Selvfølgelig skete det, det kunne jeg have sagt mig selv. Kombinationen af at vende rundt fra nattevagt og arbejde sent om aftenen med undervisning resulterede i lysvågen roterende sygeplejerske i seng. Så jeg stod op og fortsatte arbejdet, vaskede op og overvejede at gå i gang med sconebageriet, det gjorde jeg så dog ikke. Jeg gled ud på et skråplan og drak et glas rødvin i håb om at kunne falde i søvn. Det hjalp nu ikke synderligt, men på et eller andet tidspunkt i nat faldt jeg dog i søvn. Jeg havde aftalt med min chef, at jeg arbejdede hjemmefra til klokken halv ti, så derfor valgte jeg arbejdet i aftes og bageriet til morgen. Nu er scones bagt, nu håber jeg bare at der er en ovn, som kan lune dem i aften.
Nå men tilbage til overskriften, her midt nat læste jeg om den gamle veteransoldat, som havde levet alene og uden familie i sine sidste år, og hvor nogle indrykker en notits i avisen i håb om, at militærpersonale vil komme til hans begravelse. Budskabet spreder sig på de sociale medier og det ender med, at der dukkede 300 mennesker op. Nu fortæller historien ikke noget om, hvorvidt den gamle mand havde et ønske om at blive æret ved sin begravelse af militæret, blot at han ikke har noget familie, der kan deltage i begravelsen. Historien fortæller heller ikke noget om, hvorvidt den gamle mand havde nogle få venner, og om det er dem, der indrykker notitsen. Lige dengang jeg læste historien, tænkte jeg, skulle de mennesker ikke have været der, da den gamle mand var i live? Er vi blevet et samfund, der passer os selv og mennesker, der ikke selv rækker hånden ud for selskab, de dør ensomme. Og hvordan finder man de, der er ensomme, men som ikke viser det? Vi er blevet gode til at vise sympati efter, f.eks efter et dødsfald, det er nærmest blevet kutyme at lægge blomster, der hvor et uheld eller et drab finder sted. Men er vi blevet gode til at turde være nær, når livet er tungt og svært? Sådan kan man blive lidt småfilosofisk en søvnløs nat efter et glas rødvin.
Uanset søvn eller ej, så vender jeg først tilbage til gården sent i aften, jeg satser på at godt selskab på arbejde bærer mig igennem. God onsdag til dig.
.. tak i lige måde Lene.
SvarSletDer var meget som ikke blev fortalt i den historie. Jeg tror godt vi kunne blive bedre til at reagere proaktivt, i stedet for den reaktive tilgang vi ofte ender i. Lige præcis hvordan vi hver i sær kan ændre det ved jeg ikke, men jeg ved det starter hos os selv og ikke hos de andre eller samfundet.
Inge, det starter hos os selv, jeg er helt enig :-)
SletJeg ved ikke, om Inge mener det samme, som jeg vil skrive nu - med fare for at blive lynchet:
SvarSletJeg tror, at ensomhed (oftest, men dog ikke altid) er selvforskyldt. Man kan selvfølgelig ikke fremskaffe en familie, (som gider heller ikke én, hvis man fx er et gammelt brokkehoved), men man kan skaffe sig venner, bekendte, et aktivt liv osv.
Der kommer ikke nye jobs dumpende ind ad brevsprækken, det ved vi alle, men det gør venner og omgangskreds altså heller ikke. Proaktivitet må komme fra den (måske) ensomme; ikke fra det omkringværende samfund. Nogle vælger, af forskellige årsager, frivilligt ensomheden.
