LØRDAGSLYS

Fredag eftermiddag var blevet til midt aften, inden jeg vågnede af min eftermiddagslur, så det blev lørdag, før jeg gik i seng. Til gengæld nåede natten og mørket helt at forsvinde, inden jeg stod op. Målet var at sove længe, lige så længe jeg kunne, det rakte til 8.30, da landmandens mobil ringede (han havde nemlig også taget samme beslutning). Vi nåede morgenmåltidet sammen, inden han tog ud på krondyrjagt på vores egne marker. Nu sidder han i et jagttårn med varm te i termokanden og en madpakke, jeg håber, han kan holde varmen. Istvan og jeg hygger os inden døre, hygger er måske så meget sagt for Istvans vedkommende, for han ville hellere have været med på jagt. Men han hyler dog ikke og ligger stille midt på stuegulvet.

Morgenlyset glimtede så fristende i frosten, så jeg måtte ud og trække vejret dybt ned i lungerne og nyde, at alt ser meget smukkere ud i solskin og frostvejr. Tanker tænkes, mens jeg går rundt om gården, tanker om dæmoner og taknemlighed. Dæmoner beskrives på sproget.dk som en af tilværelsens mørke, ubevidste kræfter. Det lyder dystert, og egentlig forbinder jeg det ikke med mig selv, og så alligevel. En af jer skrev en gang til mig, da jeg skrev om mine svingninger humørmæssigt fra dybe dale til høje bjerge, at det egentlig var rart at høre, at jeg også havde mine dæmoner at slås med. Mon ikke vi alle har det? Men sådanne dæmoner kan blive ubetydelige, når jeg så møder mennesker, som slås med sygdom og død, eller hvor deres børn har det rigtig svært psykisk. Så er det, at jeg trækker på skulderne og siger pyt til de mørke tanker inden i mig, og fokuserer på alt det, jeg er taknemlig for i livet. Og på sådan en skøn frostglimtende novemberlørdag bliver det tanken om en landmand, som har føltes så fjern (pga. mange gøremål) og som pludselig tog fat i sin kone og dansede rundt i køkkenet fredag aften eller tanken om at jeg midt i december skal være sammen med både mine børn, mine søskende og deres børn.

Taknemligheden bredes også ud til mine skønne kolleger, vi er i en svær tid lige nu, hvor der er mange ting, der skal gå op i en højere enhed, og hvor der er meget travlt. Andre steder har den organisering, som vi skal have efter nytåret, betydet, at mange erfarne sygeplejersker flygtede fra afdelingerne. Ikke fordi det ikke er den rigtige beslutning, for det er det, men fordi der ikke blev tilført mennesker nok, både blandt læger, sekretærer, terapeuter, portører og sygeplejersker, og jeg kan godt få ondt i maven ind i mellem over, hvordan det skal gå. Vi vil det her, og vi er heldigvis en del erfarne kolleger, men vi har fået og får nye kolleger, som gerne skulle læres godt op i sygeplejen til mennesker med akut apopleksi. På mine sorte dage bliver fremtiden sort, jeg har ingen tiltro til, at der bliver tilført det, der skal til. På mine lyse dage mærker jeg den gejst og vilje, der er i alle lag for, at det her skal lykkes godt. Så jeg vælger lyset og taknemligheden, også i dag.

God lørdag til dig.