søndag, januar 23, 2011

VENTEVÆRELSET

Jeg har måttet læse bogen i små bidder, fordi der var så mange gode sætninger, gode ord, som havde noget væsentligt at sige, og da jeg er hurtig til at læse, kunne jeg nemt være skøjtet hen over dem.

Venteværelset til døden. En ung mand får konstateret kræft i tungen, operation fjerner ikke kræften, og den vokser hastigt. Den unge mand er Jacob Harder, antropolog og direktør ved ISS, er gift med Helle og har en lille søn Sofus.

Da Jacob Harder er så syg, at Hospice kommer på tale, møder hospicesygeplejerske Rita Nilesen den lille familie.

Hun møder her en mand, som tænker mange tanker om det at leve, om det at have døden med i livet, om det at være sammen, om det at leve selv når man er døende, om det at erkende at også døende har noget at give de levende. Jacob Harder får det bedre og kommer hjem, og her fødes tanken om at skrive en bog sammen.

De sidste samtaler bliver på hospice, og til slut må Jacob Harder give slip på kontrollen over bogen og lade Rita Nielsen og hans kone redigere og udgive bogen efter Jacob Harders død i 2009.

JH mener, at vi levende ser døende som ofre, vi viser dem ikke den respekt at erkende, at de har noget at give os. Døende har erkendt, at det materielle fylder så lidt, når det virkelig gælder, døende ser verdenen på en ganske anden måde, og vi kan måske lære noget af dem.

Jeg blev så ked af JHs beskrivelse af hospitalsverdenen, hvordan han ikke følte, han blev set som menneske, men kun som en patient, der skulle have strålebehandling. JH nævner et eksempel, hvor han har et drop tilkoblet, han beder sygeplejersken om at koble det fra, så han kan gå ud sammen med sin søn og kone. Sygeplejersken kommer ind og kobler droppet fra, men taler overhovedet ikke med sønnen, er kun fokuseret på det instrumentelle. Det gjorde helt ondt, hvordan kan sygeplejersken lade være med at snakke med en lille dreng på 3 år, hvordan kan hun lade være med at snakke med den lille familie?

Jh snakker meget om relationer, om det at være sammen som mennesker og stiller det op mod den materielle verden, som han selv har været en del af.

Jeg kan ganske enkelt ikke opsummere denne bog, den rummer så meget, og jeg er glad for at jeg købte bogen, for den skal læses igen.

Her er nogle af JHs ord:

Med hensyn til dødens venteværelse, så er det her, jeg befinder mig nu. Det er et rigtigt fedt rum og det har det været fra dag et”

Den døende er både et fuldgyldigt menneske med en historie og en personlighed, og samtidig er den pågældende døende. Og den dødende har ret til at være døende på egne præmisser”

“Jeg har som døende oplevet, at jeg har meget at give de levende”

Jakob Harder citerer ofte en digter, Søren Ulrik Thomsen, og Rita Nielsen vælger at slutte bogen med strofer fra digtet Det værste og det Bedste:

“…det bedste er at gi op omsider

og pludselig mærke det hele begynde:

Det er det bedste for mig”

“det bedste er at jeg tror du lever

skønt jeg ved du er død:

Det er det bedste for mig”

Vildmosen januar 2011

18 kommentarer:

  1. Den skal vist læses. Tak for anbefalingen.

    SvarSlet
  2. Tak for anbefalingen, Lene. Jeg tænker, at han gjorde alt det, jeg sådan ønskede for min far, som ikke magtede det. Den må læses.

    SvarSlet
  3. Jeg lægger mærke til at du skrive, at JH mener at vi levende ser de døende som ofre...osv...vi kan måske lære noget af dem. Det er også min erfaring og indstillig - jeg må jeg læse den bog. Tak for anbefalingen.

