TIDSSLAVE?

Charlottes kommentar til forrige indlæg fik mig til at tænke over om jeg hænger mig i klokken. Fokuserer jeg for meget på tiden?  Jeg har nærmest aldrig ur på qua mit arbejde, og den vane har jeg så også herhjemme. Jeg kan sagtens have et ur på, hvis jeg er i byen, men det ryger af, så snart jeg er hjemme igen. Men jeg noterer mig altid tiden, når jeg går forbi et ur, det sker helt instinktivt (og jeg har ur i badeværelset og køkken samt selvfølgelig på computeren og mobilen) Og jeg kom frem til, at det må være pga. mit arbejde. Som sygeplejerske har jeg en meget stor koordinerende funktion, og til tider er jeg og mine kolleger dødtrætte af den funktion. For alle andre forventer, at vi har styr på tider til dit og dat, at vi altid rykker vores gøremål, når patienten skal til undersøgelser, skal ses af læge, fysioterapeut, ergoterapeut, talepædagog, socialrådgiver osv. Jeg vil hellere bruge min tid på det, jeg også skal, nemlig at hjælpe patienten med at blive vasket, at komme på toilettet, at få ro til at spise, at få spist, at få hvilet, at føle sig velorienteret om planer og træning, at kunne se et håb i fremtiden. Jeg vil hellere bruge tid på at hjælpe pårørende med at føle sig velorienteret og støtte dem i at kunne hjælpe deres kære i en svær sygdomssituation. Så tiden flyver af sted, og hele tiden bliver tider ændret. Der er medicin, der skal gives på bestemte klokkeslæt, der er stuegangsbeslutninger, der skal udføres, det kan være bestilling af blodprøver, det kan være ny medicin, det kan være kontakter til hjemmeplejen, det kan være aftaler med andre afdelinger, osv. osv. Og alt skal dokumenteres, gerne med klokkeslæt. Så tiden skal jeg have styr på, hele tiden. Og derudover har jeg så også en funktion som vejleder, når jeg er med i plejen. Jeg skal have overblik over, om mine nye kolleger har brug for hjælp, jeg skal have overblik over, om de studerende og elever, jeg er koblet til den dag, har brug for hjælp. Jeg elsker mennesker, der siger til og fra i forhold til det, de bliver bedt om. Det er vigtigt for mig at kunne stole på, at de kender deres kompetencer.

I dag har jeg sagt fra, jeg har aflyst en tværfaglig lærende konference, som jeg skulle stå for i morgen. Selv om det kun var en halv time, var der megen forberedelse til det, det skulle jeg så lave på min fridag i dag. Derudover er vi ikke så mange erfarne kolleger på arbejde i morgen, så jeg følte ikke, at tiden var til, at jeg gik fra. Og der ville ikke blive megen tværfaglighed over konferencen i og med, at mine kolleger højst sandsynligt ikke kunne deltage pga. nok at se til. Modsat ergo og fysioterapeuter kan sygeplejerskerne ikke sige desværre, vi kan ikke nå at give dig mad eller medicin eller bad eller hjælp til toiletbesøg. Terapeuterne er konsulenter på afdelingen, de booker deres kalender med tider, og hvis  de skal til undervisning, bliver det booket ind i kalenderen. De arbejder lineært, “jeg skal det klokken dit og så det klokken dat”. Sygeplejersken arbejder derimod cirkulært, hun ved at der hele døgnet er sygeplejersker, der kan fortsætte arbejdet. Sygeplejersken kan godt planlægge sin dag fra morgenstunden og inde i sit hoved have ca. tider, men mennesker er mennesker, så hvornår fru Hansen lige skal tisse eller har energi til bad kan være forskellig fra i går til i dag, så planer er til for at ændres. Og det bliver de! Hele tiden! Jeg er endnu ikke kommet gennem en dag, hvor alt er gået som jeg planlagde det om morgenen. Det er så også det, jeg kan lide. Mennesker er mennesker, og det er så berigende at få lov til at hjælpe, støtte og vejlede, når mennesker har brug for hjælp og samtidig lære et nyt menneske at kende, som kan lære mig nye måder at se tilværelsen på. Lidt lige som I gør med jeres kommentarer. Se nu bare hvad Charlotte satte gang i af tanker om tid hos mig. God torsdag til jer.