De fejrer det med rundstykker og her går jeg rundt i sutsko

og gør mig klar.

I dag har vi premiere på, ja hvad skal vi kalde det? Det korrekte navn er vel opfølgning efter en blodprop eller blødning i hjernen, nogen kalder det hjerneskole, andre kalder det hjernerehabilitering. Faktum er, at det jeg har ønsket og arbejdet for i mange år, nu skal afprøves for første gang hos os. Og hos os er faktisk forkert, for det sker i den kommune, som patienten kommer fra. Det er et projekt, derfor er det heller ikke (endnu) et fast tilbud, som vi har udarbejdet sammen med den pågældende kommune. Det fejrer de med rundstykker inde på afdelingen. Jeg arbejder hjemme, indtil jeg skal af sted.

Fire gange to timer mødes patienter og pårørende, de får mange forskellige oplæg og de får mulighed for at tale sammen, at udveksle erfaringer sammen. Erfaringer om hvordan det er at komme hjem, nærmest uden følger efter et Stroke(blodprop/blødning i hjernen) og så alligevel finde ud, at hverdagen ikke er, som den plejer at være. De er blevet rystet, de skal finde tilbage til hverdagslivet, de skal finde ud af at tage medicin forebyggende resten af deres liv, de skal finde ud af, hvordan de selv ved hjælp af kost, motion, rygestop og andre ændringer af vaner kan forebygge, at en ny blodprop sker. Og det tager tid, og måske kan vi hjælpe dem til at mestre den situation, det er i hvert fald vores hypotese. Vores studie påviste, at der sker fejlfortolkninger af kroppens signal, at de mangler nogen at spørge, når de bliver i tvivl derhjemme, at de mangler viden om Stroke, og at de efterlyser at mødes med nogen som dem selv.

Min søvn har ikke været den bedste i denne uge, sådan er det bare. Jeg kan mærke, at jeg er nervøs. Jeg kan sagtens holde oplæg sammen med alle de andre, vi har fået til at komme. Jeg kan sagtens være tovholder. Det er ikke viden og erfaring, jeg mangler. Men det er nye stier, jeg går på, og jeg glæder mig til at høre den evaluering, som patienter og pårørende skal deltage i bagefter. Har vi ramt rigtig indholdsmæssigt og formmæssigt? Vi får se. Den eneste måde, at vi kan blive klogere på, er at turde gøre det og så lytte og blive klogere undervejs. Det er et projekt, og vi får chancen en gang mere først i det nye år, hvor erfaringen fra dette forløb skal bruges til at gøre det endnu bedre næste gang.

Nu må jeg vist hellere komme ud af sutskoene, få et bad, smøre madpakken, for jeg skal på en lang køretur. Jeg glæder mig og samtidig får jeg den velkendte følelse af, hvorfor jeg dog altid skal forsøge at træde nye stier. Det er nemmere at gå ad de gamle veje. Det er så også lidt kedeligt. Og for min hjerne er det god motion. Må din  hjerne blive motioneret i dag og få lov til at gå ad nye stier. God torsdag til dig.

Mobilbilleder, øjebliksbilleder på hvor jeg var lige på det tidspunkt, men som vel også kan illustrere det at gå nye veje, at der er meget at glæde sig over, men at man kan fare vild undervejs, føle sig i mørket og glad for at finde en vejviser.