    SvarSlet
  4. Tak for anbefalingen, den bog må jeg have fat i.. God søndag aften :-)

    SvarSlet
  5. Du milde, det må have været stærk læsning.
    Jeg har et par gange oplevet, at døende faktisk er meget glade for, hvis der er nogen, der gider/tør/har lyst til at tale om den forestående død.
    Vi kryber helst udenom, fordi det er for svært for os at tale om, men i virkeligheden har den døende et meget stort behov for at tale om netop det snart at skulle forlade denne verden.
    Det kunne denne bog måske lære os lidt mere om?

    SvarSlet
  6. En vigtig bog med et stort budskab. Tror slet ikke jeg ville kunne læse den pt. Ville nok tude :-)

    SvarSlet
  7. Suk...dit indlæg satte tanker i gang....

    SvarSlet
  8. En død kan faktisk være rigtigt smuk, men man bliver desværre ofte misforstået, hvis man tør sige det højt.
    Min egen fars død, var meget smuk. Det var dejligt at se de ende lykkeligt for os alle, selvom det selvfølgelig også var en svær tid.

    SvarSlet
  9. Selv tak Laura :-), jeg tror du vil finde mange guldkorn i bogen.

    Selv tak Liselotte :-),efter min mening får JH sat sig de spor hos andre, som han gerne vil.

    Selv tak Gitte :-) den bog sætter spor hos mig.

    Tak Inge :-) Jeg håber du vil synes om den.

    Ellen, JH siger bl.a at mennesker, som snakker med ham uden på et eller andet tidspunkt at nævne hans situation, ikke er mennesker, han gider at tale med. Alt skal ikke handle om døden, men hvis ikke vi tør erkende at livet for altid er forbundet med det faktum at vi alle skal dø, så formår vi ikke at leve livet fuldt ud.

    Miri, jeg ved ikke om jeg er blevet hårdkogt, men jeg plejer nok at græde ofte, men her er bogen så fuld af kloge samtaler, så jeg græd ikke :-)

    Moster tulle, selvom du skriver suk, så er tanker gode til at få sat livet i perspektiv.

    Pia, jeg er enig, og jeg har oplevet både min svigermor, min mor og min niece dø, hver på sin måde, men livet har i den grad været til stede også i døden.

    SvarSlet
  10. Det lyder som en meget væsentlig bog.
    I virkeligheden befinder vi os jo alle i dødens venteværelse.....

    SvarSlet
  11. Tak for anbefalingen, den havde jeg overset. Det er også min erfaring, at døende har noget væsentligt at give os, der endnu er tilbage. Det er en af grundende til, at aktiv dødshjælp ikke er en god ide, selvom jeg godt er klar over,, at der er mange vinkler på den problemstilling

    SvarSlet
  12. Eva, jeg synes den bog kommer med budskaber, vi kan blive klogere af.

    Selv tak Charlotte, og bogen er også en argumentation for det synspunkt, at vi alle berøves noget ved aktiv dødshjælp.

    SvarSlet
  13. Da min morfar lå for døden, sagde lægen til mig: "Synes du ikke også, at din morfar har levet et langt liv? 92 år er længe." Det var hendes måde at få mig til at tage beslutningen om at stoppe hans livsforlængende behandling... "Ved du hvad", sagde jeg. "Jeg synes du skulle spørge ham selv. Han er ved bevidsthed. At være 92 gør ikke et menneske debil." Og så gjorde hun nøjagtig det samme med ham - lagde ham ord i munden, så jeg var nødt til at gribe ind og forklare morfar, at det lægen forsøgte at sige var, at livsforlængende medicin kun ganske kortvarigt ville holde døden på afstand, og at det var hans egen beslutning om han ville standse medicinen eller ej. Han valgte at standse den. Men valget skulle bare have været hans fra begyndelsen af.

    Han døde mellem hænderne på mig nogle timer senere. Det var meget voldsomt, og har forandret mig som menneske, men jeg ville ikke være det foruden: Han var her, og han forsvandt, og jeg er glad for, at jeg var vidne til hans liv i hele mit.

