Jeg' i live

Titlen og sangen lærte jeg først i 2019. Mit kor synger den, og jeg er vild med at synge den. Faktisk havde jeg aldrig hørt den før, omend den er indsunget både af Sanne Salomonsen og Burhan G tilbage i 2011. Måske har jeg hørt den, for den føltes let at lære, men ikke sådan at jeg var bevidst om det.

Koblingen mellem overskriften, sangen og det jeg lige nu læser om, kan være svær at forstå, selv for mig selv. Jeg har fri i dag efter to gode aftenvagter. Vi har haft tid til at være der for vores patienter og jeg som ansvarshavende havde tid til at dykke ned i baggrunden for forskellige symptomer. Det medførte så, at jeg fik lyst til at få mere viden om det autonome nervesystem. Ikke blot på et overordnet plan, for det har jeg styr på, men mere grundlæggende.

Jeg blev inspireret af den læge, jeg gik stuegang sammen med i går aftes. En ung læge (tjah det er de vel alle set fra mit perspektiv, de er alle mindst ti år yngre og ofte 20 - 30 år yngre end mig) skulle fortælle mig, om MR-scanningen kunne forklare de symptomer, en patient havde. Og at følge med i hans grundige og hurtige tale og søgen på nettet blev jeg så imponeret af. Han fandt en tegning, som viste, hvordan den skade, patienten havde i nogle af de dybereliggende områder i hjernen kunne forklare det hængende øjenlåg og en pupil, der ikke kunne udvide sig. Skaden medførte en påvirkning af det autonome nervesystem og dermed de symptomer patienten havde.

Så jeg søger på nettet, for min anatomibog ligger inde på afdelingen. Jeg læser og bliver forvirret. Jeg læser og forstår, men ikke det hele. Der er ord som kolinerg, neurotransmittere, efferent og post og præganglionære nervefibre. Alle sammen kan jeg nogenlunde gøre rede på, men at samle det i et hele, så jeg helt føler, jeg forstår, det kniber.

Så jeg føler, jeg er i live, min hjerne arbejder, og så dukkede sangen op. Mit mål med dagens blogindlæg var at kunne fortælle om det autonome nervesystem, det har jeg droppet. Det overordnede har jeg styr på, men det er ikke det interessante. Det interessante er de signalstoffer, som er med til at en impuls fra én nervecelle ledes over til en anden nervecelle. Igen er jeg helt med på, at det sker ved at et signalstof (neurotransmitter) dannes og frigøres ud i det lille rum, der er mellem nervecellerne (kaldet synapsen) og sætter sig på nogle modtageceller (receptorer) på den næste nervecelle, hvorefter impulsen føres videre. Hvorefter signalstoffet enten optages igen eller nedbrydes. Og dette foregår hele tiden i vores krop, det er basis for alt, hvad vi foretager os både fysisk og tankemæssigt. Det synes jeg er fantastisk. Det er årsagen til, at jeg er i live.

Jeg har bare svært ved at helt at begribe betydningen af de forskellige neurotransmittere og hvordan man med medicin kan fremme og hæmme disse. Det må jeg arbejde videre med.

Men ikke nu, for min hjerne skal nu udfordres med kontorarbejde. Jeg skal til at bruge et helt nyt system til at holde styr på vores bilag elektronisk, så vi ikke skal have dem i papirform, og det kræver et andet system til at få overblik over, hvornår landmanden skal godkende regningerne og hvornår regninger skal betales. Jeg bliver helt træt ved tanken om det, men jeg ved, at på sigt bliver det godt.

Jeg' i live, træt og tung i hovedet som jeg altid er efter aftenvagter og denne gang skal jeg skifte døgnrytme hurtigt, for i morgen skal jeg i dagvagt og gå sammen med en kollega, som har været væk længe på grund af barsel og forældreorlov. Min januar er spækket med nye tiltag, nye spændende måder at introducere nyere kolleger til specifikke områder af neuro-sygepleje. Jeg glæder mig og jeg bliver træt, for når vi i mål i en travl hverdag? Det håber jeg, for det er det, der gør, at det er sjovt og spændende at gå på arbejde.

Håber denne første hverdag i januar vil være god ved dig.