Efter en arbejdsdag glider dagen tit forbi i små bidder, nogle gange stopper jeg op ved en hændelse, skænker den lidt flere tanker, kunne det gøres bedre, var det mon det rigtige i den situation?
I dag har jeg kredset om det, at vi som plejepersonale tit prøver at slå de positive toner an. Vi påpeger de små fremskridt, og på en måde giver vi måske ikke plads til sorgen over det, der er sket. Vi er målrettet i vores træning og pleje, men hvor tit sætter vi os ned og er kede af det sammen med patienten?
Vi har en kvinde, som var meget dårlig i begyndelsen, men som vågner mere og mere op, nu kan hun gå med rollator, men hun kan ikke tale. Vi påpeger de store fremskridt, der sker, men hvad tænker hun? Er vi for positive i vores fremtoning? Tænker hun, ja ja men jeg kan jo ikke tale?
For har man ikke brug for en gang imellem, at nogen siger, jeg ved godt, at det her er svært, at livet er hårdt mod dig lige nu, og så at denne person har mod til blot at være der? Omvendt er jeg på en akut afdeling, der er ikke tid til at sætte sig ned og give rum til dette, så ville jeg ikke gøre mere skade ved at starte på noget, som jeg ikke kan fuldføre?
Faktisk mens jeg skriver dette, sidder jeg og funderer over, hvor tit vi opretholder den positive vinkel også over for pårørende. Når jeg ser mig selv udefra, ser jeg en meget energisk person, som farer af sted, løser problemer, plejer personer, underviser i forflytninger og lejringer, diskuterer plejeproblemer, men har jeg været der for den pårørende, har jeg været der for patienten?
Ja nogle gange, men jeg kan blive bedre, og det er måske det, der bekymrer mig allermest, at jeg indimellem glemmer at tænke på hvad og hvorfor jeg gjorde en given ting, og om jeg kunne gøre det bedre. Det er det denne blog bl.a. hjælper mig til, for ved at skulle beskrive mit arbejde for folk udenfor mit fag, får jeg sat tanker i sving, som hjælper mig til at kigge på min sygepleje.
Det positive, latteren og det gode kollegiale samvær vi har, betyder så faktisk meget for mange patienter og pårørende, så det er med at finde balancen.
Hvor er det nogle kloge tanker du har! Hvis ikke du/I kan gøre det færdigt, så tror jeg man skal lade det svære være i fred og lade familien tage snakken. Men hvis der er tid, så tror jeg de fleste patienter vil foretrække at tage snakken om det svære, det svære og sorgen er jo det vigtigste i den persons liv lige da. Jeg tænker på min svoger, han fik en blodprop i hjernen, da han var 55 år, han har ikke haft et sprog siden og han har lammelser i den ene side. Det er en stor frustration for ham og det er så svært, så svært, når sproget er væk. Jeg ved, at han har været ked af den måde han er blevet behandlet på mange gange - jeg vil lige sige, at han fik sin blodprop ude på Philippinerne og kom først hjem, da behandlingen var i gang og det var for sent. Jeg tror meget let, at vi kommer til at behandle ham som mindre klog, mindre engageret og generelt som et andet menneske fordi han ikke kan tale. Nok om det, jeg må hellere stoppe, der bliver vist ingen konklusion :-)
SvarSletHelle, du har ret i dine betragtninger om hvordan folk med afasi(manglende tale)tit bliver talt ned til, tit bliver regnet for døv også. Det er et stort problem for dem.
SvarSletÅhhhhh du gæve Lene. Du arbejder på din intuition samtidig med at du analysere - helt fantastisk.
SvarSletDu har en pointe.... med at man kan være for positiv og det er jo fordi vi ved at det at være positiv er en belønning i sig selv.... Men når man sidder som patient og føler/mener noget er galt og alle bare siger noget positiv, så kan man komme til at vende det indad.
Det er sjældent familien siger noget da de ofte har berøringsangst for sygdomme/handicap.
Jeg har en god veninde og hendes søn lå alvorlig syg (efter en meget stor operation). Først gik det godt og så blev han alvorlig syg og meget dårligere.
Hun sagde sin bekrymring til personalet som sagde; det skal nok gå og de syntes ikke han var så dårlig at se på......
Jeg kommer så ind ad døren (har ikke set ham i 5 dage på det tidsspunkt).
Det første jeg siger; hvordan i en i he...... er det han ser ud - han har det elendigt. Min veninde krammede mig og brød grædende sammen og sagde; jeg troede jeg var ved at blive tosset, men du kan altså også se det..... Ja gu ku jeg.....
Personalet havde travlt og mente som du var inde på at det var bedste at bevare håbet for moderen, men det var det jo ikke nødvendigvis - for hun havde det jo ikke godt.
Jeg selv arbejder også generel med det positive element, men som du stopper jeg af og til op og analyserer og tænker efter......
Tak for dit dejlige indlæg Lene som manede til eftertanke.
