Noget om det skrevne ord og om taknemlighed

Det skrevne ord har trange vilkår, i hvert fald ordene imellem os mennesker. Eller rettere sagt ord, der fylder mere end det, der kan være i en sms eller hurtigt skrives på instagram. Vi skriver til hinanden i telegramstil og beskederne forsvinder hurtigt. De næste generationer vil ikke kunne fordybe sig i gamle breve med udvekslinger af synspunkter og begiveheder, for vi følger med i hinandens instagramliv eller andet social medieliv og behøver derfor ikke skrive om det på anden vis.

Da vi skulle have flyttet vores stationære mail til en anden computer, ryddede jeg op i mailbunken og blandt dem, jeg gemte i mapper, var korrespondancen mellem os fem søskende i forbindelse med vores mors sygdomsforløb og vores fars liv efter vores mors død. Der var også en mappe med alle de ord, vi skrev til hinanden i forbindelse med min nieces kræftssygdom og død. Jeg kunne ganske enkelt ikke nænne at slette dem, de ord bandt os tæt sammen. Og den forbundethed har vi stadig, om end vi sjældent har kontakt på ugentlig basis.

Jeg er taknemlig for min familie og min svigerfamilie. Det fylder mig med glæde over at få lov til at være en del af det sammenhold, der er i begge familier, om end vi er meget forskellige.

På denne regnvåde tredje søndag i advent nyder jeg tanken om det skønne samvær, jeg var del af i går. Jeg trængte sådan til at se andre mennesker end familie og kolleger. Jeg har ikke en venindeflok, som er livsvidner til hele mit liv, det er min familie, men jeg har gennem de 13 år, jeg har haft bloggen, mødt skønne kvinder bosiddende nært og fjernt fra mig. I sidste uge, hvor trangen til samvær og nærvær var stor, skrev jeg en mail til nogle af dem tæt på mig, mon de havde tid til at ses med mig. Det havde to af dem, så lørdagen blev tilbragt sammen med Jette og Liselotte, og snakken gik livligt som den altid gør. Vi blev opdateret på hinandens liv og fik mange grin over skøre ting, vi oplever.

Og så kan jeg mærke, at det også er godt at mødes med kvinder i min egen alder, kvinder som heller ikke er klar til at stoppe arbejdslivet, dem er der ikke så mange af på mit arbejde. Det er jo lige før at nogen af dem har bedstemødre i min alder.

Nu er juletræet fundet, i sjaskende regnvejr, så vi tørrer og varmer os indendøre. Om lidt skal første hold småkager bages, inden jeg drager af sted til julekoncert med mit kor. Jeg må heller under bagningen få lyttet lidt mere til den julesang, jeg ikke har været med til at øve, fordi jeg skulle undervise patienter og pårørende i onsdags.

Hvis ikke jeg snart rejser mig fra sofaen, så kunne småkagerne godt risikere først at blive bagt i morgen aften. Der er rart og godt at være her, hundene sover i bryggerset, landmanden sover i sofaen overfor mig. Jeg snupper lige en kop te mere og en af de gode småkager, som søn og svigerdatter gav os i adventsgave. Det er jo først jul om 12 dage, vi når det nok.

God adventssøndag til dig.