SÅ SIDDER JEG HER

Dagens oplæg og foredrag er over, jeg har en time til at slappe af i, inden middagen er på bordet. Der bliver ikke tid til afslapning under spisningen, for vi er blevet blandet ved bordene, så vi repræsenterer forskellige landsdele, faggruppe og ansættelsessteder.
Jeg er træt, og min krop skriger på ordentlig mad. Jeg tog hjemmefra klokken ni på en rugbrødsmad med ost og morgenmad. Vi ankom klokken kvart i et og der var cookies, frugt og te. Jeg var så sulten, så jeg spiste alt for mange cookies og senere kage samt frugt og smoothies, så jeg har simpelthen fået alt for meget sukker.
Det har været spændende oplæg, men størst indtryk gjorde en beretning fra en pårørende, som samtidig også er en meget kompetent læge inden for rehabilitering i psykiatrien. Jeg kunne genkende tankerne om, at man bruger mange penge på at redde liv, men at få bevilget ergoterapeut kommunalt, så  hendes mand kunne nå målet om at være den, der stod selvstændigt for maden i familien som tidligere, det kunne de ikke få. De havde ressourcer både mentalt og økonomisk, men hvad med dem, der ikke har det? Jeg kan godt blive trist, for det vigtigste må være at redde mennesker til et værdigt og meningsfuldt liv. Noget af det Lene Eplov sagde, og som du også kan læse her (side 18) er, at håbet er det vigtigste. Selv om det ikke altid er realistisk, det patienten sætter som mål ud i fremtiden, så måtte LE erkende, at man skal være realistisk i nutiden og bevare håbet for fremtiden. På den måde støtter man patienten til at kæmpe for at komme tilbage, og undervejs bliver målene justeret af patienten og ikke af fagpersoner eller pårørende.
God fredag aften til dig.