onsdag, december 25, 2019

Nissedrillerier og juleaften med nyt og gammelt.

Det har været skønne dage indtil nu, og faktisk har vi stadig to dage sammen med sønnen, men svigerdatteren er sat på toget.

Lillejuleaftensdag havde jeg inviteret på risengrød i folkerummet, hvor hele familien og vores medarbejder ville ønske hinanden god jul. Når jeg skal koge risengrød på fire liter mælk, bliver grøden kogt op og så sat ind i sengen under dyner og godt pakket ind. Det plejer at at virke. Da jeg tog låget af, stod mit hjerte helt stille. Al mælk lå ovenpå og det var lyserød! Først tog jeg grydeskeen og rørte rundt, det hjalp på konsistensen, men ikke farven. Smagen fejlede nu ikke noget, så vi spiste lyserød risengrød, som vi hurtigst muligt dækkede med kanelsukker.

Børnene mindede mig om, at det samme skete for to år siden. Sønnen googlede sig frem til at synderen var laktosefri mælk kombineret med kogemetoden. For normalt koger jeg færdig på kogepladen, og der sker det aldrig. Hvis man bruger laktosefri sødmælk, skulle riskoen for farvet risengrød mindskes. Vi stod ikke for risalamande til juleaften, men der blev kogt ny risengrød til den traditionelle portion risalamanden julemorgen.

Konfekt bliver også altid lavet lillejuleaften, men jeg orkede ikke det sene aftensroderi med konfekt, så i år gik vi i gang om eftermiddagen. Takket være min svigerdatter gik der helt sport i at få lavet så meget som muligt, og der skulle gives navne til konfekten. Sønnen stod som altid for chokoladedypning, og jeg for pebermyntepastillerne.

Det gav plads til en måske ny tradition. Svigerdatterens familie ser altid Kvelden før kvelden på NRK1, det gjorde vi så også. Vi gik dog lidt til og fra, og jeg blev nødt til at gå i seng, før det allerbedste kom. Heldigvis har jeg viaplay med 24 timers forskudt fjernsynskigning. Så juleaftensmorgen hyggede jeg mig med Sissel Kyrkebjø og skønne julesange, mens jeg pakkede julegaver ind og dækkede morgenbord.

Landmanden blev så inspireret af det norske program, så han foldede servietter til julebordet og fik involveret svigerdatter og datteren. Datteren stod for resten af julebordsdækningen.



Juleaftensdag er fyldt med traditioner og typisk mig bliver jeg så fokuseret på, at alt skal være så godt så muligt, når nu vi skulle holde jul sammen med vores svigerdatter. Det betød, at jeg knoklede løs med mad og forberedelser til aftenens mad, og på et tidspunkt mistede jeg lidt af overblikket. Heldigvis er jeg god til at få sagt det højt og mine børn er gode til at lytte, så de tog over og hjalp mig i mål.  Dermed kunne vi nyde vores julefrokost sammen, og alle kom i kirke til den sene gudstjeneste, hvor svoger og svigerinde stødte til selskabet. Men næste år skal der reduceres i udbuddet til julefrokosten, for lige som hos mine forældre udvikler frokosten sig til mere og mere, og NU skal det reduceres.

Ved hjælp fra svoger og søn kom sovsen til at smage himmelsk, jeg lærte nye trick med appelsinsaft og revet ost som gode smagsgivere. Brunede kartofler har jeg til gengæld styr på og flæskestegen blev perfekt, men næste år skal vi prøve langtidsstegning i stedet for en programmeret ovn.

Vi hyggede os over maden, så klokken var mange, før vi kom til juletræssang. Med syv mennesker var der også syv salmer, der skulle synges og der skal gås rundt om træet til dem alle. Så lidt motion fik vi da. Sønnen foreslog, at Et barn er født i Bethlehem skulle synges med den melodi, der bruges i Norge,  den melodi virker så bekendt, men jeg kan ikke komme i tanke om hvor jeg kender den fra (kommer nederst i linket).  Vi starter som regel med, at ældste vælger salme først, og dermed blev det svigerdatteren, der skulle slutte af som den yngste. Vi bad hende vælge en norsk salme.


Således sluttede vi med smuk salme, som vi havde lært af sviderdatter i forbindelse med, at vi tændte adventslysene 4. søndag i advent. Den er skrevet til en norsk julekalender i 1987, søn og svigerdatters fødselsår.

Gaveudpakning er ikke det, der fylder mest med syv voksne, hvor gaveregnen frivilligt er neddroslet. Men vi fik alle lækre gaver og undervejs også masser af latter.



Det er julemorgen, den første portion risalamande er spist, der er kommet et fad med slik og småkager på bordet, der ses juleprogrammer, Disney show, Bonderøven og om lidt Kender du typen. Hundene er kommet ind i stuen og slænger sig lige så afslappet på gulvet, som vi andre gør i sofaen.

God første juledag til dig.

Ayla og Dexter - billede taget af svigerdatter











2 kommentarer:

  1. Glædelig jul, Lene. Det lyder som en rigtig hyggelig jul hos jer med besøg. Sikke et skønt billede af hundene :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, Madame, og i lige måde. De unge mennesker havde meget sjov med at fotografere hundene :-)

      Slet