Og tak til dig Marianne for dit indlæg, det giver også anledning til eftertanke. For det er forfærdeligt, hvis man ikke tør gå ind i det rum hvor afmagten og håbløsheden er. Jeg har oplevet som pårørende folk, som var vældig med, så længe håbet var der. Da håbet forsvandt, var det ikke dem, der skrev eller ringede, og det lærte jeg også noget af.
SvarSletJeg har prøvet at undvære talen ... og taler nu "kunstigt" og når snakken kommer til følsomme emner, kan jeg slet ikke snakke. Jeg har prøvet / prøver at få fremhævet alt, hvad der er godt. Og hvor har jeg savnet / savnet jeg, at snakke om det tab, jeg har lidt. At få ord på den sorg, jeg føler over tabet.
SvarSletMen jeg bebrejder ikke personalet - selv om jeg har raset! Jeg forstår jo godt (med hjernen) at der ikke er tid til at snakke om det svære - det tager længere tid end opmuntringerne - og det rammer også personalets følelser
Tusinde tak fordi du skriver om disse ting set fra plejepersonalets side.
Bliv endelig ved med at skrive om disse ting, Lene. De får mine tanker igang
Kh Hanne V
Lene, du er så klog og hjertevarm.
SvarSletDe tanker du gør dig, er jo dem som både den alvorligt syge patient gør sig - "nå, så er det frygtelige jeg føler, bare noget jeg bilder mig ind" - Det er befriende at møde en behandler, der møder patienten, der hvor hun er.
At blive taget alvorligt og seriøst, er så livsnødvendigt for mennesker. Jeg tror altid, at det vil opleves som en lettelse, selv om det ikke er positive meldinger, som - "det går jo godt" ....
Men det er selvfølgelig en balance, for der skal også puttes noget positiv energi ind i livet - det er ikke let. Både min praktiserende læge, min reumatolog, gigtsygeplejerske og min smertelæge formår at møde mig, der hvor jeg er. Men for har jeg mødt nogle, som bestemt ikke kunne, og det sled.
Jeg er klar over, at dem du møder er alvorligt syge og ude i en dyb krise, men mon ikke det er de samme mekanismer, der er på spil.
Undskyld den lange kommentar, Lene, men det du skriver om, har optaget os meget herhjemme - både ift. mellemste og mig selv.
Lene, du giver saa utrolig meget af dig selv til dit job.Som jeg for nogen tid siden skrev til dig, havde jeg det paa samme maade,da jeg arbejdede paa haematologisk afd. foer vi imigrerede.Ofte naar jeg kom hjem om aftenen maatte jeg sidde et par timer og taenke over og analysere mine timer paa afd. og proeve at finde ud af om jeg havde handlet rigtigt i de situationer som opstod hver eneste vagt baade overfor patienten og ikke mindst overfor de paaroerende.Tit kom jeg altfor sent i seng selvom jeg vidste at jeg skulle tidligt op naeste morgen da boernene paa det tidspunkt stadig var smaa.Jeg maatte mange gange minde mig selv om at jeg havde en familie som ogsaa skulle passes og endelig var der jo ogsaa mig selv! Jeg tror det er meget vigtigt at man indser som sygeplejerske at man kun raekker saa langt, at man goer det allerbedste man kan men at man ogsaa husker paa at passe godt paa sig selv for ellers ender det med at gaa ud over een selv og ens egne og det kan ikke gavne nogen slet ikke patienterne.
SvarSletPas godt paa dig selv.
Ann i Vancouver
Det er et dejligt indlæg, du har skrevet, Lene! Jeg kan godt forstå, I ofte vælger at se tingene positivt. Men I skal vel også kunne sige til en patient: "Jeg kan se på dig, at du har det svært"? Det kræver jo desværre tid, og det er desværre en mangelvare i dit fag.
SvarSletÅh, Lene, jeg kan ikke takke dig nok for dine dejlige og menneskelige tanker og følelser. Samt for, at du vil dele dem med os.
SvarSletOgså for mig betyder dine ord så meget. De sætter mange eftertanker i gang, samt følelser der har brug for at blive sat på plads. Og det - hjælper du mig med.
Jeg har i mange år befundet mig i Ingenmandsland inde i mig selv. Og nu...ganske langsomt, i en tid hvor jeg selv er klar til det, kan jeg sætte mig ned og tænke efter.
Hvorfor? Hvem og hvad?
Jeg mener helt bestemt, at det er vigtigt, man tør og kan træde ind, hvor afmagten og håbløsheden er. For ellers føler patienten sig helt alene i en Verden, som ingen forstår. Og det er skrækkeligt ensomt. For mange år siden, da jeg troede mit liv mere alvorligt end nu, der var ingen som turde sætte ord på. Heller ikke mine nærmeste, og det var forfærdeligt.
