VENTEVÆRELSET

Jeg har måttet læse bogen i små bidder, fordi der var så mange gode sætninger, gode ord, som havde noget væsentligt at sige, og da jeg er hurtig til at læse, kunne jeg nemt være skøjtet hen over dem.

Venteværelset til døden. En ung mand får konstateret kræft i tungen, operation fjerner ikke kræften, og den vokser hastigt. Den unge mand er Jacob Harder, antropolog og direktør ved ISS, er gift med Helle og har en lille søn Sofus.

Da Jacob Harder er så syg, at Hospice kommer på tale, møder hospicesygeplejerske Rita Nilesen den lille familie.

Hun møder her en mand, som tænker mange tanker om det at leve, om det at have døden med i livet, om det at være sammen, om det at leve selv når man er døende, om det at erkende at også døende har noget at give de levende. Jacob Harder får det bedre og kommer hjem, og her fødes tanken om at skrive en bog sammen.

De sidste samtaler bliver på hospice, og til slut må Jacob Harder give slip på kontrollen over bogen og lade Rita Nielsen og hans kone redigere og udgive bogen efter Jacob Harders død i 2009.

JH mener, at vi levende ser døende som ofre, vi viser dem ikke den respekt at erkende, at de har noget at give os. Døende har erkendt, at det materielle fylder så lidt, når det virkelig gælder, døende ser verdenen på en ganske anden måde, og vi kan måske lære noget af dem.

Jeg blev så ked af JHs beskrivelse af hospitalsverdenen, hvordan han ikke følte, han blev set som menneske, men kun som en patient, der skulle have strålebehandling. JH nævner et eksempel, hvor han har et drop tilkoblet, han beder sygeplejersken om at koble det fra, så han kan gå ud sammen med sin søn og kone. Sygeplejersken kommer ind og kobler droppet fra, men taler overhovedet ikke med sønnen, er kun fokuseret på det instrumentelle. Det gjorde helt ondt, hvordan kan sygeplejersken lade være med at snakke med en lille dreng på 3 år, hvordan kan hun lade være med at snakke med den lille familie?

Jh snakker meget om relationer, om det at være sammen som mennesker og stiller det op mod den materielle verden, som han selv har været en del af.

Jeg kan ganske enkelt ikke opsummere denne bog, den rummer så meget, og jeg er glad for at jeg købte bogen, for den skal læses igen.

Her er nogle af JHs ord:

“Med hensyn til dødens venteværelse, så er det her, jeg befinder mig nu. Det er et rigtigt fedt rum og det har det været fra dag et”

“Den døende er både et fuldgyldigt menneske med en historie og en personlighed, og samtidig er den pågældende døende. Og den dødende har ret til at være døende på egne præmisser”

“Jeg har som døende oplevet, at jeg har meget at give de levende”

Jakob Harder citerer ofte en digter, Søren Ulrik Thomsen, og Rita Nielsen vælger at slutte bogen med strofer fra digtet Det værste og det Bedste:

“…det bedste er at gi op omsider

og pludselig mærke det hele begynde:

Det er det bedste for mig”

“det bedste er at jeg tror du lever

skønt jeg ved du er død:

Det er det bedste for mig”