TUSMØRKE

Jeg VED det jo godt. Der kan ikke være tusmørke her om morgenen, men sådan føles det.

Lyset vil ikke ikke rigtig komme frem, jeg er træt, og en vis sløvhed efter julens mange aktiviteter har indfundet sig, samtidig er der helt stille i huset. Helt stille var der nu ikke før, for Istvan irriterede Laika i bryggerset, så han blev lige sat på plads, NU er der stille. Og jeg har tjekket, de har det godt nok begge to :-)

Landmanden hundefrøs, da jeg kom hjem i aftes, og i dag måtte han sætte medarbejderne i gang og gå i seng igen, det hører til sjældenhederne. Endnu mere sjældent er det, at jeg bliver syg, så jeg krydser fingre for, at den statistik holder. På arbejde er der mandefald af kolleger, men da vi samtidigt helt uhørt ikke har fyldt op med patienter, så var aftenvagten stille og rolig.

Jeg kom til at bevæge en patients arm, som er spastisk efter en tidligere blodprop i hjernen, så patienten græd af smerte. Det var kun en lille bevægelse i forbindelse med, at jeg skulle give en T-shirt på, men nok til at udløse smerten. Hold da op, som jeg blev ked af det, jeg var lige ved at græde, mens jeg undskyldte. Det gjorde så ondt, at jeg, som skulle hjælpe, blev den, der forvoldte smerte. En anden patient sagde, at jeg var hård, da jeg skulle sætte et liftstykke omkring patienten. Jeg ved, at jeg nemt får hårde hænder, når jeg arbejder, jeg har mange kræfter, men jeg prøver at huske mig selv på at være mild med mine hænder. Det lykkedes så ikke altid i går, det gjorde ondt, både på patienterne og mig.

Jeg øver videre i aften.

Må din dag blive god ved dig og dem du møder.