Stilhed iblandet bladenes larm

Jeg har efterårsferie nu. Det har min mand ikke. Vores børn har heller ikke fri og deres weekender er fyldt op, så ingen tur til København lige nu. Jeg kunne mærke, at jeg havde brug for at gøre noget, som gør mig glad. Og det noget formede sig mere og mere til en vandring. En vandring i stilhed, en vandring i små bidder, en vandring både mentalt og fysisk.

Første bid blev taget i går. Jeg pakkede rygsækken med te, mandler, chokolade og vand og drog til Tranum. Her gik jeg ruten Tranum-Fosdal sidste sommer sammen med mine to søstre. Det var de eneste tre timer, der regnede den sommer (overdrivelse fremmer forståelsen), så jeg havde længe haft lyst til at genopleve ruten. Det blev den skønneste tur. Vejret var perfekt, sol det meste af tiden, en kort overgang en lille byge, men ikke noget, der generede.

Det er en hård rute, der er mange op og nedture, der er trapper, der er smalle stier, som er våde og hvor man skal se sig for, men der er også skønne farver, smukke udsyn og en stilhed. Stilheden var der på trods af at jeg af og til mødte mennesker, men langt det meste af tiden gik jeg alene.

Jeg kunne høre vindens leg med træer og blade. Indimellem tog det til, så det lød som en storm, når alle blade var i aktivitet sammen med træernes vajen. Bladene dryssede indimellem langsomt fra træerne, og de fandtes i mange farvenuancer.

Der var ro til at tænke, ro til at lade tankerne gå på langfart. Og således vendte jeg hjem godt træt og nød resten af lørdagen med boglæsning og lidt seriekiggeri.