Navlebeskuende

Udover at nyhedssider/kanaler vælter ud med nye vinkler på den tid vi er i lige nu, sker der ikke meget for mig, og så kan man nemt blive navlebeskuende. Lad det være klart, at jeg har lukket ned for coronatanker, de gør mig ikke noget godt, så derfor får de heller ikke lov til at fylde mit indlæg, så hellere lidt navlebeskuende adfærd.

Fra at ligge nærmest total brak foran en skærm de første afspadseringsdage har feriedagene fået lidt mere indhold. Men stadig har jeg svært ved at holde fokus i længere tid ad gangen, blandt andet mangler jeg at se Fisherman's Friends færdig på Filmstriben. På trods af at jeg valgte den pga Madames anbefaling og ikke mindst en kommentators ord om, at det var en af de få film, der ender godt, hvilket er et kriterium hos mig, især i disse dage. Ja så kan jeg ikke holde koncentrationen fangen, og zapper væk lige så snart, der er en snert af noget, der måske kan gøre lidt ondt eller at hovedpersonen er ved at dumme sig. Lige nu smågriner jeg lidt af mig selv og min reaktion.

I stedet for har jeg genopdaget bagelysten, landmændene har fået brunsviger og kanelsnegle. Jeg har knækket koden og endelig bagt et brød, som landmanden efterspørger i stedet for bagerbrødet. Det er såmænd Verdens bedste brød i Valdemarsros udgave. Og det bestod Paul Hemingways test med en finger, der presses ned i krummen, og krummen rettede sig ud med det samme. En ny dej skal røres sammen i aften, lige som jeg skal have afprøvet disse lækre kardemommesnurrer efter anbefaling fra Nom de Mie.

Jeg er faldet i en skøn lydbog, som nydes i små doser jævnfør indledningen om koncentration. Det litterære apotek er en smuk fortælling om kærligheden, at finde sig selv igen og samtidig turde se sine fejl i øjnene uden at lade dem ødelægge livet.

Jeg strikker og i dag har jeg fået hæftet tråde på flere karklude, et sjal og en sok. Det føles godt og jeg øver mig i at anerkende de små projekter, jeg får færdig.

Landmanden har travlt, hver dag sidder han ved sorterbordet og sorterer kartofler. Imens svinder vandet fra markerne med det skønne vejr, vi har. Mine gåture bliver ofte sidst på eftermiddagen eller først på aftenen. I går nød jeg solnedgangens pensel male himlen smuk over der, hvor jeg bor.

Tankerne går mod øst til mine børn og mod nord til min svigerdatters hjemland og hendes familie. De går videre til min og landmandens familie spredt ud over Danmark. De fortsætter til venner og bekendte, hvordan mon de har det? Og så ender de på min afdeling og hos mine kolleger. På mandag skal jeg se dem igen, det glæder jeg mig til. Jeg glæder mig til at skulle trække i uniformen og gøre gavn med det, jeg er bedst til, nemlig sygepleje.