    (mine forældre var ude at rejse. Det tilfaldt derfor mig at skrive dødsannoncen. Er man interesseret, kan processen læses på min blog, 1000 stemmer http://krabat.menneske.dk/kkblog/2010/06/13/min-f%C3%B8rste-d%C3%B8dsannonce_vagner_lundholm/)

    SvarSlet
  14. Kenneth, tak for din kommentar og velkommen her:-)
    Jeg er fuldstændig enig med dig i at selvfølgelig skal den, det drejer sig om, inddrages i beslutningen, når det kan lade sig gøre.
    Det gør noget ved en, når man får lov til at opleve døden.Jeg var ikke ved min mor, da hun døde, men de næste 24 timer efter hendes død står stadig for mig som nogle af de smukkeste timer vi som familie gav hinanden.
    Du kan evt læse om dem her:
    http://underet-er-at-vi-er-til.blogspot.com/2008/04/hjertevarme.html

    Og tak for dit link, de overvejelser du gør dig er en hjælp til andre i samme situation samtidig med at du får tegnet et smukt portræt af din morfar.

    SvarSlet
  15. Mit suk var et "tristhedssuk" med tanke på dem jeg har mistet alt for tidligt og tanker som "gjorde jeg nu det rigtige" og det tror jeg på jeg gjorde, men alligevel....kunne jeg have gjort bare lidt mere?

    SvarSlet
  16. Kære Lene, Det er første gang, jeg lægger en kommentar her hos dig, selvom jeg har læst din blog ind imellem i de seneste 2-3 år (bl.a. via Liselotte). Lige dette indlæg ramte mig lige i hjertekulen. Jeg mistede min mor i oktober 2009 efter 4 måneders sygdom.

    Lige fra allerførste dag talte vi om døden, min søster ville ikke, og min mor havde brug for og følte det naturligt at tale om det. Hun arbejdede som sygehjælper i mange, mange år, så hun har selv haft mange samtaler med døende og ønskede selv at være helt åben om sin egen sygdom.

    Det var en meget stor hjælp i mit eget sorgarbejde, at hun var så åben og hun inddrog på den måde langt de fleste, hun kom i nærheden af. Hun døde på hospice i Frederikshavn, og hvilket hospice, det var nok den bedste tid, vi havde overhovedet, de 5 uger på hospice. Jeg ville ALDRIG ha' været de måneder og uger foruden, og jeg fortryder aldrig, at jeg måtte svigte arbejde i en periode for at kunne være sammen med min mor. Hun havde en meget stor livsglæde og livsnysgerrighed men også en utrolig afklarethed omkring døden. Hun var parat. Og med den indstilling gjorde hun afskeden så meget lettere for bl.a. mig. Jeg vil huske på denne bog, men jeg ved slet ikke, om jeg er parat til at læse den endnu.

    Mht ikke at blive set, var vi meget heldige, tror jeg. Jeg har udelukkende godt at sige om alt plejepersonale inkl. hjemmepleje, vi havde kontakt med i den periode. Måske det også gør det lettere, når det er en person over 70 i stedet for en ung mand. Men jeg vil lægge mig Jacob Harder's oplevelser på sinde og aldrig glemme at behandle syge og døende på lige fod med alle andre. 1000 tak for dette indlæg, det fik mig lige et skridt videre.

    Mange venlige hilsner

    Solvejg

    SvarSlet
  17. Kære Solvejg, tak for din kommentar og velkommen her :-)
    Det gør mig ondt med din mor, men hvor har din mor givet dig en gave ved at være åben om sin sygdom. Min mor døde i 2008, også på hospice, vi var så glade for det sted, Hospice i Skive.
    Bogen løber ingen steder, jeg tror du kan mærke, hvornår du er klar til at læse den.

    SvarSlet
  18. 1000 tak for din kommentar, Lene. Jeg er helt enig med dig, det er en gave at kunne være så åben om noget så tabubelagt - og jeg værdsatte det. Når vi nu skal miste vore nærmeste, uden at der er tale om såkaldt "naturlige årsager", så er hospice noget af det mest geniale, og jeg er glad for at høre, at du/I også har haft gode oplevelser. De mennesker der arbejder på hospice, må være gjort af et helt specielt materiale. De gjorde en stor forskel for os. Ha' en god week-end.

    SvarSlet