Krig, taknemlighed og forståelse

Landmanden havde fødselsdag i går og havde meget bestemt frabedt sig gaver og festivitas. Han ville bare hygge sig med morgenmad, gåture med hundene og besøg af en jagtkammerat til eftermiddagskaffe.

Han gjorde dog regning uden vært. For den ene af hans storesøstre ville det anderledes. Hun havde varskoet mig om, at de kom med rundstykker til morgenkaffe, så jeg havde fået besked på at holde landmanden hjemme. Det havde jeg mange spekulationer om, hvordan jeg skulle gøre, hvis nu humørbarometeret stod på jagt fra morgenstunden af.

Storesøsteren og svoger havde taget en anden storesøster og svoger med. Det var en dejlig overraskelse og landmanden nød at få selskab fra morgenstunden af. Vi havde den skønneste formiddag sammen, fik opdateret hinanden på livets gang, og formiddagen blev til middag, inden de drog af sted.

Eftermiddagen stod på hygge og partering af dådyr. Landmanden og jagtkammeraten havde købt en jagt hos Naturstyrelsen i Sønderjylland, som de var på i tirsdags. Og der har man mulighed for at købe noget af det nedlagte vildt, og de havde lyst til at smage dådyr, så nu har vi det i fryseren.

Det harmonerer ikke så godt med, at fruen har mistet lysten til madlavning, så for mig føles det mere som en pligt og byrde, at nu er der mere i fryseren, som skal bruges. Jeg håber at madlavningsenergien kommer igen, og jeg får da også brugt fra fryseren. Det meste bliver nu omdannet til lækre spegepølser, røget dyrekød og grillpølser. Det bruger vi meget af, i og med landmanden hver dag spiser brød med pålæg på.

aftenhimmel fra min aftengåtur i går

Når jeg skriver de ord, kan jeg godt mærke en følelse af, at så er jeg forkælet. Tænk at have mad til rådighed og så alligevel vælge de nemme løsninger i butikkerne, fordi jeg kan. Det sættes i relief af den film, landmanden og jeg så i biografen i går aftes: 1917. En smuk filmet film, som fortæller historien om to soldater, der får til opgave under 1. verdenskrig at krydse ingenmandsland og besatte tyske områder for at nå frem til en deling og give dem besked om at afblæse et angreb. Man har fundet ud af, at tyskerne har sat en fælde for denne deling og de vil blive massakreret, hvis de går til angreb. Med til historien hører at den ene soldats storebror er med i denne deling, det bliver det, der motiverer ham gennem de 24 timer, hvor man følger soldaterne. På intet tidspunkt slippes de to kammerater af kameravinklen, det er som én lang filmoptagelse, og det virker rigtig godt.

For nogle vil filmen helt sikkert virke langsommeligt og for andre vil de savne flere kampscener. For mig var filmen helt perfekt sat sammen, men jeg blev også fanget af kombinationen af skift mellem krigsscener med al dens gru og så smukke marker/skove, områder som de to gik gennem. Derudover gjorde musikken også sit til, at jeg indimellem sad meget uroligt i min stol, for klarede de det eller?

På vej til Feggesundfærgen i torsdags.

I dag føjedes der så en dimension mere til mine tanker om, hvor godt jeg/vi har det. Landmanden og jagtkammeraten er på jagt herhjemme og vi startede med rundstykker sammen. Landmandens jagtkammerat er tyve år yngre end landmanden, de har et godt fællesskab og i dag foranlediget af filmen fik jeg også lov til at høre om den krig, han som ung blev tvunget til at være en del af, før han flyttede til Danmark efter krigens afslutning for at finde et sted uden krig. Han uddannede sig, fik dansk kæreste, blev gift, fik børn og er i dag selvstændig med den uddannelse, han allerede før krigen brød ud i hans hjemland havde drømt om. Han har knoklet for at få økonomien til at hænge sammen. Altid haft mindst et fuldtidsjob ved siden af universitetsstudierne. Og her sad vi på en smuk januarmorgen og hørte om afsavn, gru, død og menneskers evne/vilje til at tilpasse sig og holde sammen for at overleve. Samtidig med at vi også hørte om hans dejlige børn og hustru.

Livet rummer så meget, og vi dannes af de oplevelser og de mennesker, vi møder gennem livet. Men også af hvordan vi har taklet modgang og modstand. En sød kollega sagde om mig, at hun syntes, jeg var så klog på livet (det kan man også nemt fremstå som, når man er 38 år ældre!!) og om hun først blev så klog som mig, når hun havde min alder. Nej, vi bliver kloge undervejs af livet, hvis vi tør tænke over, hvordan vi handler og ikke handler. Som sygeplejerske får vi en unik mulighed for at blive klogere på livet med alle de mange mennesker, vi møder hver dag, midt i hvor deres liv er brudt sammen. Når vi tør lytte til andre menneskers historie uden altid at dømme ud fra vores egen virkelighed. Det kræver også, at vi tør tænke over vores mindre gode sider og vores fejl, og tør at tænke, at sådan der bryder jeg mig ikke om at være. Og når vi tør sige, at på trods af den fremskredne alder er der stadig meget, vi kan lære af andre. Min onkel sagde til min mormors begravelse, at min mormor på trods af alderen (blev 79 år) ikke var færdig med at leve, og havde sagt hvordan forbereder man sig så på at dø? Hun var stadigvæk nysgerrig på livet og på at lytte til andre menneskers historier og meninger. På trods af at hun blev enke som 56 årig, mistede sin datter på 19 år og sin søn på 52, så ophørte hun aldrig med at være nysgerrig på livet og taknemlig for livet. Det tror jeg er recepten på at blive klog på livet.

Torsdagens arbejdsplads var blandt andet på Mors og det gav mulighed for en færgesejlads