En kop varm kakao

Det er heldigvis efterhånden sjældent, at det sker. Men i nat er åbenbart natten, hvor søvnen indfandt sig til tiden og ophørte efter to timer. Det limbo mellem søvn og vågenhed fyldes med tanker. Tanker, som ikke har noget med mig at gøre, men som har med noget af det, jeg har læst eller hørt. Måske har hjernen været i gang med at bearbejde det i søvnen, og da søvnen så stopper, fortsætter tankeprocessen, mens jeg prøver med ro, vejrtrækningsøvelser og fokus på afslapning at falde i søvn igen.

Nu har jeg opgivet, har lyttet lidt til en bog, men er stået op og har varmet kakaomælk med honning (note til mig selv, husk at købe hyldebærsaft, som er min foretrukne varme drik om natten) Godt nok har jeg stadig gløgg i huset, men det er blevet lidt for sent til at drikke rødvin, der venter en travl arbejdsdag om fem timer.

Mandagens fridag blev fyldt med mange små gøremål, så jeg nær havde opgivet at få gået dagens tur #enhalvtimesgåturhverdagi30dage. Men ud kom jeg, da tusmørket sænkede sig, og som så ofte før indfinder energien og lysten til at sætte det ene ben foran det andet sig hurtigt, så det endte med 5 km, før jeg var hjemme igen. Gæssene flokkedes over mig med deres larmende tilstedeværelse.

Anderleds stille var der, da jeg søndag kørte op til sommerhuset for at tjekke, at alt var som det skulle være. Jeg valgte at gå en tur i den nordlige del af Blokhus klitplantage, den er ikke stor, men der er mange små stier, som nok er dannet af at nogen, vandrere eller bikere, der har skudt genveje, og nu taler de til en, når man går på de etablerede stier: følg mig og se hvor du ender. I går fulgte jeg opfordringen og gik på kryds og tværs af plantagen, op og ned ad klitterne. En times vandren fik jeg ud af at gå på må og få, og jeg nød stilheden, den friske luft og kroppens arbejde.

Mens jeg gik, huskede jeg en patient, hvis skade efter en blodprop i hjernen blandt andet udløste, at han dels ikke registrerede det, der var til venstre for ham, dels var styret af sine impulser og det der skete til højre for ham. Når man siger, at tingene taler til os, lyder det underligt, men ser du en kop, mærker du måske, at du er tørstig eller hvis du ser en stol, er det der, du først registrerer, at du er træt. Nogle gange handler du så på den følelse, andre gange udsættes denne følelse, til du har tid til at handle på den. Det gjorde han ikke, så da jeg skulle følge ham fra afdelingen til en undersøgelse gennem hospitalets kældergang, opdagede jeg for første gang, selv om jeg ofte havde gået der, hvor mange døre, der egentlig var til højre for os. For samtlige døre talte til patienten, og han gik automatisk hen og tog i dem, og jeg måtte konstant guide ham videre. Han ville ikke have kunnet begå sig alene i den gang, eller ville i hvert fald være kommet ud på en masse afveje, hvis han da nogensinde var nået til målet.

Min gåtur havde ingen andet mål end blot at gå og være i naturen og så hele tiden følge en ny sti, når den dukkede op. Jeg havde et indre kompas for hvor jeg var, og større er plantagen heller ikke, så indimellem nåede jeg ud til kanten, og så vendte jeg om, indtil jeg var klar til at gå ud af skoven og hjem igen.

Min lyttebog, Modne Kvinder, sætter tanker i gang. Både nogle, der har relation til de første kvinders fortælling og nogle, der har relation til oplæseren. Bogen er interviews af modne kvinder om livet og døden, så derfor skal oplæseren både lægge stemme til kvinden og intervieweren. Det forvirrede mig lidt i starten, men hun gør det faktisk godt. Lægger sin stemme lidt dybere, når det er den mandlige interviewer, der taler. Til gengælde irriterer det mig, at hun ikke laver en pause, når en kvindes fortælling er over og en anden starter. Jeg bliver lige forvirret hver gang over det skift.

Kvinderne er vidt forskellige, både i forhold til den måde de takler livets modgang og medgang, og i forhold til alder og erhverv. Men det er spændende at høre kvinder både yngre og ældre end mig fortælle om livet. I magasinet Søndag skriver Elsebeth Egholm, at folk lyver, når de siger, at det er godt blive gammel. Det synes hun ikke og det skræmmer hende, at hun nu bliver 60. Jeg tror, hun er farvet af sin kræftsygdom og at hun har fået kroniske sygdomme før dette. Jeg kan godt mærke, at alderen gør noget fysisk ved mig, men faktisk synes jeg, at jeg på mange måder har det bedre psykisk end tidligere. Jeg har ikke lyst til at være 40 igen, jeg har det fint med min alder og så må jeg leve med søvnløse nætter, smerter i led og en krop, der mærker tyngdekraftens vilkår. 

Nu er indlægget sat til udgivelse til i morgen tidlig. Der er gået en lille time, siden jeg startede med at skrive og med at drikke varm kakao. Håber du har sovet godt, må din vej gå dig i møde og må vinden være din ven.