog. De bedste hilsener Marianne

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak, Marianne, ja det er efterhånden blevet til mange år "sammen". Tak fordi du følger med :-)

      Slet
  3. Tillykke med dagen! Jeg hejser lige det virtuelle flag :-)

    63 er ingen alder i dag. For de fleste følger der lidt skavanker med alderen, men jeg synes egentlig, at det er dejligt at blive ældre. Det er noget med erfaring og ro, som du selv er inde på. Skal jeg pege på noget negativt, er det, at tiden går hurtigere og hurtigere. Det gør den selvfølgelig ikke, men sådan opleves det.

    SvarSlet
    Svar
    1. Eric, tak og tak for det virtuelle flag :-)

      Jeg kan også godt lide den alder jeg har. Og jeg oplever som dig at tiden har det med at gå hurtigt, men det sjove er at det føler mange unge også. Jeg tror måske de sociale medier er med til at frarøve os tidsfornemmelsen.

      Slet
  4. Kære Lene. Du får en STORT og hjerteligt TILLYKKE her fra Østjylland. Håber du får en super dejlig dag. Mange hilsner til dig og dine.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Joan, dagen har været stille og rolig med tid til at tage den med ro, dejligt :-)

      Slet
  5. Hjertelig tillykke, Lene. Hvor er det dejligt, at du har fri i mange dage, og jeg håber, du slipper for at blive kaldt på arbejde.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Madame, jeg glæder mig til fridagene, og lige nu tyder alt på at jeg får lov til at holde dem alle :-)

      Slet
  6. Kæmpe tillykke - flag og festlige tiltag i de små gør også mig glad, og alle søde tanker tæller nemlig, også selvom man selv viser dem på anden vis 😍💯
    Krydser fingre for, du får ferien i fred og at din dag bliver go’ 👏🏻🏡💗

    SvarSlet
    Svar
    1. A+K, tak og I er jo nogen, der forstår at fejre og sætte søde tanker i gang hos modtagerne :-)

      Slet
  7. Tillykke Lene. Det var da en rigtig fin landmands-lykønskning, du fik der. Jeg burde jo egentligt ha' gættet, at det var det, der var under opsejling, men det gik altså lige min næse forbi, i disse omstillingstider, hvor man skal tænke kreativt for at få ting til at gå op.
    Det er godt, du får lov til at holde din ferie, måske får du endda plads til de der dage i stilhed, nu hvor de sociale arrangementer er færre :)
    Mette L

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Mette, og ja jeg går i selvvalgt retræte :-)

      Slet
  8. Igen et tillykke herfra :-)
    Der er absolut både fordele og ulemper ved at komme lidt op i årene. Måske flest ulemper, men til gengæld har vi da lært at skønne på fordelene.
    Jeg ville også sådan ønske, at John ville sætte et flag op for mig og dække morgenbordet, men han får overhovedet ikke tanken, og jeg gider altså ikke sige det til ham - så kunne jeg jo lige så godt selv finde flaget frem.
    Nå. Du blev da fejret, og det var det vigtigste :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Ellen.
      gad vide om vi kunne lære dem at dække et morgenbord, mon der findes kurser? :-)
      Det vigtigste var at han havde sørget for fejlring, og som han sagde, jeg synes du skulle sove længe. Til gengæld sang han fødselsdagssang for mig til aftensmaden :-)

      Slet
  9. Hjertelig tillykke med fødselsdagen. Jeg var spændt på hvilket syn, der ville møde dig i køkkenet :-) og blev rørt over, at landmanden havde markeret med flag og gave. Jeg håber, du får lov til at have dine fridage for dig selv.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Betty. Og jeg blev også rørt.
      Jeg satser på fridagene, men tager en dag ad gangen.

      Slet
  10. Godmorgen Lene - og sikke et skønt indlæg. Allerførst hjertelig tillykke med fødselsdagen. Uanset hvor gammel man bliver, så er det altså værdifuldt at nogen husker en på netop den dag. Og det med flaget er jeg stor fan af :-) Alt godt til dig i dit nye år. kh Jette

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Jette. Jeg er helt klart fan af opmærksomhed og flag på min fødselsdag :-)

      Slet
  11. Et forsinket - men velment tillykke på fødselsdagen!

    SvarSlet
  12. Tak Hanne, nej vi er jo forskellige hvad angår fejringer.
    Det er en smuk sang, og din oplevelse passede da rigtigt godt til sangen

    Tak jeg skal vist lige finde mig selv, før jeg kan nyde dagene. Lige nu slapper jeg bare af.

    SvarSlet