Der sker ikke så meget og så alligevel

Her på gården står september og oktober i arbejdets tegn. Sådan er det, og hvor jeg tidligere på det her tidspunkt begyndte at blive irriteret over, at alt er sat på stand by, så glæder jeg mig nu over gode tørvejrsdage med sol, hvor der tages kartofler op. Jeg glæder mig også over, at vi kun er os to på gården. Førhen skulle jeg også tænke på, hvordan vores børn skulle tilgodeses i den travle tid. Nu er det mit arbejde, der skal kombineres med travlheden på gården. Solen gør godt og latter gør godt.

Jeg glæder mig også over min afdeling. I dag har vi grint meget på afdelingen, det gør vi nu tit, og den latter samt sammenhold og kollegial støtte gør, at vi kan være i det hårde job, som det er. Mine kolleger har alt for travlt, især i dagvagterne. Aftenvagter og nattevagter skal fungere og have en vis portion af erfarne kolleger, det kommer så til at gå ud over dagvagterne, hvis der er sygdom eller af anden årsag mangler folk. I weekenden er det min tur til at have dagvagter, så ved jeg, at jeg er godt brugt søndag aften, men også at jeg har haft en god weekend sammen med kolleger.

Gårdens rytme kører som den har gjort i 37 år, og det er som sagt en fornøjelse at tjekke vejrudsigten de her dage. Folkeholdet er det bedste, vi har haft i flere år, der er humor, samarbejde og en rigtig god stemning. Det gør mig glad at opleve. Jeg får jævnlige roser via landmanden for mine eftermiddagsmadpakker, hvor der i år er mere hjemmebag, end der plejer at være (det skal da sætte sit præg efter alle de engelske bagedyster, jeg ser). Det gør mig også glad.

Ikke desto mindre kan kombinationen af mine to arbejdsområder sommetider påvirke min hjerne.
I går glemte jeg at sende lønindberetning for folkeholdet, heldigvis var lønservice på vores landbocenter så søde at acceptere indberetning med en dags forsinkelse. Så nu skal jeg da ikke ud i selv at udregne løn, udbetale den via kontooverførsler og modregne ved næste lønindberetning. Af hjertet tak til de søde medarbejdere.

Jeg glæder mig også over og under min søster den femdages retræte, hun er på i stilhed. Det er det samme sted, som jeg tidligere har været tre gange og hvor hun var med mig sidste gang. Jeg kunne desværre ikke komme med, så samtidig ærgrer jeg mig, for jeg trænger til stille dage med tid til eftertanke og påfyldning. Det dur bare ikke, når der er så travlt både herhjemme og på arbejde. Jeg håber, at jeg kan finde en retræte på et andet tidspunkt, der passer ind i sygeplejens og gårdens tid. Det vil jeg glæde mig til.

Og med søndagens stemningsbilleder fra en kollegas kobberbryllup, hvor familien havde arrangeret aftensang med deltagelse af venner og kolleger, vil jeg lukke computeren og ønske dig en god nats søvn.