Fridagsbetragtninger

Decemberferiefridagene, som jeg altid tager i starten af december (fordi de ikke må tages fra uge 50 og frem) er dedikeret til at få huset gjort klar til juletiden. Denne gang er de blot blevet brugt på så meget andet, og det er helt fint. Min alder og de mange år vi har boet samme sted fortæller, at jeg har erfaring med decemberforberedelser, og jeg ved jo, at julen kommer uanset hvad og at vi altid formår at nyde højtiden og fokusere på samværet. Når man som jeg qua mit job aldrig har prøvet det at kunne holde fri både jul og nytår, så nydes julefridagene desto mere intenst og arbejdsdagene får et skær af julemagi med julepynt, julelys og julelækkerier.

Så jeg skal nok nå i mål med det, der betyder noget for mig. Og i år betyder det, at jeg gerne vil i mål med det, inden mine børn og min svigerdatter kommer hjem. Der er ting, vi skal gøre sammen hjemme, men vi skal også have tid til at nyde alt det, der foregår andre steder. En lille familie, hvor to er sygeplejersker og en er landmand, ja så er julefridage og decemberfriweekender ikke en selvfølge, så vi vil nyde de dage, vi får sammen.

Samvær er også på listen i eftermiddag, hvor jeg sammen med rigtig mange andre skal sende min tidligere leder godt af sted på pension. Hun har været en støtte og inspiration gennem de snart tyve år, jeg har arbejdet sammen med hende. Heldigvis har vi aftalt at ses privat og opbygge et seniorsygeplejenetværk, for det ved jeg fra andre sygeplejersker, at det er godt at have. Min fagforening har seniorgrupper med masser af foredrag og mulighed for at møde andre sygeplejersker, og der er stor tilslutning til grupperne. Undersøgelser har vist, at sygeplejersker er nogle af dem, der kan få problemer med at finde deres identitet efter arbejdsophør. Det at være sygeplejerske er så stor en del af ens identitet, at den skal redefineres, når man stopper. Når det så er sagt, så er den største glæde ved at have aftalt, at vi skal mødes, at jeg stadig får lov til at have hende i mit liv, for hun er en klog og skøn kvinde.

Lige nu gøres der rent i huset, og jeg sorterer papirer imens. Mit skab på arbejde kunne til sidst ikke lukkes, fordi jeg havde tonsvis af mapper i den. Nu er mapperne kommet med hjem, jeg har lavet første sortering og smidt en del ud. Nu skal jeg igennem anden sortering, så mapperne kan komme slankere og færre ind på arbejde igen.  Det er et led i gør-værelser-klar til jul. Efterhånden er der stuvet så mange ting ind på de værelser, inklusive store ting fra vores børn, som de ikke kan have i deres lejligheder. Den kortsigtede løsning bliver at få tingene sat i et rum, vi har andetsteds på gården, men det rum skal lige gøres rent først. Og så må de kære børn få taget stilling til, om det skal sælges eller til genbrug. De ligner deres forældre, så den proces tager tid. I går satte jeg ting op på loftet, og mentalt tog jeg skyklapper på, for det loftrum trænger så meget til en gennemgribende sortering. Jeg orker det bare ikke alene, så min mand og mine børn kommer til at sætte fridage af i foråret til den sortering. Ved fælles hjælp får vi vel lidt efter lidt reduceret i mængderne af mindeopbevaring.

Vi skal turde at gå glip af noget, siger Svend Brinkmann. Det øver jeg mig i, både i denne oprydningsproces og på arbejde. Således har jeg valgt at fastholde min fridag, selv om jeg havde meget lyst til at deltage i en temadag, som jeg ikke kom med til første gang pga smerter efter mit fald.  Det må sættes i rubrikken Nice to know og ikke Need to know.

Lidt i samme boldgade er min diskussion med mig selv, om jeg skal ringe til min læge eller ej. Jeg har stadig ondt, det har ændret sig, og jeg funderer over, om jeg stadigvæk kan fastholde, at det er slaget og musklerne, der gør ondt. Jeg tror ikke, at jeg trykkede ribben, men derimod at det gik ud over musklerne ved ribben og siden. Det irriterer mig bare, at jeg er nødt til stadigvæk at tage smertestillende og at jeg ikke helt kan greje, hvorfor det nu gør ondt andre steder, når jeg eksempelvis har arbejdet i plejen eller gået 6 km. Jeg må tage snakken med min fys næste torsdag, for jeg kan godt mærke, at det fylder og jeg bliver alt for opmærksom på, om jeg nu er mere kortåndet end ellers ved fysisk aktivitet. Pylrehoved, det er hvad jeg er.

Solen skinner  og lyser alt op udenfor. Det gør mig glad og nu må jeg hellere få ordnet rodebunken på gulvet i stedet for at lukke døren, så jeg ikke kan se bunken. God decemberdag til dig.

lyset har travlt hvis det skal nå at være opdateret på datoer inden jul.