Skrækscenariet

er, hvis vi er mange sundhedsprofessionelle, som bliver ramt af Coronavirus/ Covid-19 sammen med resten af befolkningen. Så får vi virkelig et problem, også selv om vi "kun" skal i karantæne. Så vi aflyser møder/undervisning, hvor der indgår folk fra andre afdelinger eller folk i flere vagtlag. Vi spritter hænder, vi holder afstand, der hvor vi kan, trykker med albuerne på elevatorknapper osv. Jeg har fundet ud af, hvor tit jeg rent faktisk rører ved mit ansigt.

Det er som om ikke alle har forstået, hvorfor der sker disse tiltag. Men vi skal forhindre, at ældre og andre svækkede bliver ramt og vi skal forhindre, at sundhedssystemet synker i knæ, som det sker i Italien lige nu. Vi kan ikke undgå et coronavirusangreb, men vi skal have kurven fladet ud i stedet for en stejl kurve med ramte som i Italien. 

Jeg mindes stadig den februar for to år siden, hvor sygehuset/afdelingen var ved at nå bristepunktet for, hvad vi kunne klare. Der var influenzaepidemi, mon ikke det var dengang, hvor vaccinen ikke havde den rette influenzatype? Covid-19 er langt mere smitsom, jeg læste i dag, at den har en fordoblingstid på seks dage. Og hvis ikke vi gør noget for at dæmme op for forløbet, når sundhedsssystemet sin maksimale grænse i maj.

Hvor jeg for for ti dage siden syntes, medierne forsøget at piske en stemning op, så synes jeg, at de nu er mere sobre og oplysende. Vi skal ikke gå i panik, men vi skal tænke os om, og ikke blot ignorere rådene fra Sundhedsstyrelsen.

Så jeg holder mig væk fra det, jeg kan holde mig væk fra og passer mit arbejde. Og havde vores weekend i København været næste weekend, så ved jeg faktisk ikke, om jeg var taget af sted. Vi gjorde, hvad vi kunne, tog ikke offentlige transportmidler, kørte ikke i elevator sammen med andre på hotellet, sprittede hænder ofte og holdt afstand. Jeg skulle blandt andet besøge et menneske, som ikke ville kunne tåle virusangreb, heller ikke influenza, så der skulle ikke tages nogle chancer.

Og for at slutte af med noget helt andet, så er det interview om vores projekt på Mors, som jeg skrev lidt om her, nu blevet publiceret. Jeg har stadig svært ved, at fokus er på mig og min rolle, men det var betingelsen for, at journalisten kunne sælge artiklen. Og vil du se rynker en masse, så bare klik på linket, der er et nutidigt billede af en gammel sygeplejerske, som stadig brænder for sit fag.

Her regner det og jeg længes efter sol og tørvejr.