Hvad er det, der er udslagsgivende for, om noget vinder indpas i hverdagen på en travl sygehusafdeling? Motivation, viden om at det virker, at det gør hverdagen nemmere?
For 1½ år siden stod jeg og to andre for et kursus for alle vore kolleger i apopleksisygepleje, her underviste vi i Affolter og Bobaths principper og underviste også i en ny lejringsteknik udviklet af en tysk bobath instruktør, og alle var begejstrede, de fleste syntes, at denne lejringsmetode var genial. Men så kom sommeren 2006, den værste sommer i afdelingens minde, der var så tungt, alle patienter skulle have hjælp til alt, og vi følte, at vi kun udførte minimalpleje.
Her var der ikke tid til at få rutine i de nye lejringsmetoder, eller finde ud af hvilke patienter, vi syntes, metoden egnede sig til. Den bliver brugt lidt i ny og næ, men ikke som et gennemført pleje/behandlingstilbud.
Nu har der så været et mini kursus her på sygehuset med deltagelse af terapeuter og personale fra vores afdeling, og de brugte bl.a. nogle af vore patienter til at øve lejringerne på. Alt det foregik i min ferie.
Og var det så godt at komme på arbejde? JA for i dag brugte vi tid på at snakke om lejringerne, og vi prøvede dem af hos nogle af patienterne, og de lå så godt, og de to unge social og sundhedsassistenter, som kom i aftenvagt, sprudlede af glæde over at fortælle mig om kurset.
NU er der grobund for, at vi kan få det indført, at vi kan finde vores ståsted, nu hvor terapeuterne også er involverede.
Det har været en god dag i dag, og nu vil jeg stresse af med lidt strikning.
Første "omgang" har sikkert slet ikke været spildt - repetition er ofte en god ting, og nogle gange skal tingene modne i hovedet før det kan implementeres for alvor...
SvarSletGodt at det var godt at komme på arbejde :-)
Deri er jeg enig Lizelotte, og jeg nyder, at der er andre, der får den her aha fornemmmelse, at her kan vi som plejepersonale virkelig gøre noget.
SvarSletDer lyser bare glæde over dit arbejde ud af dette indlæg, Lene. Herligt.
SvarSletMen det giver også indblik i, hvor svært det kan være at få en hospitalsafdeling til at køre.
Jeg håber, der med tiden findes en løsning, så der altid bliver tid til mere end "minimalpleje" . Om det skal være med flere økonomiske midler, eller med en helt anden organisation, eller noget helt tredje, det ved jeg ikke. Forhåbentlig kan en ny regering få mandater og tid til at tænke nye tanker for dette område.
Conny, jeg ved faktisk ikke hvad der skal til. I visse situationer er det flere hænder, i andre situationer ville det ikke hjælpe.
SvarSletMen jeg er glad for mit arbejde :-)
Gad vide om det var Bobaths de holdt kursus i på Hvidovre i sin tid da min far var indlagt på deres apopleksiafsnit.
SvarSletHan sagde ja til at være "prøveklud" - så skete der jo lidt og det var bl.a. sygeplejersker fra det jydske der var på kursus. Underviseren var tysker og far nød at han kunne svare ham på tysk.
forresten var jeg tilstedet en af gangene og det var fascinerende at se hvordan de med puder, håndklæder og dyner understøttede kroppen.
SvarSletfru green, det var det helt sikkert. Jeg tror kurset har været afholdt to gange, jeg var på kurset i marts og juni 2006, og vi var på Hvidovre apopleksiafsnit med to tyske undervisere, en mandlig sygeplejerske og en kvindelig fysioterapeut. Og jeg deler din fascination :-)
SvarSletDet passer godt med at kurset lå i marts. Så har du vist været på kursus på Hvidovre, mens min far lå der.
SvarSletDet var da lidt sjovt.
Det har du ret i fru green. I marts havde jeg ikke en mandlig patient, først i juni måned, jeg var ellers lige ved at tro, det var din far :-)
SvarSletNej, i juni var hen heldigvis hjemme igen. Men nu jeg tænker efter, så var det faktisk et par gæve nordjydske sygeplejersker. De havde smil og humor og der var en rar atmosfære (jeg var på besøg en af de gange min far var "prøveklud").
SvarSletDe kæmpede også noget med at ændre sengehøjden, da sengene på Hvidovre åbenbart var af andet fabrikat end dem i det nordjydske.