Jeg ville ikke selv opsøge ensomme mennesker; dertil har jeg for travlt, men hvis et ensomt menneske søger mig, vil jeg give mig tid til at være der for det. Det er ens eget ansvar ikke at blive ensom, hvis ikke man har lyst til at være det. Meget brutalt sagt, I know ... og der er flere aspekter: hvad nu, hvis man er fysisk ude af stand til at komme uden for en dør? Det giver nogle andre problematikker, men ikke uløselige - tænk bare på, hvor meget det giver en at bevæge sig rundt i blogland, fx :-)
Ellen, jeg er ikke enig med dig, ikke helt, fordi der kan være faktorer, som gør, at det er svært at erkende over for andre, at man er ensom. Men jeg er enig med dig i at som udgangspunkt må vi selv åbne munden eller bevæge os hen, hvor der er mennesker, og så håbe på at nogen "bider på krogen" ;-)
SletJo de burde måske nok have været der mens den gamle mand var i live, medmindre han selv sagde fra. Her i min svære tid oplever vi desværre at der er nogle af vores rigtig gode bekendte, bl.a.nogle af mc-vennerne hører vi ikke fra. Ikke engang en lille forespørgelse om hvordan går det, og så oplever vi så også støtte hvor vi slet ikke havde forventet det. Men det er meget skuffende når folk man har kendt i mange år, ikke reagerer. En lille hilsen ville have glædet os.
SvarSletAnnemarie, hvor er jeg ked af at høre om dine bekendte, som højst sandsynlig er bange for sygdom. Desværre er det ikke første gang jeg hører det, og så er det dejligt at høre, at andre har overrasket og turde være sammen med jer i en svær tid :-)
SletEn gammel - og klog - sygeplejerske sagde engang til mig, at vi jo ofte dør, som vi har levet. Som du gengiver historien, tænker jeg, at vi jo ikke ved, om den gamle mand har været ensom.
SvarSletVi ved jo ikke om han har levet alene i overensstemmelse med egne ønsker, eller han virkelig har været ensom. Vi er jo alle med til at skabe vore egne liv og omstændigheder.
Når det så er sagt, så har jeg også ofte undret mig over det enorme opbud af sørgede, som samles omkring et dødsleje, hvor man ikke kan lade være at tænke, at de måske hellere skulle have aflagt visitten i løbet af livet.
Jeg prøvede selv, mens min far var syg, at blive tilkaldt flere gange, hvor han var blevet dårlig. Det var før mobiler og storebæltsbro, så det var meget nervepirrende, om jeg nu ville nå frem i tide. Til sidst måtte jeg finde en form for fred med at vide, at jeg havde været i hans liv og levet det med ham, også selv om jeg måske ikke kunne nå at være tilstede ved hans dødsøjeblik.
Henriette, nej vi ved ikke så meget om historien bag, og ordet ensom er som jeg læser det noget medierne har sat på. At være i hinandens liv og leve sammen er også for mig langt vigtigere end at være der ved sidste åndedrag :-)
SletDet er tankevækkende spørgsmål, du stiller? Vi ved ikke, hvad manden selv ville have ønsket. Jeg tror, nogle mennesker vælger at være alene. Andre glider ind i ensomhed, når de mister en ægtefælle, der har været initiativtagende. Så langt som helbredet rækker, mener jeg, vi selv skal gribe de muligheder, der er for kontakt og venskab omkring os. Men selv en lille hjerneskade eller lille blodprop kan ramme et menneske på evnen til at tage initiativ. Både Ældre Sagen og Røde Kors har besøgsvenner. Jeg har en veninde som er besøgsven for en kvinde, der har meget lidt kontakt med andre. Problemet er også, at familie og venner dør fra det menneske, der bliver meget gammel.
SvarSletBetty, og din sidste sætning er en rigtig god pointe,og hvor er det godt at nogen har overskud til at besøge andre :-)
SletHmmm... jeg finder det et interessant emne for det er noget jeg har tænkt på en del. Jeg har boet i forskellige lande og hver gang sammenlignet danskere med lokalbefolkningen og mere eller mindre blevet enig med mig selv om, at vi er lidt afstandtagende som folk betragtet. Vi kan ikke helt håndtere sygdom og død, i hvert fald ikke ansigt til ansigt med den ramte.
