I går fortsatte vi de gode takter fra juleaften, vi mødtes med min svigerinde og svoger ved Thingbæk kalkminer, hvor minerne blev oplyst af 3000 fyrfadslys. Det var stemningsfuldt og det var spændende at se de mange gipsstatuer, som er modeller for statuer rundt omkring i Danmark, i skæret fra de levende lys. Landmanden fandt også ,ed sin lommelygtes skær små flagermus oppe i loftet, som sov sødeligt. Der var julemusik ved lokale kunstnere, og vi nåede også at se det nye udstillingstårn om den kolde Krig og bunkeren REGAN VEST. I 2021 åbnes bunkeren for offentligheden, det skal nok blive et tilløbsstykke. Jeg husker min far fortalte, hvordan han i forbindelse med opstanden i Ungarn i 56, var bange for at blive indkaldt. Han var reserveofficer i hæren, var netop blevet færdig som lærer og ventede sit første barn (mig). Verden holdt vejret i spænding, for ville den Kolde krig bryde ud i en decideret ny verdenskrig. Det skete ikke, men den lille udstilling gav et indtryk af, hvordan man hele tiden vogtede på hinandens skridt. Og så var der en lille tilføjelse, at i dag bliver vi alle overvåget, ikke af spioner, men af Google, facebook og alle de andre sociale medier. De ved meget mere om os end vi tror.
Bagefter tog vi hjem til svoger og svigerinde, hvor vi nød eftermiddagens mørkningsstund med æbleskiver, gløgg og lækker æblekage, inden vi satte sønnen på flyet ved aftenstid.
Solen skinner, græsset funkler, endnu en skøn vinterdag omfavner os. God tredje juledag til dig.
Det må have været både fantastisk og fascinerende at gå rundt i de kalkminer!
SvarSletDet er jo sådan det går: Hver enkelt lille familie får sine egne forpligtelser og traditioner under højtiderne, og jeg kan godt forstå, at de passer på dem og prioriterer det højt. De er dér nu, hvor I andre var, da det stadig kunne lade sig gøre rent antalsmæssigt. Jeg vil også helst være sammen med mine englændere ved alle højtider - plus lidt indimellem - men de har to familier i UK at tage hensyn til, samt, ikke mindst, hinanden, og de synes i forvejen ikke, at de har for meget tid sammen pga. børnenes lange skoledage.
Samtidig rykker det en generation længere ud, og alle de mange i næste generation kender ikke rigtig hinanden, hvorfor det ikke er spor vigtigt for dem at deltage i de store familiesammenkomster. Vi har forsøgt, og de unge har da også givet det en chance, men det sagde dem ikke rigtig noget, så vi må nok indse, at det er vores generation, der synes, at det er sådan, det skal være.
Sådan er det i hvert fald hos os ... jeg kan jo kun beskrive mine egne erfaringer, men vores jævnaldrende vennepar oplever samme problematik.
Ellen, jeg tror du har ret, og dertil kommer at vores børn ikke har børn som alle deres kusiner og fætre. Derfor har de nok mere en længsel efter at se dem.
SletVi må blot nyde når vi ser dem :-)