lørdag, december 28, 2019

Skarpt trav og familietraditioner

Tredje juledag blev tilbragt hos min ældste lillesøster i Vestjylland. Den jyske del af familien mødes altid inden nytår og så tager vi den på skift rundt i Nordjylland, Himmerland og Vestjylland. Vi fik gode bondeklejner, næste år vil jeg koge dem og fryse dem først i december, så jeg har dem, når de unge mennesker kommer hjem. Ofte orker jeg ikke at stå med palmin og gærdej, når jeg har gæster. Min søster havde kogt dem først i december og nu nød vi smagen af barndommens jul.

Vi nåede også en tur ned til mine niecers gravsted i tusmørket. Lysene i lanternerne blev tændt og vi tænkte tilbage på de gode år, vi nåede at få med den ene af mine niecer. Den anden nåede vi kun at have forventningens glæde om at skulle have i familien.

Efter lækker mexikansk mad og masser af snak, sang og dans omkring juletræet og gennem huset kørte vi hjem. Jeg sov hele vejen hjem, for jeg skulle i dagvagt i dag.

Har vi haft det travlt i dag? Det har vi. Jeg var trombolysesygeplejerske og fik travet så meget, at mine fødder smerter. Jeg har også brugt mine hænder på at hjælpe patienter med at forflytte sig i sengen, så nu svier og smerter de. Slidgigt siger min læge, og det må jeg så lære at affinde mig med.

Har vi haft en god dag i dag? Det har vi, og jeg elsker at være tilbage på afdelingen efter en skøn juleferie. Jeg elsker at mærke erfaringens støttende hånd, når jeg skal gå nye veje. Jeg kan næsten altid kombinere de to ting.

Nu har jeg spist småkager og slik, for det er jo stadigvæk jul og jeg elsker smagen af jul :-)

God fjerde juledagsaften til dig

morgenstund tredje juledag

6 kommentarer:

  1. Vi kender begge til at være små radbrækket efter en vagt, det er utroligt hvor kvikt det kan gå ;) Men bortset fra det, lyder det hyggeligt det hele - resteslik bliver man aldrig træt af!

    SvarSlet
    Svar
    1. A + K, det kan jeg godt forestille mig, at I også har travlt. Og resteslik bliver man aldrig træt af, jeg rejser mig lige om lidt fra sofaen for at hente lidt :-)

      Slet
  2. Det lyder hyggeligt med jeres jul, men hvor er det synd, at du har smertende slidgigt. Kan man ikke gøre noget ved det?

    SvarSlet
    Svar
    1. Madame, vi har hygget os. Jeg kan nok gøre mere, men overordnet handler det om at dyrke motion, så ens krop er stærk, leve med smerterne, spis sundt og hold den slanke linje.

      Slet
  3. Øv med dine smerter, men som du siger, er der umiddelbart ikke så meget at gøre.
    Vi har også en del konfekt tilbage fra julen - det er både godt og skidt :-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Ellen, dem må jeg lære at leve med. Der er andre der er meget hårdere ramt.
      Jeg tager aldrig på før de sidste dage i det gamle år, for der går jeg amok i slik og konfekt :-)

      Slet