SvarSletJeg synes at de yngre generationer er ved, at ændre på det. De er ikke helt så berøringsangste som os "voksne" ;-). Desværre er vi nok for travle til, at stoppe op og se os omkring om der er noget vi kan hjælpe andre med. Selv har jeg kun overskud til, at dele ud af min deltagelse til familie og venner...og kun dem som værdsætter det.
Mai-Britt, nej sygdom og død gør os bange, og det er synd for der skal så lidt til og bare en sætning som ; jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige, jeg er så ked af det på dine vegne, kan betyde at modtageren føler sig set. Det er da dejligt hvis de unge ændrer på den praksis :-)
SletHar surfet lidt rundt på nettet og befandt mig pludselig midt i denne debat....mine tanker fandt af sig selv tilbage til engang, hvor jeg en periode arbejdede på et plejehjem. Det var sjældent, der var besøgende til de gamle mennesker, hvilket fik mig til at tænke på, hvordan jeg selv skulle ende mine dage. Som 17-årig flyttede jeg et års tid hjem til min morfar, hvilket gav mig et helt andet nært forhold til ham, end jeg havde haft tidligere. Selv om han var dement, havde vi mange gode stunder sammen, hvor jeg spillede hans gamle grammofonplader og hørte om hans liv. at han så troede, vi havde kendt hinanden i hans unge dage, gjorde såmænd ingenting. Men hvordan skal børn og unge få et nært forhold til familens gamle, hvis de kun ses en gang om måneden til en kop kaffe? Ikke at jeg vil tilbage til gamle tiders "aftægt", men vi deler efterhånden alle op : vuggestuebørn for sig, børnehaven er delt op i stuer for forskellige aldre og sådan fortsætter det livet igennem....og de gamle er nødt til at have kunstige tøjdyr i sengen til at trøste sig i ensomheden...Hurra hvor er vi et rigt land! Men hvad gør vi ? Plejehjemmet lotte er inde på noget af det rigtige, men de fleste steder er plejehjem bare en slags døds-fabrikker.
SvarSletUndskyld mine barske holdninger, jeg som endda bare lige kiggede forbi...
Kære anonym, tak fordi du skriver, her skal man ikke være enige. Vi bliver jo klogere af at lytte til hinanden :-) Og opdelingen i aldersgrupper har du ret i, så der må vi selv gøre noget aktivt, så vi møder forskellige mennesker med forskellige aldre.
SletTak og i lige måde Lene :-)
SvarSletJa vi kommer helt alene til verden og dør også alene! Ensomhed er for mig det punkt, hvor det går op for mig (det sker indimellem og er ikke sådan statisk), at jeg faktisk ER helt alene i verden, at jeg i bund og grund KUN har mig selv, at jeg når alt kommer til alt, kun kan stole på mig selv!
Det er faktisk skræmmende, både at opdage og erkende! Det kommer lidt i bølger...
Om vi er gode til, kunne blive bedre til osv.
JA jeg tænker vi godt kunne blive bedre til, at nære omsorg, spørger ind og give sig tid til, mens man lever og ER sammen med dem man holder af, det er jo reelt for sent den dag, de er taget herfrA!
Vi kunne jo starte med at tænke over vores egen selvfremstilling, gennem bl.a. brug af medierne, vi (mange) fremstiller det "gode billede", den "gode historie", illusionen, glansbilledet osv. Det kan der være rigtig mange grunde til... Tænk bare på den kliche "hvordan går det"? Det går fint tak... Hvornår spørger vi en takt dybere, går det rent faktisk godt, og har vi tid/lyst til at høre og forholde os til dét, hvis ikke det gør...
Nåh sikke mange tanker, tak for fordydelsen, håber ikke det blev for volapyk :-)
Ha´ en fin onsdag aften, og i nat sover du nok bedre...
Kram OddStyle
Tak Tina, jeg forstod dig :-) Kropssproget der ledsager spørgsmålet er vist meget afgørende for om man får et standardsvar retur.
SletHåber dagen gik bedre end natten:-)
SvarSletCharlotte, meget bedre, tak :-)
Slet