Ind i stilheden

 For 3. gang gik jeg ind i stilheden. For 3. gang kom jeg ud af stilheden klogere, genopladet og fyldt med taknemlighed over at få den mulighed.

Ja sådan skrev jeg og sådan fortalte jeg også de andre deltagere, men det er jo løgn. Jeg har været på retræte i 2010, 2012 og 2018.  Så det er min fjerde gang. Tænk at hukommelsen sådan har spillet mig et puds. Godt jeg har min blog :-)

Alle fire gange med den samme fantastiske præst, Charlotte. Jeg håber virkelig, at der ikke skal gå så lang tid igen, før end Charlotte arrangerer en ny retræte. Jeg har en vision om at kunne deltage hyppigere end nu.

For andre lyder det underligt, at jeg frivilligt tager på forlænget weekend (fra torsdag aften til søndag eftermiddag) med 9 andre deltagere, hvor vi ikke taler sammen. Vi gør en masse sammen og vi gør en masse for os selv. Men for mig var det godt, igen, igen. Jeg var så træt, mine tanker stod i kø, nu hvor jeg ikke talte. Her kunne jeg hvile, her kunne jeg skrive mine tanker ned, her kunne jeg læse, her kunne jeg strikke, her lå min mobil på sengebordet konstant sat til lydløs. Den kom med mig, når jeg gik tur alene i skoven. Her fungerede den som mit kamera og en livline, hvis jeg nu skulle fare vild eller falde og kom galt af sted. Det gjorde jeg ikke.

Det er svært at forklare den fantastiske oplevelse, det er at være sammen med andre i stilhed. Den forbundethed, der opstår med mennesker, man ikke kender på forhånd. Vi skal ikke bruge tid på at spørge ind til hinandens liv, vi skal blot være stille sammen. Og det at vi havde valgt en retræte med en kristen grundtone bandt os også sammen. 

Og hvilket fantastisk vejr vi havde, solcremen blev brugt, vi kunne sidde med døren åben ud til terrassen under måltiderne og terrassen blev også flittigt brugt til læsning og strikning.

Der findes forskellige former for retræte, hvor man gives mulighed for at trække sig tilbage fra hverdagens hektiske tempo. Som skrevet var dette en kristen retræte, de kan være bygget op på mange forskellige måder, men stilheden er et vigtigt element. Charlotte har bygget sine retræter op over et tema, denne gang Helligånden, og med faste holdepunkter gennem dagen, og det skaber ro og frihed til at fokusere på fordybelse.

Hver morgen vækkede Charlotte os med morgensang kl 8. Jeg havde været oppe i et stykke tid, jeg nåede dagens første vandretur i skoven inden kl 8 og et bad, så jeg kunne sidde på mit værelse i ro og mag og nyde hendes sang.

Kl 8.30 mødtes vi i andagtsrummet til bøn og sang. Det var en fast form med bønner med veksellæsning, tekstlæsning fra Biblen, sange fra salmebogen og Taizesange

Herefter var der god morgenmad lavet af den praktiske leder. Vores opgave bestod  på skift i at rydde af bordet og vaske op/sætte i opvaskemaskinen. Mens vi sad og spiste, blev der spillet dæmpet musik. Ingen tale, men en opmærksomhed på hinanden, om nogen manglede noget. Vi fik det lækreste mad under hele retræten. Susanne talte virkelig kærlighedssprog gennem sin mad, som hun havde sagt, inden vi gik ind i stilheden. Selv om vi begge er landmandskoner, er hun virkelig en rigtig landmandskone, sådan som jeg forstår det. Jeg er bare en wanna-be :-)

Første meditation kom herefter. Jeg må erkende, at mine tanker af og til fløj af sted, men det lod jeg dem gøre og undervejs kom stilheden også i mit indre. I år var der ingen guldsmed, men derimod en sommerfugl, som hjalp mig til at fokusere. 

Så gik jeg en tur, fandt en kristen bog i biblioteket eller strikkede.

Før frokosten mødtes vi igen til bøn og læsning og efter frokosten gik jeg ofte en længere tur. Naturen var så smuk, de lysende grønne bøgetræer, de små lysegrønne skud på grantræerne, de mørkegrønne ældgamle grantræer, mine sanser fik lov til at indtage det hele.

Den tredje af de fire bønner foregik før aftensmaden. Om aftenen var der igen meditation, herefter samledes de fleste i stuen, hvor der blev læst godnathistorie. Desværre døjede jeg meget med smerter, fordi vi sad meget ned, så jeg valgte den ene aften at ligge i min seng og læse i stedet. Ubevidst fik jeg valgt bøger, som gik lige ind i de tanker jeg havde og de temaer, teksterne på retræten handlede om. Så min notesbog blev flittigt brugt til at skrive gode ord og mine tanker ned.

Nattebønnen var 21.30 og for mit vedkommende var det så i seng med det samme derefter. Jeg sov trygt og godt og vågnede klar til en ny dag i stilhed.

Nu har jeg så været ud i stilheden i knap en uge, hverdagen tonser af sted, men når jeg tænker på opholdet, falder pulsen. Jeg øver mig i ikke at tage mobilen frem hver eneste gang, jeg ikke laver noget andet. Jeg øver mig i at være i nuet, at fastholde opmærksomheden på mennesker omkring mig i stedet for at tænke, hvor jeg skal være om lidt eller det jeg mangler at få lavet eller drømme mig væk til noget helt andet. Jeg øver mig.

Det er Kristi Himmelfartsdag, der var nybagte boller til formiddagsteen, så de to landmænd kunne mærke, at denne dag ikke bare er en almindelig arbejdsdag. Der sættes kartofler og vejret er skønt. Vi skulle egentlig have haft besøg fra Norge, men flyforbindelser og afslag på en fridag har gjort, at vi må savne den lille familie og se frem til, at vi kan finde en weekend, hvor vi kan køre til Norge. I går fik vi fine billeder fra 17. maj festlighederne, og S kunne stadig passe det smukke strikkede 17. maj sæt, som hans mormor strikkede til ham sidste år. De havde øvet sig i børnehaven med at gå optog. Det glæder jeg mig til at høre mere om.  

Små kærlige hilsner fra to af kvinderne, da de dækkede bord.

Haven venter insisterende på mig, jeg må finde en lydbog frem og huske på landmandens ord, da vi for 40 år siden flyttede ind på gården: du må lære at elske havearbejde. Det har jeg så ikke lært, men jeg har lært at arbejde, så over middag vil jeg kaste mig ud i det. Og nu er der bagt gulerodsmuffins til eftermiddagsmadpakken. God Kristi Himmelfartsdag til dig.

den tekst fremkaldte et smil, hver gang jeg gik forbi opslagstavlen i gangen