Som plejepersonale bør man selvfølgelig heller ikke tage håbet og optimismen helt fra patienten, for så vil den syge måske opgive helt på forhånd. Og det rummer jo også en fare.
Ingen patienter er ens, ingen familier er ens... men du har din din gode intution. Og den tror jeg er guld værd for dine patienter.
Tak til dig :-)
Lene, der ER ikke meget at tilføje til de lange og gode kommentarer der er skrevet - jeg vil bare at du skal vide, at dit indlæg gjorde et dybt indtryk på mig - også jeg har været i situationer hvor personalets "reaktioner" eller måske netop mangel på samme har - mildt udtrykt - undret. Det er givende og godt, at du sætter ord på fra "den anden" side - det gør du tit og det er altid stof til eftertanke og større forståelse!
SvarSletHanne, du sætter også mine tanker i gang med dine indlæg. Jeg tror at det at grine over de tragikomiske ting også er en måde at give sig selv energi til at kæmpe, og som patient kan man indimellem tage sig til hovedet over systemet. Jeg ville ønske, at tiden var der til at kunne sidde og lytte, men sådan er virkeligheden ikke på min afdeling.
SvarSletElla, du skal overhovedet ikkke undskylde lange kommentarer, for det her emne kan man ikke bare svare på med en enkelt sætning.
SvarSletKunsten er jo netop at mærke om det er nu, at de ord der sætter lys på tabet, skal siges, eller det mere er den positive vinkel der skal frem. Men egentlig kan man vel få anerkendt sorgen og bevare håbet på samme tid? Hos os er det jo med de hårdt ramte sådan, at så er der også megen praktisk sygepleje, så indimellem synes jeg, at det er det tiden går med, men det er jo nødvendigt for at forebygge sekundære skader, som vil forværre forløbet.Her er der ingen enkle løsninger, så jeg er rigtig glad for at få tilbagemeldinger fra dig og andre, som oplever det fra patient/pårørende siden.
Ann, du beskriver så godt den onde cirkel man kan komme i, hvis man ikke formår at lægge arbejdet fra sig, når man kommer hjem. Jeg synes, at det er jeg blevet bedre til, jeg er også blevet ældre og mere erfaren.Det medfører så ind imellem, at jeg jo bliver brugt meget af de andre kolleger som sparringspartner, men det giver også energi.Og jeg passer på mig selv, jeg har været ude i, at kroppen råbte til mig om at passe på, så det gør jeg.
SvarSletMadame, de ord er rigtig gode som indledning, men som du selv siger, der skal være tid bagefter, hvis man vælger dem. Og min afdeling er virkelig en afdeling, hvor den grundlæggende sygepleje fylder meget og tager tid. Men vi skal også blive gode til at turde sige til hinanden, i dag vil jeg sætte mig ned med hr H, for han virker trist, og det tror jeg også der er forståelse for, men så er der måske noget andet, vi ikke når.
SvarSletSelv tak Johanne, du skal også vide, at du giver mig meget. Jeg lærer så meget om dette at turde være tilstede og turde at se på det enkelte menneske netop som et unikt menneske ved at læse beretninger om dit og andres liv. Det får mig til at stoppe op og se tilbage på de forskellige mennesker, jeg har mødt, og spørge mig selv, kan jeg gøre noget anderledes næste gang?
SvarSletTak skal du ha, et cetera. Livet er en lang læringsproces, og jeg håber aldrig, at jeg kommer til den situation, hvor jeg læner mig tilbage og siger, nu ved jeg alt om sygepleje.Indimellem kan jeg få en snært af det, men så har jeg heldigvis mine kolleger og mine blogs til at minde mig om, at der altid er noget at lære.
SvarSletVi kan alle bli bedre, - men alle blir ikke bedre. De som blir bedre er de som reflekterer ydmykt over egen praksis, og så går inn og gjør endringer. Hele innlegget ditt oser av ydmyk refleksjon.
SvarSletDu blir helt sikkert stadig bedre.
Tak for tilliden Hege, det vil jeg gerne leve op til.
SvarSletEt meget meget fint indlæg! Jeg tror ihvertfald det er vigtigt at give plads til, at selvom man OGSÅ er en positiv patient, og prøver at holde fokus der, at tingene kan blive for meget, og ikke er en dans på roser, selvom det måske set udefra "går åh så godt" - for føler patienten også det, lige der?...Og det handler jo om patienten. Men der er mange ballancer i det. Hvor godt kender man, hvor meget tid er der, og ....svært, men sålænge man reflekterer og prøver! Og det gør du jo. Og så en sidste vigtig ting. Det er individer og ikke "patienerne". At "Fru Jensen" følte dette og hint betyder bestemt ikke, at det samme er tilfældet for "Fru Hansen" selvom de fejler det samme. Rigtig god weekend!
SvarSletDeborah, din sidste bemærkning må vi altid huske på, for vi er så forskellige, vi mennesker.
SvarSletOgså en rigtig god weekend til dig :-)