VOLD PÅ ARBEJDSPLADSEN

Mit fagblad har i sidste nummer en række artikler om vold/overgreb på personale. Det kan være fysiske eller verbale overgreb.

Min afdeling har været rimeligt forskånet, men der var to gange, hvor det spidsede til. I begge tilfælde var det pga. sygdommen, de to mennesker fejlede, at de blev aggressive, men det var hårdt for det personale, det gik over. Det personale kan stadig i dag få kuldegysninger, hvis en situation begynder at ligne det, de har været igennem, og så må vi andre træde til, og sørge for, at der bliver taget hånd om patienten, så det ikke udvikler sig.

Mens jeg læste artiklerne, var mit udgangspunkt, at jeg jo ikke havde været ude for vold eller lignende, men så kom jeg i tanke om en episode langt tilbage i tiden.

Jeg var blevet aftenvagt for at kunne gå ned i tid, efter jeg fik mine børn. En eftermiddag var kontoret besat af en stor, højtråbende dame, hun sad ved telefonen og kimede skadestue og intensiv afdeling ned, for hendes bukser var blevet væk. Hun var udskrevet, men nægtede at gå, før bukserne var fundet. Jeg bad hende gå ud, for vi skulle have rapport, så vi kunne komme i gang med arbejdet. Og så måtte vi tale om bukserne bagefter. Det nægtede hun, hun var grov i munden, og jeg gjorde det, jeg ikke skulle gøre, jeg lod mig provokere og bad hende i en skarp tone om at gå ud. Hun ignorerede mig og begyndte at trykke et nyt nummer.

Så handlede jeg igen dumt, jeg trykkede på afbryderknappen, samtidig med at jeg bad hende gå ud.
Smask – og jeg fik for første og forhåbentlig sidste gang en syngende lussing - så blev jeg vred, og det kunne hun se, så hun gik udenfor, men blev ved med at stå og råbe. Det endte med, at politiet blev tilkaldt, de prøvede at forklare hende, at hun ikke kunne blive på hospitalet, men at man måtte sende bukserne til hende, hvis man fandt dem. Hele historien endte med, at vi fandt et par af hendes bukser i hendes skab, og så blev hun eskorteret ud af politiet.

Hun var en af gengangerne på medicinsk afdeling, der kom ind til afrusning enten af alkohol eller medicinmisbrug, og som røg ind og ud af systemet, og i dag ville jeg nok have taklet situationen anderledes.

En af artiklerne handler om, at det jo tit er angst, frustrationer og afmagt, der får folk til at reagere, som de gør. Og at man må møde de mennesker med en anerkendelse af denne krise både i ord og handling.

Og så skal vi passe på os selv, lægge mærke til de tidlige signaler, evt. have en alarm på os. Vi har faktisk alarmer til at gå med i aften- og nattevagter, tit glemmer vi at bruge dem, men hvis vi får en patient, der virker begyndende psykotisk, så tager vi dem i brug.